Er du på ferie med børn?

Denne blog bliver du husket på hvorfor det er godt at rejse med børn og udstyret med diverse overlevelses tricks…. vi behandler nogle aspekter af at rejse med børn: Hvad er helt særligt fedt ved at rejse med børn, hvordan man undgår at blive smidt ud af tog/fly vinduet af rasende medpassagerer sammen med sit yngel. Og hvordan de største kulturelle kløfter kan være i forhold til vores nordlige og sydlige broderfolk.

En stor del af denne blog er skrevet i et fly mellem Lissabon og Manchester på mobil med en slumrende baby ved brystet og infant redningsvest under albuen som ammepude.

Hvorfor skal man rejse med børn: Unikke oplevelser og færre sygedage

Jeg hører nogle gange unge mennesker som udsætter at få børn, fordi de først vil rejse. Udsæt ALDRIG at få børn hvis du har lyst og mulighed (se blog Hvordan overlever man langvarig usuccesfuld fertilitetsbehandling med humøret (overordnet) i behold? og Hvordan bliver man gravid når man er En Gammel Dame – om IVF).Det er meget nuttet, men helt unødvendigt – vi har været i over 25 forskellige lande med børn mellem nyfødt og 19 år og børn gør kun ferier sjovere og MEGET mere tiltrængte. Vi bliver hellerikke så gamle i min familie, så jeg går i det hele taget ikke ind for at udsætte livet – som min farfar altid sagde ”nå wi sje om we ær løvn til dæj ti” (oversættelse fra nordjysk: “nu må vi se om vi er levende til den tid”)

Hvad er helt særligt fedt ved at rejse med børn

Det er sjovere at rejse med børn fordi man får en helt anden kontakt med menneskerne omkring sig og kan undslippe turistrollen og bare være….menneske. Og mange er så søde ved børn… og voksne i familier. Det udmønter sig fx i at man bliver slæbt steder hen, som ikke står på nettet, fx disse varme kilder på Bali . Her blev jeg i øvrigt skamrost for at amme, noget som æhææææmmm ikke sker så tit i Europa eller USA, se fejl nr 2 i 10 læringsmomenter i 20 år som forælder/de 10 største fejl jeg har begået som mor. På Bali var det normalt at bevæge sig rundt med bare bryster i hjemlige omgivelser, så en smule amning blev honoreret med store smil fra lokale kvinder som sagde ”like bali women” til mig. Også i Thailand har jeg oplevet at amning bygger bro – her blev jeg tit mødt med bemærkninger som “much better, cheaper, heee'” som om jeg havde regnet noget ud, de lokale kvinder også havde regnet ud, i retning af hvem køber mælk når man har bryster? Lige nu er vi i Tjekkiet, hvor vi også kun møder stor venlighed og forståelse af tjekkerne, som alle damper totalt afslappede rundt og udsender venlige vibes.

Hvad jeg lærte en sen aften på Phillipinerne om gode oplevelser (det var ikke noget sexuelt)

At opleve verden sammen med vores børn har været en stor glæde, for intet binder sammen som oplevelser: I 2001 var jeg ugift og med intakte mavemuskler på Filippinerne med en veninde. En aften var jeg alene ude at spise, det var pre-smartphone så jeg måtte underholde mig med min dagbog og at iagttage de andre gæster hen over en paperback. Restauranten var fuld af par som hver bestod af en stk kaukasisk midaldrende mand og en stk smuk filippinsk kvinde af ubestemmelig alder, som typisk vejede ca halvdelen af hendes kavaler. Ingen sagde et ord til hinanden, så der var ret stille. Indtil – bang – døren gik op og endnu en kaukasisk midaldrende mand kom ind i selskab med ….en lille kaukasisk, bredbaget, midaldrende kvinde, komplet med shakifarvede shorts, praktiske sandaler og en grå page. De var hollændere og jeg kunne derfor følge med i deres samtale som kredsede om fælles oplevelser på ferien, om deres voksne børn, venner og en del indforståede jokes. De snakkede og hyggede sig over maden og jeg så flere af de andre mænd skæve misundeligt til fyren hen over hovedet på deres lokale skønheder (Mange af de europæisk/fillipinske par sidder sikkert og griner sammen på samme hyggelige og indforståede måde, hvis de stadigt er et par nu 20 år senere).

