I denne blog kan du læse: Hvorfor det er en fordel at have mange børn f. eks under en Corona-pandemi, hvor alle vanterne forsvinder hen, hvorfor du skal følge dit hjerte og få det antal børn du ønsker dig, hvordan du lærer dem at lave noget husligt arbejde og finder ud af hvorfor det som regel ikke er din fejl, hvis de er besværlige på den ene eller anden måde.

Vi bliver mødt med en del skepsis, hvorfor vi dog har så mange børn. Det er lidt mærkeligt, både min danske oldemor Wilhelmine og min mands hollandske farmor Sofia havde ca 10 stk (hver, ikke sammen) og de blev begge mødt med respekt.

Men vi bliver også mødt med en del respekt og spørgsmål om hvordan i al verden vi klarer det, som om det er en overmenneskelig præstation. Det er det ikke, man skal bare være lige så stædig som børnene, især når de er kommet i overtal.

Stammen

Et sted mellem nummer 2 og 3. barn opdagede jeg at vi var ophørt med at være en familie og var blevet til en stamme. En stamme med egne ritualer, regler for adfærd, sprog og tabuer. Med egne fjender, historie, myter og heltekvad. På ondt, men især på godt.

Hvorfor får vi dog alle de børn?

De er søde, de er sjove, de er kærlige og vi elsker at være sammen med dem. De er nuttede & morsomme, når de er små. De er kloge & humoristiske, når de er store.  Vi hygger os som familie og de hygger sig med hinanden. Sådan det meste af tiden.

De underholder hinanden. Især når de skal.

Og så har vi været så heldige at de overlevende unger alle har været sunde og raske.

Hvorfor er det nemt at have mange børn?

Jeg synes ikke det er så hårdt at HAVE 4 børn. Det er drønhårdt at FÅ dem. Det har pt kostet mig 10 graviditeter, 6 IVF forsøg, i alt 100 kg vægtøgning (jeg har dog tabt noget af det) og 6 fødsler at få skaldede 4 levende unger.

Men fra de er kommet ud af de ædle dele på undertegnede, synes jeg faktisk det var været ok.

Og det siger jeg ikke i protest til alle dem der ser på mig med en blanding af vantro og medlidenhed, som om jeg er hende den syngende so i “Sing” med ca 25 griseunger.

https://www.youtube.com/watch?v=5DjDy-u-GnE

Jeg husker en gang, jeg forsøgte at bestille en barnepige via et bureau. Altså ikke een der ikke var venindens kusines grandnieces onkels seneste tinderdate, men en professionel barnepige a la Mary Poppins. Børnegruppen lød dengang på 4 stks i alderen 0-11år og skal jeg være rystende ærlig var de lidt af en håndfuld lige der: De 2 yngste fik bryst, den mindste med ca 1,5 times intervaller døgnets 24 timer. Jeg var så træt at såvel gulvbrædder som asfalt føltes underligt blødt under mine fødder.

2 af dem havde en del….æhæææm….uoverensstemmelser. Sagt på en anden måde kunne de godt finde på at slås. Tit. Meget tit. Når de da ikke lige skændtes.

Ingen af disse uheldige detaljer afslørede jeg dog for babysitter-bureauet. Jeg holdt mig klogeligt til at remse alderen op på poderne. Men alligevel fik jeg at vide at een person ikke kunne passe alle 4.

Det var for meget arbejde for een barnepige.

Jeg skulle kort sagt have 2 granvoksne m/k ud for at varetage den selvsamme opgave jeg stod med MUTTERSALENE hver eneste eftermiddag og indimellem en weekend, hvis min mand ikke var hjemme.

Ikke at jeg fik meget respekt eller ærefrygt for den kraft-præstation ellers.

Men det får min mand, Hr Ingversen.

Stort set hver gang jeg er til fødsel i weekenden og talen falder på antallet af mine egne børn (og jeg praler selvfølgelig hver gang jeg ser mit snit til det, man er vel bare et menneske) mødes jeg med et “jamen hvem passer så dem NU?”.

Tjaaa

Gæt selv:

A) Mary poppins

B) min venindes kusines grandnieces onkels seneste tinderdate

C) min mand aka deres FAR

Rigtigt gættet – det er C)

Hvordan orker vi det? Eller ”Den ekstra arbejdsuge – som du betaler for”

Godt spørgsmål. For jo de er skønne, de børn, men det er unægtelig meget ekstra arbejde.

Den lille detalje, vi glemmer at fortælle den stolte gravide forældre, ja man kunne f.eks gøre det til babyshower, at de er på vej til at få en ekstra arbejdsuge – som de ikke får løn, men derimod betaler for.

