Jeg har fået meget (positiv) feedback min sidste blog (”Første uge med Vidar…”) på hjemmeopbevaring af død baby. En af historierne fra vores danske bekendte vil jeg gerne dele med jer: Hendes mor fødte et dødfødt barn i sorg-middelalderen, som efter mit bedste skøn varede fra 1920’erne til godt op i 1990’erne. Her var god kutyme at lade den stakkels mor føde med et klæde over øjnene ved dødfødsel og bortadoption, i bedste blindebuk-stil, hvorpå baby blev taget ud af fødestuen med det samme, før moderen nåede at få et glimt af den. Så fik moderen uden baby, bundet brysterne stramt op for at holde mælken tilbage og som Anders Mattesens onkel Steward siger i Ternet Ninja: “og så snakker vi ikke mere om den sag”.

Billeder, håndaftryk, tegninger eller ydmyge og rimeligt basale ting, som bare se baby og kende kønnet på sin baby, kom først til igen senere.

Så den stakkels mor føder sin baby, som hun aldrig ser. Alt i bedste mening fra personalets side. Men her 50 år og flere børn efter, har hun stadigt mareridt, hvor hun løber rundt på et sygehus og leder efter sin baby. Jeg får verdens største klump i halsen af den historie. Man kan ikke bare tage en unge fra et højerestående pattedyr. Vi flipper helt ud, hvis man uforvarende kommer til at behandle os som amøber, hajer eller pipfugle. Man skal ikke gøre en kvinde forkert eller dømme hende ude som mærkelig, hvis hun ikke er klar til at efterlade sin nyfødte hos fremmede. Selvom pågældende nyfødte er død. (Og hellerikke hvis babyen er levende)Det er en god ting at huske for både partnere og sygehuspersonale. Alle skal styre deres angst og kejtethed omkring døden, vi er nogen mødre, der prøver at overleve her.

Her er Vidar med sværdet som vores lille viking på 5 år fandt til ham i dublokassen, en rigtig kriger har selvfølgeligt et sværd

Nå jeg vil gå videre med denne blog: Hver gang Vidar skulle fra A til B kørte vi selv med ham. Ikke fastspændt i barnesædet, men sikkert forvaret i kisten med skydelåget omme i bagagerummet som en anden død gangster. Vi havde foret kisten med vaskeklude og et mørkeblåt viskestykke, som matchede stjernehimlen jeg havde malet på indersiden. Der lå vores lille dreng blødt og fint. Vi valgte at være vores egne bedemænd efter en dårlig oplevelse med min far. Min smukke far blev begravet i en lægekittel+uniform, da vi var enige om at det ville være hans ønske at møde alverdens engle sådan i fin stil. Men selvom jeg havde sagt til bedemanden, at vi skulle se ham (og at jeg derfor ville berede dem bål og brand, hvis de ikke kølede ham ordentligt) havde han hverken fået redt håret eller var blevet barberet. Og det havde jeg ikke tid eller grej med til på Bispebjergs kapel, hvor jeg, mand og tre børn kun lige kunne få en halv time med far, før der kom en bestemt herre med en skruemaskine og smækkede låget på, så vi var ved at få fingrene i klemme. Desuden var KISTEN FOR KORT selvom jeg selvfølgelig havde oplyst fars anseelige højde på bedemandens hjemmeside.

Bedemænd i det ganske land: Jeg ved godt I stort set kun har klienter, som er følelsesmæssigt ude at skide, men tag jer sammen, det var ikke OK!!! Der ER gode bedemænd (se blog ”Første uge med Vidar…”), men man skal kikke sig for, hvis man mister en højtelsket, som ikke har lige så håndterbar størrelse som Vidar. Og derfor legede vi selv bedemand.

Onsdag den 7. august flyttede Vidar hjemmefra, 5 dage gammel. Og det var selvfølgeligt absurd hårdt at aflevere ham til patologerne.