Vi snakker ikke så meget om det: Men det er vigtigt at fylde OPLEVELSER ind i det liv vi lever med børn og partner. Man binder familier sammen med gode, dårlige, skøre og sjove oplevelser.

Hvordan man undgår at blive smidt ud af tog/fly vinduet af rasende medpassagerer sammen med sit yngel?

En biltur kan godt blive lidt lang med en rasende baby i autostol og det taler for offentlig transport. Men mange spørger os til fly/togturen, når de hører vi rejser med små børn.

Her er de 4 bedste råd og nødbremsen

1. Råd. Husk altid at amme, give flaske, klemmepose eller i al fald sut ved op- og nedstigning så ungen trykudligner. Du må tage al det væske og vandede substanser med til baby du behøver, igennem Security. Børn over 3 bør også gnave i noget spyt-producerende, hvis de er for små til tyggegummi. Een af mine børn havde besøgt Bali, Holland, Paris, Dubai, og Grenoble inden hun blev vænnet fra. Men lille frk globetrotter på 2,5 år nægtede stædigt at spise/drikke da vi fløj til USA og stirrede pludseligt rædselsslagent på os, efter flyet var lettet og hun havde fået et par ordentlige propper i sine små ører. “Hvorfor snakker I så mærkeligt?” spurgte hun og satte derfor i et solidt hyl som kunne høres helt oppe i cockpittet. Så var det frem med med slikkepind og juice.
2. Råd. Bed altid om et bassinet til småbørn under 12-15 kilo hvis du kan få det. Det kan minimere skrigeriet. Mine børn kalder det konsekvent for et ”BASSE-NET” da den gennemsnitlige fødselsvægt i familien ligger over 4.500 g med en rekord på 5050 g.
3. Råd: Blodsukkeret i orden. På lange rejser bør man som minimum holde børnenes blodsukker ok for at tage toppen af de værste nedsmeltninger. Det gør man med mad: ORDENTLIG MAD. Uberlækre madpakker tilberedt med stor kærlighed og børnedemokati. Vi serverer måltider løbende og imellem så meget lækre snacks (dog ikke rent sukker). For at få sine snacks skal man BÅDE spise sin madpakke OG opfører sig ordentligt indenfor loven og sin alders grænser – denne meget udskældte metode reducer med dårlig adfærd temmelig meget, hvis man er lige så stædig som ungerne.
4. Råd: Overskud: For de voksne gælder nøjagtigt det sammen som med iltmasken: De skal også have ordentlig mad og søvn – dvs vi forældre sover powernaps på skift i lufthavne, gates og på fly, overvåget og passet på af et familiemedlem.

Nødbremsen: ender man alligevel i gråd så er mit bedste råd at hellige sig barnet og for alt i verden undgår øjenkontakt med de andre passagerer. For mig er det vigtigt at have en stress reducerende plan, så jeg kan være rolig med barnet/børnene og ikke overmandes stress, frygt eller skam over andre voksnes reaktioner over mit urolige barn, for det aflæser barnet og bliver mere uroligt af. Det er godt for mig at have en tydelig plan i hovedet.

Skulle en medpassager alligevel koge op til det punkt hvor de BARE ER NØD til at henvende sig direkte til dig aktiverer du nødbremsen (i overført betydning):

A) Den der hæver stemmen har tabt

B) Henvis til din partner/rejsepartner hvis du har én med – som ikke er sårbar med et grædende barn på armen/ved brystet. Rigtige superbitches M/K venter til den anden voksne er væk fra sit sæde, før de kaster sig over dig: Så kalder du højt på den anden voksne. Vær aldrig sen til at true med eller hente stewardessen, under henvisning til at en medpassager generer dig og dit barn. Vær ikke sød, vær sur.

Synes du jeg er skrap?

Du har helt ret. Budskabet er jeg gider ikke skamme mig over mine børn, når det er de voksne som opfører sig sindssygt. Jeg hører jævnligt “Folk med børn bør blive hjemme”, Nej!!! folk som er så sure og irritable bør blive hjemme. For de er også en trussel med den psykiske sundhed mod andre end børn og forældre, fx gamle eller på anden måde besværede medborgere.