Det svarer til at du vil tjene lidt ekstra til boliglånet/drømmeferien/fertilitetsbehandlingen og tager en morgentjans hos espresso-house, går på dit sædvanlige arbejde og lige giver den en skalle på Mcdonals efter arbejde og ½ dag hver dag i weekenden. Lyder det hårdt? Uoverkommeligt?

Forskning viser 1 barn er =hel fuld 35 timers arbejdsuge. Oveni dit almindelige arbejde.

Jeg synes det er lidt lavt sat – det er jo kun 5 timer om dagen til vække, tøjhelvede, morgenmad, hårbørstning (incl trusler al la ”hvis ikke du holder op med at hyle kan du blive korthåret”), lidt oprydning, flyverdragthelvede/regntøjshelvede/solcremehelvede, bringe (1,5 time…mindst) og så hente, flyverdragthelvede, indkøb/tøjvask (begge dele gjorde du også før du fik børn, men opgaven eksploderer i omfang) madlavning, putte, rydde op, rydde op, rydde op… Kan du klare det på 3,5 time får du en medalje af mig.

Og hvor fanden er natteroderiet henne i de 35 timer/barn/uge???: Mareridt, bræk og forsvundne bamser…hvor er de henne i det regnskab? Normalt står jeg ikke ud af min seng uden at få en øre for det, men med børn er der ingen øverste tjenestetid.

Mine børn kan også en virkeligt fascinerende manøvre: Indtil de er ca. ni år gør de følgende når de vågner om natten med kvalme.

1. De går ned af gangen forbi ikke færre end to toiletter, lige klar til at man f.eks kan brække sig i dem.
2. Forbi køkkenvasken – her KUNNE man faktisk også brække sig, uden det var nogen katastrofe.
3. Op af trappen.
4. Op i fars og mors soveværelse
5. Og så brækker de sig uden tøven I VORES SENG (ikke undervejs, ikke på gulvet men I SENGEN, UD OVER DE SOVENDE FORÆLDRE)

Den der ekstra arbejdsuge er så heller ikke koordineret med dit almindelige arbejde, så du kan sagtens have lagt 5 timer fordelt på nat/morgen hjemme kun for så at skulle levere 8 i forlængelse på dit dagarbejde. I mit tilfælde 16 timer.

Penge

Desuden koster de små engle penge – de er hårrejsende dyre i drift.

Jeg satte mig en gang ned med Excel og beregnede at mad (vi bruger 12.000kr om måneden på mad hvis det skal være økologisk og så 4.000 mindre hvis det ikke behøver være økologisk), tøj, større bolig/bil, gaver, fritidsinteresser, institution/frit, med på ferier, lommepenge, strøm, varme osv ALENE til børnene koster os 250.000 årligt. Før skat.

Og vi kører discount-udgaven med tøj fra H&M og mødrehjælpen og hverken ridning eller astronomiske lommepenge/gaver/iphone X til ungerne. Der er selvfølgeligt udgifterne til vanterne – hvad sker der for de vanter, hvor bliver de af? Ovenfor ser du et enkelt års høst af enlige vanter, især venstre-vanter. Flere af parrene er ikke par, men 2 venstrevanter. Hvor bliver de af? FINDES DER DYR SOM SPISER VANTER? eller obskure samlere som napper dem af flyverdragterne og beholder dem? Skriv gerne et bud i kommentarfeltet

Så de der 40.000 årligt vi pt får i børnepenge forslår ikke så langt.

Men pyt med pengene – det er arbejdsbyrden som er latterligt hårdt. Især hvis man ikke har au pair, hjælpsomme bedsteforældre eller lever i åbent forhold eller en regnbuefamilie med mere end 2 forældre.

De fleste løser det ved at få 1-max2 børn for i al fald at begrænse skaden, evt tæt på hinanden, så belastningen er samlet på få år.

For ikke at arbejde sig ihjel.

Børnearbejde – step by step

Men der er en anden løsning, som jeg gerne vil præsentere her og slå et slag for: BØRNEARBEJDE. Børnearbejde som i faste pligter, børnene ikke slipper for, uanset hvor overbevisende de opfører Ofelias vanvidsscene, når bordet skal dækkes, madpakken smøres eller opvaskeren tømmes.

Det er enkelt: Alle børn har veldefinerede pligter både omkring udførelsen og frekvensen.

På den måde varetager vores børn følgende pligter i vores hjem: Oprydning af køkken, tømning af opvasker, tøjvaske og sortering, rengøring af badeværelset, støvsugning, borddækning og madpakker. Rengøring af øvrige arealer og oprydning er fælles opgave.