Først kunne vi ikke finde det rigtige sted og havnede på 2. sal foran et whiteboard som bl.a. oplyste hvem der var på ”Opskæring” den dag. Vi stod og stirrede paralyseret på tavlen, med vores døde søn i armene, indtil en hvidkitlet dame viste os nedenunder til kælderen.

Her fik vi afleveret ham i god uro og uorden. Vi fik sagt den første af mange gange farvel og lovede ham at patologerne ville være søde ved ham, at vi ville besøge hans grav og at vi, hans mor og far, kommer ned i den samme grav en dag, så han aldrig skulle føle sig alene på jorden, samt at Gud vil tage ham i sine arme og hun vil passe på og elske ham som den himmelske Moder hun er. Og vi sad i den grimme kælder bag rigshospitalet og græd og græd. Det var som at få hjertet flået ud.

Hvad er ligheden mellem bryster og tissemænd? Sidste gang (i bloggen ”Første uge med Vidar…”) skrev jeg om at være et pattedyr, og her kan jeg tilføje at mælken er ikke til at slå ned – selvom jeg  havde fået mælkestoppende medicin/Dostinex, hvidkålsblade (igen noget hollandsk) og stram opbinding 24 t i døgnet. Nope, det kunne ikke overbevise dem om at opgive mælkeproduktionen. Jeg havde brystspænding ad helvede til og turde ikke malke ud, fordi jeg var bange for de uregerlige bryster ville blive endnu mere sikre at jo, der skulle jo laves mælk, masser af mælk.

Efter et par dage fandt jeg ud af at bryster er lige så dumme som tissemænd: De har en gang imellem deres helt egne uhensigtsmæssige vaner og overbevisninger (det er det samme med tissemand, har jeg fået at vide fra flere ret pålidelige kilder). Brysterne tænker sød baby=mælk. Så mine bryster ræsonnerede at, når jeg nu dagligt sad med baby – død eller ej – i armene, måtte de jo dag hellere fremstille noget mælk.

Men to-tre timer efter vi havde afleveret Vidar, stoppede de mælkeproduktionen med et næsten hørligt suk af ærgrelse. Og gik tilbage til ”svensk-folkevise-udgaven” af sig selv: De blev igen lange og kedelige. Men smertefrie.

Traditioner i stedet for normer: Jeg har en meget klog veninde, Bea Fischer Hockerup, som er autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi. Hun har lang erfaring med belastninger, stress, kriser, traumer (hun har bla. arbejdet med veteraner i forsvaret). Hun kan i øvrigt kontaktes på mail: beahockerup@gmail.com og tlf 23639391. Bea siger at vi mangler traditioner og kun har upersonlige normer om dit og dat: Ingen kan læne sig tilbage til hvad ”vi” gør i familien eller samfundet. Det betyder folk holder sig for stringent til det “man” gør, også selvom det føles forkert, pga angsten for at blive udelukket fra fællesskabet, når man bryder normerne. Bea siger det giver patologisk sorg fordi udelukkelse fra fællesskabet er noget af det værste man kan opleve som menneske. Især når man er i en sårbar situation, f.eks. efter at have mistet et barn. Konsekvensen er at det er sværere at kommen sig ovenpå dødsfald end det behøver at være, fordi man ikke vil være kontroversiel/opføre sig “mærkeligt”.

Jeg er ved at opdage det selv: Man kan nemt sørge for længe, forkert eller for meget efter NOGENS mening. Og jeg tror det nogle gange gør ondt på andre, når jeg giver den fuld skrue, mens de bare skulle gå på arbejde mandag morgen, som de plejede, efter bisættelsen af deres mor/far. Det er kun 100 år siden man trak i sørgetøjet et år for hvert dødsfald og nu er det 30 minutter til bisættelsen.

Jeg kender INGEN traditioner i min familie mht. dødsfald – udover at min farmor blev begravet i sin røde festkjole af silke, plejehjemmet sang hende ud (det er vidst noget man dybest set for at undgå hun går igen, men jeg tror nu min farmor ville være det kærligste spøgelse) og jeg kæmpede mig igennem en tale til begravelsen inden jeg, min søster og min far, sammen med min onkel og min kusine og fætter, sænkede hende ned i graven. SLUT FÆRDIG. Intet af det kunne jeg brug til min søn.

Så vi opfandt vores egne traditioner bla. at bruge viet vand: Jeg har læst at det for et par hundrede år siden var helt almindeligt i Danmark, at man fulgte en ældgammel tradition: Når den afdøde var kørt væk til kirken, efter nogle dage på lit-de-parade, skurede man spisebordet hvor han/hun havde ligget på strå (dvs. halm). Så kom præsten og stænkede viet vand (altså almindeligt vand, der var blevet velsignet af en præst), velsignede alle og så var man ellers klar til at leve indtil næste influenza-epidemi, ubehandlet efterfødselsblødning eller pest-runde. Godt så, tænkte jeg, vi havde alligevel bisættelses-samtale med vores skønne præst Karin fra Solbjerg kirke. I den anledning kunne hun vel fint velsigne en flaske vand? Selvfølgeligt! Den dag vi havde afleveret Vidar på Riget, gik vi i gang med oprydningen: Først fjernede vi alt ventetøj og babytøj, fødebøger og småting som rangler og scanningsbilleder. Så sprøjtede Feen på tolv år og jeg det velsignede vand overalt med en forstøver. Med fare for at nogen tror jeg er skør, må jeg melde: Viet vand virker. Energien blev lettere.

Vi synes mange traditioner fungerede fantastisk: Både de nye som englesprutten (se”Vidars fødsel”) og gamle som fx at tage hånd og fodaftryk, have den afdøde hjemme + holde wake (hollandsk tradition) og at naboerne kommer med suppe (jysk tradition).

Vennesortering: Jeg døde af skræk over sætningen “så finder du ud af hvem dine rigtige venner er” sidste gang vi mistede et barn i 2010. Det sidste jeg havde brug i den væmmelige situation var en grundig udlugning i mine venner efter ”duer-duer ikke” princippet. Brrrr

Efterhånden er det gået op for mig at sådan kan man slet ikke sortere. Jeg fandt bare ud af hvem der kunne deale med død og ulykke (fx fordi de arbejdede med det til dagligt i hospitalssektoren) og hvem der ikke kunne. Ikke så meget andet. Nogle meldte klart ud at de ikke var stærke nok/havde overskud til at være der for os. Tja, så ved jeg sgu ikke helt hvad jeg skal sige: Jeg føler mig altså heller ikke stærk nok til at miste min søn, bisætte ham, gennemgå hele dette sorg-cirkus een gang til – jeg har ligesom bare ikke noget valg, vel? Men jeg forventer ikke mere af nogen, end de kan levere. Så jeg har venner som ikke lige kan støtte mig her, men jeg bestemt regner for mine venner stadigvæk. Og jeg har kollegaer, bekendte og naboer som er vildt støttende og kærlige, men som jeg måske aldrig bliver venner med og det er heller ikke meningen. På den måde er det i vater for mig.

Men vi var overvældede af al den støtte og hjælp vi modtog (og stadigt modtager). Vi følte og føler os omgivne af en SØ af kærlighed og støtte fra utrolige dejlige mennesker. Igen er jeg lige nød til at sige tak for så forskellige ting som kram, suppe, hjælp til bisættelsen, blomster, knækbrød, krystaller, viet vand, samtaler, kort, børnepasning mm. I er de bedste!

Vi blev endda spurgt af nogle fantastisk søde mennesker, hvad vi har brug for fra nu af: Jeg har brug for at nogen tager sig tid til at drikke en kop kaffe eller gå en tur med mig – så jeg kommer ud af huset og kan snakke med nogen. Jeg ved det er nødvendigt for mig at holde min barsel, men det er også lidt kedeligt og meget ensomt uden baby. Det samme gælder for min mand som også holder 14 ugers sorgorlov.

Kan man gøre noget galt, når man forsøger at interagere med mennesker i sorg? NEJ MEN DET ER EN BASISFEJL AT IGNORERE DE SØRGENDE FORÆLDRE – Så lad være med det.

Bare fyr et eller andet af, skyd fra hoften, f.eks.

• “Kondoleret”
• “Sikke en fin baby han var”
• “Jeg er så ked af det på jeres vegne”
• “Vil du med ud og går en tur/drikke en kop kaffe en dag? (kan du d…..)”
• “Kan jeg gøre noget?”
• “Det er jeg så ked af at høre”
• “Jeg har set det på facebook, det gør mig ondt”
• “Dejligt I fik ham bisat på sådan en god måde”
• “Da jeg/min nabo/min veninde/min kollega mistede et barn var det X og Y der fungerede godt for mig/hende/ham”
• “Må jeg give dig et kram?”
• “Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige”
• “Jeg er glad for, at I er så åbne omkring det”
• “Det gør det nemmere for mig at du….”
• “Må jeg spørge ind til hvad der skete?”
• Osv osv osv

Der er selvfølgelig sætninger som har irriteret mig lidt, men jeg kan godt se den gode intention, så lad være med at føle dig skidt tilpas hvis det var lige det du sagde til mig. Det er bemærkninger som:

• ”Du har jo heldigvis 4 sunde børn, husk det”. Mmmmjjjaaaa nice try, bare fordi jeg har en masse børn betyder det jo ikke, at jeg ikke bliver ret ked af det når én af dem smutter i svinget.
• ”Du har jo heldigvis sådan en sød mand” igen, bare fordi jeg har en sød mand betyder det jo ikke jeg ikke bliver ret ked af at miste et barn.
• ”Du er jo så stærk” øøøhhh, det er jeg nød til at være, men det gør ikke smerten mindre. Jeg ved godt at mange prøver at udtrykke komplimenter med at sige det: For at vi har lavet en stor og kærlig familie og for vores måde at tackle døden på. Og tak for de komplimenter.

Nogle bliver sikkert glade over at høre de er stærke. Een af mine, i øvrigt vildt stærke, veninder får hele tiden at vide af sin familie, at hun er svag og ikke kan klare dette og hint. Mens hun faktisk klarer det mest utrolige. Mange synes det er det er positivt og stærkt, at vi er så åbne omkring vores tab af Vidar. Det er ikke så meget et udtryk for styrke, som for etnicitet: Vi er bare hollandsk etniske på det område – ganske på linje med grønlændere som godt kan lide sælbøffer (correct me if I’m wrong), marokkanere som elsker sliksød pebermyntethe og jyder med en svaghed for flæskesteg….(se blog for hollandsk dødskultur). I øvrigt er vi efterladt med meget lidt valg mht åbenhed, da vores 5 årige søn Vikingen, som fortæller alle, der gider høre på ham, at ”Minøø lilløbroor er døød”. Godt den dreng endnu ikke er på facebook.

Det værste man kan gøre er at tie stille, undgå emnet, prøve at dreje samtalen væk fra baby eller endnu værre undgår forældrene.

Men det er op af bakke med danskere og død, ikke mindst døde børn og det er ikke kun vores eget ansvar. For hvor mange af os har lært noget som helst om hvordan man tackler det, af vores forældre? Ikke mig i al fald

Og jeg har helt sikkert fyret det værste akavede ævl af i mine yngre dage som ung uprøvet jordemoder. Omkring dette emne, som omkring så mange andre ting. Stol trygt på det. Her er jeg som helt ny jordemoderelev med den første og i øvrigt sprællevende baby, jeg så blive født.

Stort tabu: Indtil jeg som 22 årig begyndte på jordemoderstudiet havde jeg aldrig hørt om at babyer kunne dø i maven eller i forbindelse med fødslen. Seriøst. Jeg hørte om søskende til mine venner som druknede (mergelgrave eller gik gennem isen), fik leukæmi eller døde ved ulykker som typisk involverede cykler, udborede knallerter eller traktorer. Så var der nogen som fik skudt fingre af med hjemmelavet fyrværkeri, men det døde de heldigvis ikke af. Det var som regel drenge der levede et udsat liv inden ipads, mobiler og konstant voksenovervågning gjorde sit indtog årtier senere.

Så indimellem døde der er et større barn i lokalsamfundet og det hørte jeg om. Det var også svært at skjule at en syv årig dreng pludselig manglede. Men døde babyer var noget der KUN skete i Afrika. Jeg husker sætningen “de skulle alligevel ikke have en baby” komme forbi mig i barndommen som en forklaring på en mave der pludselig forsvandt, uden den blev erstattet af en baby i armene. Det var meget diffust, hvad det omhandlede og jeg undrede mig over at de voksne kunne tage fejl på den måde. De måtte da have rimeligt styr på hvad der var i de maver? Eller hvad? Jeg gjorde mig nogle tanker om hvad der SÅ havde været inden i maven, siden den havde været så stor, men naiv som jeg var, fattede jeg aldrig mistanke til at der HAVDE VÆRET EN BABY, men den var død. Og at DE VOKSNE LØJ. Også om det. Det var meget moderne den gang, selvfølgeligt ”for børnenes skyld”. Men meget let for de voksne dengang og meget svært for mig (og andre jævnaldrende) senere, når jeg så ikke fattede en bjælde af en masse tabuer.

Første gang jeg så en dødfødt baby, var jeg ved at besvime. Jeg var andet års jordemoderelev og stod ellers bravt og forløste, foruden klippede og syede i fremmede kvinder ædle dele, mens blod og fostervand føg omkring ørene på mig. Babyen lå i et koldt rum og to jordemødre stod og snakkede om hvor fin han var. Jeg syntes overhovedet ikke den baby var fin og det lille sammenfaldne hoved, de vinrøde-sort-blå læber og den absurde blanding død og nuttet var et kort øjeblik for meget for mig.

Men det kom jeg mig hurtigt over, da jeg opdagede at mit talent for at tegne kunne løse to store problemer på een gang:

1. Riget fattedes penge – jeg var broke i svær grad på SU – og her var penge at tjene.
2. Og jeg opdagede at flere forældre ikke TURDE SE DERES EGET BARN bare fordi det tilfældigvis var dødt. Vi er tilbage i 90’erne og død var om muligt endnu mere tabu endnu.

Hvis jeg så tegnede babyen, turde forældrene nogle gange se ungen og tage den til sig som deres eget. Andre turde vise barnet frem via tegningen – men ikke fotos – husk det var før smartphones med filtre osv – og rent faktisk præsentere familie og venner for deres tab, med en tegning, i stedet for bare ord. 

Jeg fortsatte med at tegne døde børn til deres forældre, i den funktion som hedder medicinsk tegner, mens jeg arbejdede på Hvidovre fødegang som færdiguddannet jordemoder og op gennem årene. Og jeg tegnede min første (og dødfødte) søn endnu før vi havde klippet havns navlesnor. En skitse jeg endnu er meget glad for og som hænger i vores spisestue. Desværre har jeg en solid tegne-blokering lige nu, opdagede jeg da jeg satte mig godt til rette på hjemmekontoret med hæve-sænkebord, med blyanter, the og en computer fuld af billeder. Intet, som lignede min søn ville materialisere sig på papiret. Hvordan jeg løste det følger senere her på bloggen.

Focus på spædbarnedød bliver lidt en besættelse for mange der mister, for det sidste man har brug for er at det er så f****** akavet at have mistet. Og det er rigeligt at være ved at blive kvalt af sorg. Derfor hatten af bl.a. for Lisa Kofoed som laver fine grafiske kunstværker til forældre med englebabyer www.sorgmitbarn.dk her er Vidars

Vi var en uge i et mærkeligt tomrum som hedder obduktion. Vi havde afleveret vores søn og han var lige her i København, men vi har taget afsked med at se ham nogensinde igen. Vi hentede ham først dagen inden bisættelsen.

Læs næste uge om hvordan det er at sømme sin egen søns kiste til, hvad ligheden er mellem en baby og en hjemmelavet keramiktallerken, om min fertilitetsgruppe og om baby-bisættelse for begyndere.