1000 tak for alle lykønskningerne: Jeg har læst alle de dejlige hilsener fra fb, insta, messenger og sms op for Datter D og alle andre børn, men prioriteret at skrive her i stedet for at svare individuelt. Vi kører pendulfart neo på RH, hjemme og kiropraktor, så tiden er knap, 9 ture på 8 hverdage, siden vi kom hjem er det blevet til. Indimellem holder vi BABYMOON – mere om det senere her på bloggen.

Der er lidt rod i kronologien, da jeg ikke har alle mine fødebilleder endnu, så dette indlæg handler om: Hvordan en omgang antibiotika, kiropraktik og hud til hud kan redde en presset barsels-situation. Om psykisk at gå fra slot til skrot ca én gang pr døgn, hvordan bærer man sig ad med at lugte som en friskbagt cookie når man er 6 dage gammel og aldrig har været i bad og et brag af en velkomstfest

Infektion og hullede brystvorder

Efter Datter D fødsel (se næste blogindlæg) var hun stresset med hurtig og besværet vejrtrækning og knirkede.. Om aftenen havde hun stadig for hurtig vejrtrækning, sitrede, var blåmeleret og havde svært ved at sutte. Os to gamle hysteriske forældre fik børnelæge til hende i et væk og efter 4. gang blev de trætte af os og tog infektionstal på hende 1 døgn gammel. Det døgn var gået med at malke råmælk ud og fingermade/give hende det udmalkede mælk i mundvigen med en sprøjte. Jeg prøvede også jordemoderhårdhændet at skrue hende på brystet – ikke at det virkede, hun var alt for irritabel. Det har jeg set så mange gange hos andre, men ikke selv oplevet før. De førstegangsfødende er tit helt knust over at baby afviser brystet og siger misforståede ting a la ”det er som jeg voldtager ham med mine bryster” (nej du gør ej) eller ”hun er nok ikke sulten” (jo hun er så). De flergangsfødende ved godt at der død og pine skal mad i de unger og lyden af flergangsfødende for mig, er lyden af en nyfødt som ligger og protesterer med en brystvorte fermt og kompetent stoppet ind i munden. Udover skidt almentilstand havde Datter D også spændinger i kæben og trak hun sin tunge skålformet – så hun lavede sår på brystvorterne på 2 sek.

Prøverne viste infektion og forhøjet CRP og leucocytter og Datter D blev indlagt på neonatal. Allerede efter 2 doser iv antibiotika var hun kvikket meget op. Hun spiste ved brystet for første gang i et døgn. Ellers græd hun bare ved brystet. Men selv efter vi havde pendlet neo-barsel i 3 dage  med iv penicillin sloges vi med følgende ting: Hun har en høj gane og et kort dybt tungebånd – tungen sidder oppe i ganen, munden er lille og hun gaber dårligt op. Vi var til ØNH på riget for at se om det overfladiske bare kunne klippes, Men det overfladiske var ok, og det dybe vil de ikke klippe for det gør de ikke i DK – så skal hun til Holland. Det er ligesom de IKKE lægger dræn på børn med mellemørebetændelse i Holland, men jo elsker det her i DK. Jeg havde heldigvis tidligt mælketilløb, så der er masser af mad til skønheden, uanset hendes elendig sutteteknik og før det blev et problem fik Datter D et par behandlinger af Julie, som sammen med Maria udgør baby-teamet hos Kiro-fys.dk – Kiropraktik, fysioterapi og træning som med massage, kiropraktik og manuel terapi fik løsnet kæbe og nakke. Jeg anbefaler kiropraktik til al kolik og mavevrøvl, men har  ved klienter også set at det hjælper på babyer med dårlig sutteteknik, som gav mor sår på brystvorterne. Allerede efter første behandling var der bedring: Det gjorde ondt at amme, men alligevel forbedring fra virkeligt slemt til slemt. Der var stadigt sår, især på venstre side, men efter anden behandling, en masse lanolincreme på brystvorterne (medelas purelan 100) og lidt sol uden hensyn til naboerne, var de på retur.