Indimellem laver de mad og de ældste passer de yngste. I minutter betyder de store arbejder ca ½ til ¾ time hver dag og de yngste ca 1 kvarter.

Det gør det til at klare for os voksne og ungerne lærer som bonus at holde hus, med alt hvad det indebærer. Det har ifølge forskning en positiv betydning for deres selvværd at de føler sig nyttige og nødvendige.

Det lyder jo såre enkelt, så hvorfor mon ikke alle gør det?

Det er ikke socialt acceptabelt – hvis jeg havde en krone for hver gang jeg har fået et misbilligende blik efterfuldt af en bemærkning i familie med ”ja JEG synes jo børn skal have lov til at være børn”, når jeg satte et barn i gang med noget, ja så ville jeg være en rig kvinde.

Hr Ingversen og jeg bliver den ene gang efter den anden slået i hartkorn med en stakkels mama i Afrika, hvis unger som skal hente vand ved kilden og vogte geder dagen lang i stedet for at gå i skole.

Børnene protesterer både i handling og ord…i timevis og i årevis. Én af vores døtre arbejdede sig gennem hele mine bedsteforældres bryllupsstel til 24 personer, da hun fik tildelt pligten ”at tømme opvaskemaskine”. Der gik ikke mange dage uden noget blev smadret ”ved et uheld”, men jeg gav mig ikke og hentede bare flere tallerkner og kopper op fra kassen i kælderen indtil der ikke var flere. Så tog jeg i IKEA. Jeg har spist en del kødboller der gennem årene.

Det kræver en god evne til at lukke ørene, se igennem fingre med kvaliteten af arbejdet indtil smertegrænsen og enorm stædighed, men når de kære små rammer 8-10-årsalderen giver de op mht. at slippe og gør det det skal. Måske er det fordi de 3 ældste er piger:  Ikke et ondt ord om mænd og drenge, men øh min erfaring med piger, er at de har en hjerne fra ung alder og deres frontallapper ikke er 25 år om at udvikle sig, som hos visse andre køn.

Corona og børnepasning

En anden fordel ved de mange børn er at hvis man har en anelse tålmodighed, og en god spredning på ungerne kan man på sølle 12 år gro sin egen barnepige. Ikke at Hr Ingversen og jeg kan tage på tantrakursus på Bali i 14 dage uden børn, men ind i mellem er vores 2 ældste døtres evne til at hente de yngste det der får hverdagen til at hænge sammen. For det kan ellers godt knibe når man ikke har hjælpsomme bedsteforældre. Tag f.eks Corona-alarmen fra i går nat: Ingen pasning/skole de næste 14 dage,men vi skal da begge 2 arbejde som vi plejer, da jeg er sundhedspersonale og min mand er ansat i det private. Det ved jeg ikke hvordan vi skulle løse hvis vi ikke havde en 6. og en 10. klasseselev i hjemmet, som meget passende kan brug en del af deres tid på hjemmeskoling af de yngste.

Det er en enorm lettelse for mig, at når jeg har puttet de yngste, kommer jeg ud til et tomt køkkenbord og en snurrende vaskemaskine, fordi den ældste har ordnet det. Nogle gange går jeg lige forbi det tomme køkkenbord og i seng, fordi jeg er så træt (f.eks. hvis nogen har brækket sig i min seng, jeg har født eller været på arbejde den foregående nat). Og så føler jeg mig meget heldig, at det køkken er ryddet op.

Overordnet set nægter jeg at være familiens au pair pige. Min mand nægter også at være familiens au pair dreng. Desuden gør jeg sjældent noget for mine børn, de ikke kan gøre selv inkl. at smøre deres madpakker.

Min bagdel er limet til sofaen eller alternativt hængestolen https://www.haengekojebutik.dk/ hvor jeg bla. har travlt med at følge med i 4 gange forældre-intra (#dødoveraula) fordelt på 3 institutioner/skoler. – hvad deres små venner opdager når de råber ind i stuen “Eiks moaaaa, jeg er sulten”.

Så råber jeg tilbage: Få Eik til at smøre en mad til dig.

Fordelingen af pligter giver mig også tid til at TALE med mine børn. Det er også ret fedt at have tid til.

TID sammen

Er altid et issue med børn – men man har vel østrogen nok i systemet til at multitaske? Jeg tager stortset kun ud af døren til disse 3 ting UDEN børn

• Fødsler
• Vilde venindefester/byture
• Akvarel af maver (der skal jeg koncentrere mig i et omfang der umuliggør tale)

Til alt andet medbringer som regel jeg mindst 1 barn. Om det er indkøb, udstillinger, møder boglanceringer, fertilitetsbehandling i Rusland eller pakkehentning hos Føtex. Jeg tager dem endda med til der-er-ikke-nogen-der-skal-føde-arbejde som babyshowers, motherblessings og barselsbesøg (jeg spørger lige klienten først). Så har vi tid sammen, alene tid i bilen og de oplever os voksnes verden.

Rum til rum

Når der er rigtigt rodet eller vi skal have gæster laver vi en Rum til rum. Vi går alle ind i et rum og rydder op/gør rent – én render med sokker til vasketøjskurven, én tørrer vindueskarme, én gør arkæologiske fund under sofaen, en støvsuger osv. Efter forbløffende kort tid er rummet fint og flot, og så tager man næste rum. Hele huset (167 m2) kan vi klare på en time. Men hvilken time. Vi har været nød til at indføre 5 min ekstra arbejdstid når alle andre er færdige hvis man:

• Smøler – ”jeg gør tingene så langsom og mere sjusket end nødvendigt, så jeg til sidst får lov til at slippe”
• Laver Ørkenrotten – Det er denneher: I er ved at rydde op, skal spise en dejlig sund aftensmad for kort tid efter en børnefødselsdag eller du har bedt om hjælp –PLUSELIG er ungerne er væk, med væk på, musestille, usynlige og døren til børneværelset er sagte lukket helt til.
• Skaber dårlig stemning: Brok, skænderier med søskende, kritisere forældre, “INGEN af mine veninder skal nogensinde….” og den slags

Systemet fungerer ikke upåklageligt:

Hverken BoBedre eller IKEA bladet for indretning kommer forbi, selvom alle vores møbler kommer derfra (eller fra arv/storskrald) men det er ikke så vigtigt. Jeg tænker, jeg har masser af år til at være i interiøralderen, når de er flyttet hjemmefra.

Desuden er jeg glad for at Fødevarestyrelsen (endnu) ikke aflægger besøg i private hjem med podepinde og forstørrelsesglas. Vi har hverken kakerlakker, rotter eller væggelus, men det sker at ret spændende, om end immobile, væsener udvikler sig i vores køleskab, især i mine vagtuger, hvor jeg ikke er ret meget hjemme.

Forskel på søskende

Noget af det man finder ud af, hvis man får nok børn, er at opdragelse betyder en del mindre end man skulle tro.

Mange ting ved vores børn intet har at gøre med hvordan vi forældrene har taklet situationen. Selvom alle vores børn har samme biologiske ophav, bor det samme sted, spiser det samme og bliver behandlet ens, er de rent fysisk meget forskellige. Der er bare individuelle forskelle pga. gener og temperament:

No 1 og 3 har således haft kolik, formentligt pga. at de har stået uregelmæssigt under fødslen.

Andre eksempler på forskelle er at både nummer 2 og 4 er ørebørn, trods håndvask, ikke rygning, langtidsamning, uld, varme, øko-mad, ingen mælk-sukker-hvede som små osv osv. Nummer 1 og 3 har aldrig mellemørebetændelse.

Nummer 2 og 3 sov længe og på samme tidspunkt hver dag, hvilket er fantastisk fordi jeg kunne planlægge min dag efter deres rytme og kunne få en go lang middagslur selv og kunne læse/maile/telefonere i ro og fred.

Nummer 1 og 4 sover kort og uberegneligt, er/var umulige at få i en i en fast rytme og svære at få til at sove i det hele taget.

Nummer 2 og 3 er altædende som små rotter og 1 og 4 kræsne.

Osv osv

Ved første barn troede vi forældre helt og holdent, godt understøttet af sundhedsplejersken at VI gjorde noget HELT FORKERT fordi ungen hverken kunne lide at spise rigtig mad eller sove. Brystmælk gik fint ind, men efter 7-8 måneder var det ikke nok til at vokse godt på.

Intet at den hjemmeblendede og hjemmekogte babymad røg ind og vi var på randen af hysteri før en ammerådgiver fra forældre og fødsel https://www.fogf.dk sagde jeg skulle give hende e-nummerholdig færdiggrød med flødeskum for at få hende over på fast føde. Det virkede. Tak Guderne for forældre og fødsel og meld dig ind, hurtigst muligt.

Den næste åd som en tærskler og sov hver dag som om jeg havde givet hende et skud propofol® /generel anæstesi.

Så moralen er:

Følg dit hjerte og få det antal børn du ønsker dig

Lær dem at lave noget husligt arbejde uden dårlig samvittighed

Og husk det som regel ikke er din fejl, hvis de er besværlige på den ene eller anden måde

Næste blog handler om metoder til at få sorg til at lette – hvornår og hvordan – om grine sig glad, dykke ned i mørket, blive lukket i, sidde i en sorggruppe og bearbejde tab med sin taktilsans.