Ovenstående principper møder den ultimative test

Jeg må hellere ALLERFØRST sige jeg har gode venner og familiemedlemmer som er tyskere, og det er kun et SEGMENT, som udviser nedenstående adfærd. Men en af de ferier jeg praler mest med at have foretaget med børn som eneste voksen, var til den meget eksotiske destination Tyskland. Jeg havde tidligere drønet igennem i en bil tapetseret med unger, tanket hos ARAL og tænkt OMG HVOR ER DE SURE. Nu er hovedreglen at alle lande undtagen Nordeuropa elsker børn og er uendeligt overbærende med dem i forhold til Danmark (med Australien og new Zealand som mulige undtagelser), men Tyskland tager suverænt prisen som mest børnehadende nation.

Denne teori fik jeg grundigt afprøvet da jeg i et anfald af klimaomsorg rejste med mine børn med tog igennem denne under-18-fjenske zone nr 1 et par gange. Det var togture København/Nordholland på 12-16 timer med en del skift. Hr Ingversen var på arbejde og kunne ikke indsættes i frontlinjen, så jeg måtte lægge en nødplan, af den grund at en pæn del af den tyske befolkning over 50 år hader jo rent ud sagt frit opdragede børn (som mine) i større antal (som mine). Denne antipati udmønter sig fx i at granvoksne mænd sidder og skriger ud i luften af frustration over mine støjende unger. De har nok aldrig hørt om at børn gør hvad de voksne gør, ikke hvad vi siger. Jeg gjorde disse rejser med 4 børn under 11-12 år, den yngste i barnevogn og kunne konstatere at tyskerne paradoksalt nok var megahjælpsomme med at bakse den satans barnevogn ud og ind og op og ned, mens de ufortrødent kogte videre af raseri.

Min slagplan var (udover ovenstående flytaktik)

1. Præparere ungerne med alders svarende forklaringer på at møde vores sydlige broderfolk med en vis ballast. Man kan med fordel inddrage ”Den Tyske Kultur & Historie” med en klar plan om at ægge børnenes nysgerrighed og gøre dem fascinerede, frem for bange/frustrere/skrækslagne over de hylende hvalrosser.
2. Selv antog jeg en uimponeret, ikke nervøs attitude ved at lege jeg var på feltstudie hos en fremme stamme i Timbuktu.
3. Naturligvis taler jeg pludselige ikke længere tysk, når nogen henvender sig for at skælde mig huden fuld.
4. Faktisk kan mit engelsk også fordampe

Og på den måde har jeg siddet og forsøgte at hygge med ungerne i et inferno af indestængt og frit raseri, med film, kram og småkager. Jeg gør det aldrig mere. Undskyld til alle isløse isbjørne.

Stol ikke for meget på de lokale

Man skal ikke længere væk end til Norge, hvor de ellers er utroligt venlige OG amme-positive, før kulturen er anderledes of facinerende. Jeg var for nyligt i Norge med min generøse arbejdsplads http://smertefrifoedsel.dk. På andendagen skulle teamet på fjeldtur og jeg spurgte den norske arrangør om det var noget, jeg kunne tage en kn 2 årig med til. Jo da, det var en familie-egnet tur, var svaret. Det var skam helt rigtigt. Det var bare den norske definition af familie-egnet. Resultatet: I 2 timer kravlede min, til alt held, meget veltrænede kollega Joel rundt som en flue på stejle klippevægge med mit barn på ryggen i bæreselen mens jeg prøvede A) ikke at dø af skræk og B) ikke at falde ned selv og dø. Månafossen er sølle 92 m og sådan noget med afskærmning og rækværk opererer vores kære nordlige broderfolk ikke med. MEN den norske arrangør havde utroligt nok ret: Det var en familie-vandrerute og turen var fuld af små spejdere balancerende med store tunge rygsække på kanten af diverse afgrunde. Ikke at forglemme familier med små børn i og udenfor bæreseler. Nogle steder så jeg et mindre (etnisk norsk) barn skrige i dødsangst, hængende på en klippe eller over en slugt, mens forældrenes kvidrede “fortsett, det går så bra”.

Anden halvdel af rejsebloggen handler om hvor skal man hen når det danske vejr er ved at tage livet af familien. Overvejer du at tage ud at rejse med børn til vinter så finder du her den komplette guide til hvordan man overkommer man almindelige udfordringer som ekstrem sexisme, klimaskyld og manglende svømme færdigheder. Hvad gør man når der er stor aldersmæssig forskel på børnene? og hvordan får man råd til at rejse med 5 børn? Du lærer her hvorfor Islam i nogle tilfælde er din bedste ven og Airbnb er din bedste veninde.