Datter D – hud til hud

De første dage er Datter D en lille blød ting jeg stadigt er vildt bekymret over. Vi ligger hud til hud det meste af min vågentid og jeg elsker den varme, dunede krop med de lange bløde arme og perfekte lille smalle ryg med de små runde skuldre. Jeg havde glædet mig sådan til at nusse det bløde tottede hår, jeg længselsfuldt havde set på scanningerne og det er præcis så silkeblødt og fantastisk, som jeg troede. Datter A havde det samme hår: Tykt, blødt og kastanjefarvet. Hun falder til ro bare når hun hører min stemme og elsker at ligge hos mig. Selvom barslen er udfordret, kan hud til hud redde meget. Ikke mindst fordi jeg husker helt ind i cellerne hvorfor jeg ønsker dette barn, mærker helt ind i pattedyrsjeget at det er lykkedes at få en levende unge. De store skyller oxytocin, det fysiske nærvær med min baby fremkalder virker beroligende, smertedæmpende og lykkefremkaldende på os begge 2. Men hun var træt, irritabel og syg af den infektion. Neo kunne vi heldigvis være medindlagt på, for adskillelsen savede i mit hjerte. Men 3. dagen efter fødslen var endelig det jeg havde drømt om. Datter D var stadig medtaget og sov meget, men nu uden ledninger, hos mig og Hr Ingversen, på vores enestue.

På 4. dagen efter fødslen varede det evigheder at komme hjem og Datter D var udmattet af antibiotika, venflon omlæggelse kl 01 om natten og talrige blodprøver, hvor hun blev fyldt med sukkervand. Neo er ikke så vant til at baby bliver lagt til brystet ved blodprøvetagningen, så medmindre jeg var vågen og smed mig ind over undersøgelsesbordet med brystet først, fik hun sukkervand. De ville også meget gerne lægge sonde på datter D for at hun blev nemmere at fodre på. Men vi forældre synes ikke hun var mere syg end at hun kunne kopmaded og ønskede Datter D mulighed for at sige stop og tak for mad, når hun havde fået nok inden hun havde ædt sig gennem den kæmpedosis udmalket mælk, hun var blevet ordineret. På vej ud ad døren tilbød de også venligt at veje hende, men jeg kender problematikkerne i det. Hun må max tabe 10% af fødselsvægten. Da hun blev vejet efter fødslen havde hun endnu ikke skidt sine 50-70 g merconium ud endnu. Desuden var hun yderligere så pumpet med væske som en ikke-øko-skinke, af alt det iv væske jeg havde fået under fødslen, at hendes dobbelthage stak mere ud end øreflipperne – hun var helt væskespændt ud over det babyrunde. Så der har været en del (150g måske) af Datter D første vejning som ikke helt var Datter D. Men det reelle Datter D er til gengæld krympet lidt pga. dårlig digning og infektion de første par dage. Hun skulle hjem på en diæt af turboamning, fred og kærlighed.

Velkomst i stammen

Og sikke en forskel at komme hjem: Ikke flere nåle og fois gras gås fodringer til Datter D!! Vi lignede begge noget der havde overlevet en krig med blå mærker fra PVK’er og blodprøver. Datter D er også pyntet med en bule i hovedbunden fra caput elektroden. Men vi blev modtaget med masser af kærlighed og begejstring. Det første vi hørte på vej op ad trappen er jubel og da vi trådte ind ad døren er vi på niveau med de italienske fodboldhelte. Børnene har gjort sig umage. Nogen havde lavet lykønsknings kort, andre gjort rent og ryddet op og desuden har de dækket et flot kaffebord som ved gender release’et. Vi fejrer meget med taler, fødselsdagshistorier, oplevelser og krea, men der kommer sukker og materielle gaver oveni indimellem.

Der er også en smerte, for denne velkomst ønskede jeg Vidar. Vi var dengang endda ved at forberede den, de første storesøstergaver var købt på sommerferien lige inden han døde. Men han kom hjem død i en plastickasse og missede det hele: kvidderet, jublen og festen. Kun tung sorg og en bisættelse. Og selv om alle i familien er meget lettede spøger de 2 døde brødre stadigt: På et tidspunkt snakker jeg alene med søn A om storebroderskabet efter han har spurgt flere gange, om jeg virkeligt er helt færdig med at få børn og hvorfor jeg er det. Jeg forklarede ham at nu havde jeg børn nok og gerne ville dovne lidt inden jeg blev mormor.

Mor: “Hvordan er det at være blevet storebror?”

