Fremskynde fødselsstarten – naturligt

Denne artikel er bragt af foreningen Forældre og Fødsel….du ved dem jeg altid skriver I skal blive medlem af. Det er det ENESTE sted jeg leverer frivilligt arbejde efter Hr Ingversen og jeg for få år siden gav hinanden æresord på IKKE at lave mere frivilligt arbejde før børnene var utroligt meget ældre og utroligt meget mindre arbejdsintensive. Artiklen ligger på den lukkede forældre og fødsel side under https://fogf.dk/artikler/Fremskynde_fodselsstarten–naturligt men hvis du ikke lige er blevet medlem endnu, kan du læse den her:

Af Karen Ingversen, jordemoder ved storkerenden.nu og indehaver af www.artnbirth.dk

Generel modning

Hvis man ved at man ikke må gå over tid pga. medicinske issues, tidligere er gået over tid eller man bare ved at det er et tema i ens familie at gå over tiden (det er arveligt og især meget høje familier kan have tendens til at gå over tid) kan man modne bevidst fra uge 36+0.

Der er 2 metoder: Akupunktur, få det bare i nærheden af hvor du bor – det behøver ikke være en jordemoder. 1-2 gange om ugen.

Der er ikke tung evidens for at zoneterapi virker, men jeg hører indimellem om zoneterapeuter som kan modne ret effektivt, f.eks Lisbeth Hecksner https://www.lisbethhecksher.dk/

Så er der en generel øgning af oxytocinflowet: Man øger sit oxytocin-niveau i kroppen ved spa, wellness, nydelse som fyldt chokolade og sove længe, med nus, kys og amning.

Snakke, hænge ud med folk du elsker, og får dig til at grine, snuse til alle venindernes babyer. Strikke til din baby – alt det der giver en varm følelse indeni. Undgå sure mennesker med dårlige fødselshistorier og forældede råd, stress og udmattelse.

No 1 oxytocinboost er selvfølgeligt sex.

Sex virker ved 3 elementer:

1. Oxytocin – dvs du skal helst have en orgasme.

2. Den mekaniske dimension, som provokerer sammentrækninger i livmoderen og endeligt er der et stof, prostalglandin i sæden, som man også finder i syntetisk form i sygehusenes igangsættelsespiller. Er du alene eller din partner er en kvinde virker sex også ?. Kan du få dig selv til at have ubeskyttet sex med en mand, du har tillid til – og som ikke fejler noget, er det en god ting. Jeg har indimellem gravide som låner en god ven, eksmanden eller lignende til formålet.

I gang med at føde

Lad være at prøve at sætte din fødsel i gang, hvis du bare er utålmodig – selv en aldrig så naturlig fremskyndelse af fødslens start kan give en længere fødselsopstart og udmattelse til følge.

Nogle babyer vil gerne have et par dage mere derinde i varmen til at vokse og modne – det er godt at respektere, selvom man er en træt og plaget højgravid.

Nedenstående liste er derfor ment som noget du kan prøve, når dagen for din medicinske igangsættelse nærmer sig. Sex, akupunktur og hindeløsning er der videnskabelig evidens for – resten er for min egen regning. Jo tættere på terminen eller jo længere over den du er, jo større er sandsynligheden for, at det virker. Hvis du er flergangsfødende stiger chancen også.

    1.  Aller først anbefaler jeg, du og din baby har fået et check hos jordemoderen eller fødestedet for at fastslå, I begge er klar til det: Baby er vokset fint, har fin hjertelyd/CTG og du selv har normalt blodtryk – at ingen af jer har tegn på noget, der kan tyde på komplikationer. Det dagsprogram, jeg skitserer nedenunder, er ret krævende for jer begge.

    2. Du starter med en god nats søvn – dvs du sover længe (mindst til kl 9)

    3. Så i valgfri rækkefølge: en stor blodsukkervenlig morgenmad med godt med fedt og protein: æg, spinat, pølser eller hvad du synes er lækkert.

    4. Sex.

    5. Akupunktur (modnende og i gangsættende (hos jordemoder eller akupunktør)

    6. Hindeløsning – mindst 5 minutter – det må godt gøre moderat ondt og være temmeligt ubehageligt for at det virker optimalt (hos din private jordemoder eller hos det fødested, du er tilknyttet)

    7. 1/2 times rebozo, især den stående variant. Dette oplever jeg giver plukkeveer, men der er ikke evidens for det.

    8. Så går du hjem og tager i valgfri rækkefølge: Sex og et lunt ca 120 ml klyx (apoteket ) eller lavement. Læg dig ud på badeværelset og hold på det i ca 20 min. Der er ikke videnskabeligt belæg for at klyx virker, men jeg ser det ofte virke, fordi det sætter gang i tarmperistaltikken. Vores bedstemødre tog amerikansk olie, med samme effekt, men det skal du holde dig fra, da det kan give diarre gennem flere dage – også under selve fødslen.

    9. Spis godt og gå tidligt i seng. Virker det ikke, skal du tage mindst 1 pausedag, gerne 2 pausedage før du prøver igen.

Overvejer du at følge jordemoder, Karen Ingversens opskrift på naturlig igangsættelse, så fortæl fødestedet om dine planer, så de kan vurdere om hjemmemodning er sikkert for dig og barnet.

Rigtig god fødsel.

Kærlig hilsen jordemoder Karen Ingversen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait