Om en fødsel, som ikke gik som planlagt. Med første halvdel af de fantastiske fødebilleder taget af Nataly fra http://natalydauer.com/

Propelprincessen tager på sommerferie

Datter D drejede som en propel mellem hoved, numsen eller siden nedad selvom hun var 10-25% større end gennemsnittet i uge 36. Men livmoderen og mine mavemuskler var dejligt bløde og der er polyhydramnios (for meget fostervand). Favoritstillingen var tværleje og så puttede hun med sin arm, som hun også brugte til at sutte på. Jeg prøvede at forholde mig til at det godt kunne ende i kejsersnit pga. tværleje (som ikke kan fødes) og det ville jeg jo nødigt, men det vigtigste var altså hun levede og havde det godt. Propelprincessen og jeg havde 2 alvorlige snakke om årsagskæder mht. kejsersnit, mælketilløbstid og mælkemængde hvor konklusionen lød: Hovedstilling er lig med mere mælk hurtigere og jeg tænkte hun på sigt var følsom overfor den logik med den suttetrang og vækstkurve hun lagde for dagen. Mor er ikke vred, mor forklarer bare konsekvenser

Uge 35+2 var jeg gået på sommerferie med mine 2 yngste. Alle 3 eksamener afleveret – og viste det sig senere, bestået – og jeg havde hverken svedt eller grædt så meget ned i computeren at den er død – og det er vel også et succeskriterie?

Jeg havde øvet laboro/lamaze/smertelindrende gispevejrtrækning med SFA siden uge 32 – en vejrtrækning jeg har brugt med held til mine seneste 2 fødsler, foruden ægudtagninger, en udskrapning efter en missed abortion og det løse i smertehåndtering – det har sparet mig for et par ture i fuld bedøvelse eller rus, så jeg var helt frisk i hovedet efter indgrebene. https://www.smertefrifoedsel.dk/491/fodselsforberedelse-smertefri-fodsel-anja-bay-metoden

Så jeg øvede og vi hyggede, dovnede og om aftenen gik jeg tur med Hr Ingversen med kølig aftenluft og blomstrende træer. Alligevel kunne jeg mærke at der ikke blev noget dyb afslapning eller gennemført feriehygge, før det barn var ude. Der var en undertone af frygt, stress og ubehag hele tiden. Spontane vendinger. Spændt øm uterus. Svingende liv og angst for moderkageløsning og navlesnorskomplikationer. Så jeg tog de sidste to do lister for at være klar til at føde så snart der var  en åbning (se DIY maveafstøvning senere her på bloggen).

Igangsættelse

Efter 3 episoder med mindre liv – hvor datter D lå i en mangfoldighed af præsentationer: UK, tværleje og skråleje blev aftalen at vi en morgen først i juli skulle møde 9:30 til vending og pp. med/igangsættelse af fødslen, under forbehold af at hun kunne vendes OG der var plads på fødegangen til en enkelt patologisk 7. gangs fødende. Det var meget tidligere end planlagt, så den ene doula var på festival og den anden måtte bytte en vagt på arbejde. Jeg havde hele graviditeten som bekendt været SÅ bange, men der kom forventningens glæde. Vi bagte kanelsnegle, datter A og jeg fik pedicure, kogte ingefærvand til smertelindrende ingefærklude og pakkede tasker. Alle forberedelserne. Velkendte og anderledes fordi alt skal i tasker og børnene formanes fordi de skulle være alene hjemme, under datter A’ s kompetente ledelse. Alongside-sengen til baby var redt og inden jeg faldt i søvn, tænkte jeg det måske er det sidste nat, jeg skulle føle hendes overlevelse afhang af mine sanser: Sidste nat jeg skulle vågne og tænke om hun havde overlevet natten i min mave. Lettelsen ventede lige om hjørnet.

Fødsel

Vi kom ind og først yesssss hun ligger i hovedstilling. Hun havde vendt sig fra tværleje til hovedstilling aftenen inden, men havde drønet rundt om natten så jeg ikke turde håbe det holdt.

Og det er lykkedes i 2. Forsøg en skøn jordemoder at lave med HSP/tage vandet 10:10 med en Caput elektrode og en hindesprænger. Klart vand. Der løb en masse og Datter D roterede med hovedet. Nu var det slut med at vende fra hovedstilling. Vi troede ikke der ville gå længe før der kom  lidt veer. Mit ansvar var slut. 9 måneders angst. Jeg var så lykkelig og lettet.

11:20

Vi var ude på gåtur i Fælledparken i runde om Rigshospitalet og bevæbnet med en doptone, så jeg indimellem kunne lytte en hjertelyd. Her var det perfekte sted mellem køligt og lunt, så jeg havde det meget bedre end de sidste uger. 20 grader og overskyet. Jeg tager mine 3 små kosttilskud og der kommer lidt fint klart vand. Den dag var på alle måder sådan en smuk dag. På dagen efter terminen gik vi igen føderuten rundt om RH  i Fælledparken og Amorparken, kyssede, krammede og følte os mindst lige så heldige som den onsdag hvor jeg skulle føde. De følelser der dominerede var fællesskab, at være i mål, lettelse, kærlighed og så spændte på at møde vores datter. Sådan for alvor.

12:30 Vi fandt endda frokost undervejs hos et thai gade køkken – det er ligesom en kærestetur. Eller det er det jo også, bare med vandafgang.

13:45 Sov vi middagslur på fødestuen efter en fin CTG (hjertelydskurve)

15:00 Stadigt ikke veer, men vi gik endnu en tur. Der var kommet 1 liter fostervand – 1/2 l lige efter HSP og mindst 1/2 liter i bind og bukser, og noget så gader og stræder på gåturen.

Baby møffede rundt og det trak uden at være egentlige veer.

Jeg længtes efter veer for at undgå natteroderi, og håbede det ville gå stærkt når veerne  kom.

17:10 Vi havde gået 15.000 skridt i al den dag og det havde været en smuk gave – men stadigt ingen veer. Så gik vi hjem til vores fødestue, spiste mere lækker thaimad og sov. Planlagte: Klyx og bad og ved ingen veer ved 24-tiden et vestimulerende s-drop. Jeg skrev løbende med fødselsfotografen Nataly og doulaen Bettii. Bettii tog til sidst, da fodboldkampen Danmark-England nærmede sig, hjem til os, da hun var utryg ved trafiksituationen og bange for at sidde fast i en kø. Jeg syntes det var dejligt der var én til voksen hos børnene nu, udover datter A, når det hele trak sådan ud.

20:00 Det var svært at sove – jeg snakkede med Datter D om at komme ud og lover bryst og kærlighed ad libitum. Nabostuen skriger. Eller, dvs. kun den fødende, både jordemoder og mand er stille. Midt i skrigeriet går døren op og en venlig mand spørger “er det her I skulle bruge en epidural?”

21:30 Dejligt at naboen fik den epidural – jeg fik 1,5 times søvn ud af den.

22:00 Fin CTG, rebozo, klyx og bad… men der sker ikke en dyt, så vi overvejede og sagde ja til s-drop.

Fødselsdag

080721 kl 00:25 S-drop, jeg blev øm i livmoderen og der var tyngde, men ikke veer 14 timer efter hindesprængning (vandet var taget). Baby roterede og der kom klart vand uden tegnblødning. Jeg længdes efter bare en lille smule tegnblødning og please please bare en enkelt ve. Vi har en skøn jordemoder, Lotte, som jeg har været tillidsrepræsentant med omkring årtusindskiftet og jeg er 100% glad for.

01:40 Ikke skyggen af en ve. Men jeg ligger i sengen med Hr Ingversen og føler mig omgivet af kærlighed og faglig kompetence. Det er fantastisk.

03:40 Ve-drop er på max (180 ml/t), kun lidt murren. Jeg blev urolig og snakkede med jordemoderen om hvad vi så kunne gøre: Det var så at slukke for droppet og efter nogle timer alligevel lægge en angusta/minprostin – og så tage konsekvenserne hvis der kom ve-storm eller løsning af moderkagen (sectio/kejsersnit) som jeg fik sidst jeg fødte på de piller (Vidars Fødsel). Jeg syntes det var en fantastisk plan, og afviste kækt at jeg behøvede at snakke med lægen i nattevagt, jeg skulle jo først føde dagen efter, når jeg havde fået angusta.

04:00 I det jeg vendte mig om på den anden side for at sove videre, så jeg noget jeg aldrig havde set før: Mit barn havde fået dårlig hjertelyd. Alle mine levende børn har taget diverse vestorme med flot hjertelyd, datter A faldt kun lidt i sin enormt lange presseperiode.

Men jeg havde aldrig set sådan noget her:

En patologisk CTG …PÅ MIT BARN. På en måde undrede det mig ikke – der var noget galt, en sårbarhed med navlestreng, moderkage eller bare når hun indimellem lå så stille. Og alt det der ellers plejer at sætte veer i gang virkede ikke. Hun var gået fra en normal hjertelyd på 145 bpm med fin variationsbredde til 180 bpm med en indskrænket ctg, hvilken betyder hun nok ikke havde det godt derinde eller ville blive med at have det godt ret længe. Og jeg havde ikke engang nogle ordentlige veer. Ve droppet har kun kørt på max i 35 minutter. Og livmoderen var lukket som en østers og baby stod højt (1,5 cm sakral Collum, knap pas for 2 fg, caput højt i BI) så man ikke engang kunne checke hendes tilstand med at tage en PH blodprøve fra hendes hoved.

Jeg bad inde i hovedet til diverse gudinder og guder: Giv mig 1,5 time med veer og normal hjertelyd, så skal jeg nok føde – jeg var så klar. Men min datters tilstand gav mig ikke den tid. Jeg følte mig som én af de 3 musketerer, klar til at fægte formfuldendt med kården og så trak modstanderen bare ufint en pistol og skød mig. Mens det dæmrede for mig, at jeg formentligt ikke undslap et sectio/kejsersnit kom Lotte pilende. Pyha at have en årvågen jdm kl 04 om natten. Jeg var helt tryg ved hende. Hun satte mig i gang med at tage temperatur, slukkede S-drop, opsatte infusion 1000 ml Nacl/saltvandsdrop  og tog blodprøver (infektionstal), samt gav mig et ordentligt skud antibiotika (Benzylpenicillin 3 g iv). Vi ringede til Nataly, som har taget disse fantastiske billeder.

04.30

CTG fortsat patologisk. Lægerne orienteres og kom på stuen 04:55. Overlægen lignede een det havde læst min ønskeseddel og alene af den grund var jeg ikke hendes yndlingspatient, men det var der ikke noget at gøre ved, for jeg kunne godt se på det hele at hun formentligt kom til at tage imod min datter stedet for mig. Jeg kan senere se hun har skrevet i journalen ”Pt er  jdm og har en plan for sin fødsel og en liste over, hvad hun gerne vil og hvad hun ikke har lyst til. Vagthavende læger har ikke været på fødestuen før nu efter pts ønske”. Sammenlign det med jordemoderens journalnotal om samme ønskeseddel, som er noget mere positivt: ” Parret har velovervejede ønsker til fødslen – og ønsker fra ut. primært hjælp til overvågning af barnet undervejs i aktiv fødsel.”

Lægen anbefaler sectio. For at kunne være med psykisk og fordi jeg godt kunne se at der er lidt elastik i min datters tilstand, bad jeg om 30 min med ve-drop igen, til at squatte og hoppe lidt rundt og en vaginal undersøgelse lige inden de bedøvede mig på OP i det meget spinkle håb, at jeg måske nåede at styrtføde og det var derfor prinsessen protesterede derinde i mørket. Og hvis datter D viste tegn på forværring, måtte vi til et hurtigt sectio.

05.20

Men så snart jeg stod op blev hjertelyden igen faretruende skyhøj og der var fortsat ingen veer. CTG: basislinie på 180 og indsnævret variationsbredde i 2 timer. Jeg blev anbefalet akut sectio og samtykkede til det.

05.33

Tog de CTG’en af og jeg kommer på OP/operationsgangen. Hvor Lotte mærkede på mig: Jeg var fortsat lukket som en østers og hjl er fortsat alt for hurtig – med doptone 15-15-15. Nataly måtte ikke være med, kun aflevere sit uoverskuelig dyre kamera til en gnaven anæstesisygeplejerske. Jeg fik en spinalblokade mens jeg lavede min indøvede laboro/lamaze/smertelindrende gispevejrtrækning kun denne ene gang inden jeg fødte, men jeg havde rigt brug for det EFTER sectioet (se næste blog indlæg). Efter bedøvelsen var lagt lå mit BT nede på 89/37 (normalt har jeg ca. det dobbelte i undertryk) og jeg havde det som om jeg skulle dø. Det modificerede jeg dog til, at jeg havde det som om jeg skulle besvime, da det andet lød så melodramatisk.

Mine arme sov lidt så jeg var nok klar over den spinal lå lidt for højt og gjorde det næsten umuligt at kaste nattens sunde ve-stimulerende snacks op. Heldigvis distraherede det mig effektivt fra at bekymre mig om datter Ds tilstand. Mine ben sov og ingenting gjorde ondt.

06.02 Det gnavne, hæse, nyfødte baby hyl fra den anden side af klædet og alle de voksnes nuåååååå var dagens bedste lyde. Og det smukkeste øjeblik da jeg fik en baby dyne stramt rullet med et lille hoved stikkende ud af den ene ende mast ned mellem min hage og opdækningen. Hovedet lignede mest af alt en lille blodige og fedtet rosinbolle. Fuld apgar, ingen iltmangel. 3610 gram /53 cm lang.

Den yndigste, dejligste og mest mirakuløse lille blodige og fedtede rosinbolle på denne jord, naturligvis.

06:05 placenta var vokset godt fast i arret i livmoderen hvor myomet var gravet ud 1,5 år forinden (Retur til Rusland) så den sad så godt fast, at jeg nok alligevel var endt på OP med en spinal pga. det, selvom jeg havde født normalt. Men vigtigst: Moderkagen så normal ud, og navlesnoren var 60 cm/normal længde, ikke hyperspiraliseret og sad placeret midt på moderkagen alt sammen betingelser for at denne baby overlevede og havde fået det ilt og næring hun behøvede. Jeg blødte ca 1,5 liter, men jeg var ligeglad med alt, for jeg lå jo først på OP, så på opvågningen og så på barsel, med min levende baby på brystet og det gjorde ALT andet ret uvæsentligt.

Lettelsen LETTELSEN.

Lettelse efter mange måneder.

Taknemmelighed overfor min krop at den har været så venlig at producere et levende barn, med hiv og sving, men alligevel.

Taknemmelighed over alle mennesker som har hjulpet og støttet mig, privat og professionelt.

Mødet med mit barn, et menneske som skal være i mit liv (forhåbentligt) resten af mit liv.

Mødet med det lille menneske som har levet et skjult liv indeni mig.

Nysgerrigheden – hvordan har hun det helt præcist?

Nysgerrigheden – hvordan ser hun ud, hvem er hun?

Kærligheden som er helt overvældende og uændret, det er ikke mindre eller større end ved første barn. Men den er magisk og altoverskyggende.

KÆRLIGHEDEN

Tanker om kejsersnit/sectio

SNYDT

Jeg kunne mærke at den almindelige velkendte lykke rusch ved efter en fødsel ikke kom. Det plejer at være magisk at føde og denne gang var at føde  bare at ligge som en følelsesløs og hjælpeløs statue, der blev skåret et stort hul i og siden have ondt ud over alle grænser, hvor det plejer at være et fysisk, psykisk og spirituelt peak så stort at ord ikke slår til.

Og jeg er ellers fuld af ord.

FAGLIGT & ZEN

Så jo der var sorg over ikke at føde og jeg var utrolig glad for at jeg har prøvet det et par gange. Det var mere ærgrelse over at være så ilde tilredt efter, som hvis man har brækket et ben på en ellers god skiferie. At ligge der som den oversavede dame, når jeg gerne vil bare være oppe og i gang med min baby.

Jeg har set så mange unødvendige kejsersnit på indikationer jeg ikke var enig i, men dette var een af nødvendige. Men føj hvor gjorde det ondt og hvor var jeg syg, smertepåvirket, træt og medtaget i forhold til efter mine dejlige hjemmefødsler, hvor jeg plejede at hygge med god mad og et skønt brusebad efter de første par timer.

Og hvor er jeg glad for jeg har missioneret MOD unødvendige sectioer hele mit jordemoderliv, på grænsen til det pinlige. Nødvendigheden af det sectio gjorde jeg var nogenlunde i zen med det. Jeg ved at havde vi igangsat fødslen med minprostin/angusta – som jeg 2 gange har født lynhurtigt med, men desværre med enorme blødninger og sidst løsning af moderkagen, ville jeg være SIKKER på den dårlige hjl og dermed sectioet skyldtes misoprostinen. Retrospektiv kan jeg se at det faktisk var en fin ide at at jeg i de tidligere graviditeter stædigt havde modsat mig igangsættelse af fødslen . Så jeg gik  og var gravid til min krop gad at føde de første 4 gange, så langt som 42+5.. Tidligere var både jeg selv og andre i tvivl om de der 10 måneders graviditeter var en god ide. Men hvis jeg ikke havde holdt fast i at vente til kroppen var klar, kunne jeg nemt have endt i sectio med især datter A. Hendes fødsel bød på lang presseperiode, så kom der grønt vand og så lidt knas med hjertelyden (Om at være en ikke-særlig-sej-mor og Verdens Værste patient)…men vi var den gang hjemme med én af verdens bedste jordemødre og datter A havde det fint efter fødslen og har klassens højeste snit i dag, så de fleste af hendes hjerneceller er da formentligt overlevet. Var jeg startet min fødekarriere med kejsersnit, ville det havde været umuligt at få 7 børn og det havde reducere min frihed til at få det antal (levende) børn vi ønskede.

Det er virkeligt mærkeligt at mine børn plejer at være derinde en fuld måned mere. Og det kan have store konsekvenser at jage dem ud før tid. Men hellere sectio som sidstegangsfødende end førstegangsfødende.

Næste blogindlæg handler om Datter D’s optagelse i familien, de bedste råd fra mine veninder til at komme ovenpå et sectio/møgfødsel igen og om hvordan man bliver bikiniklar en uge efter.