Søn A: “Gooodt…”

Mor: “Kun godt eller er der også noget lidt træls ved det?” (Jeg tænker mest på jalouxi)

Søn A:”Mjaaa det er træls, jeg altid skal være den eneste dreng i familien”

Mor: “Ja?”

Søn A: “Hvor gamle ville Emmanuel og Vidar have været?”

Jeg forklarer 11 år og kn 2 år, og vi er så heldige at have ham, men jeg forstår godt hans sorg over at være eneste overlevende dreng ud af 3. brødre selvom han har en far og et hav af fætre, heraf 3 tæt på i alder og geografi. Fordi det er essensen af det – døde børn kan ikke erstattes, heller ikke døde brødre. Så puttede vi og han faldt i søvn.

Men den dag vi kom hjem med Datter D fik hun den varmeste velkomst. Pludselig i løbet af aftenen dukkede de 2 mandel formede, blåbær farvede øjne op i det lille rosinbolle ansigt, især første nat hjemme begyndte hun at kikke opmærksomt på mig og smile. Hun virkede som om hun først nu virkeligt genkender mig i de vante lyde uden forstyrrelser. Hun kikker rundt i rummet, især i soveværelset og når børnene holder hende og snakker med hende scanner hun deres ansigt som en ny iPhone og lagrer på sin lille friske harddisk. Det er tydeligt hun er i en proces med at forbinde ansigt med stemmerne, hun kender inde fra maven. Teenagerpigerne er som sædvanligt ikke bange for at sige deres mening om pligter og superlede forældre-begrænsninger af deres frihed, men deres stemmer bliver lyse og blide så snart de henvender sig til hende. Det hjælper også hun lugter som en frisktbagt cookie, selvom hun er 6 dage gammel og aldrig har været i bad.

Psssst var overskuddet og lykken væk

En smule træthed og udkørthed og lykken, storheden, taknemmeligheden og det hele er VÆK, eller mindst lidt fjernt. Vi har efterhånden lært at hvad man bruger den sparsomme barselsenergi på er vigtigt. Og det er baby, familie, egenomsorg, parforhold og restituere. Datter D har på alle måder kostet så dyrt. Hvis vi ikke er 100 % til stede og nyder hende nu er det en utilgivelig fejlhandling mod os selv, som vil give smerte resten af livet. Jeg oplever at nogle sunde, fornuftige heldige mennesker bare intuitivt skærmer sig med baby, men vi har lært det på den hårde måde (som sagt kommer der mere om barselsbesøg og babymoon senere her på bloggen). Det der altid imponerer mig ved barselsperioden er fra slot til skrot-effekten. Står op og er så strålende lykkelig/stort overskud/jeg kan klare ALT – har en lidt for hektisk dag – og aften er træthed, kan ikke overskue en skid, helt irrationel, frygt for diverse ting der kan overgå baby og fysisk ubehag. Følelserne bliver kastet rundt som lyde blandt klippevægge. Så er jeg glad for at hr Ingversen har lang barsel og i det hele taget findes.

Ligesom Datter A har Datter D natteravnstendenser hvilked også tærer på overskuddet. Datter A er født midvinter i det sorteste mørke, men kl 00 til 03-04 ville hun ikke sove og skreg meget insisterende hvis hun ikke havde direkte voksenkontakt – gerne en kontakt som involverede et bryst. Jeg vækker hr Ingversen for at opnår en toilettilladelse fra damen – vi er tilbage til 9. Klassens terminsprøve i blækregning UDEN hjælpemidler i gymnastiksalen. Ellers kan jeg høre hende skrige som om der er ild i hende en hel etage ned, uagtet hun lige har spist i 2 stive timer. Men datter A har alligevel udviklet sig yderst fornuftigt og vi kan drikke kaffe og spise morgenmad i haven mens Hun passe passer Datter D ovenpå.

Overbekymrede mødre uden intuition:Velkommen i klubben

Jeg er glad for jeg kender så mange overbekymrede mødre hvor vejen til barnet var lidt for lang og hård, for ellers ville jeg have svært ved at håndtere min frygt for mere infektion/beskidte hænder, overophedning (der var 32 grader, remember ?)/vuggedød og mystiske spjæt/hjerneskade xyz. Jeg ville have svært ved ikke at foragte mig selv, for at være bare lidt for at være pyller eller allerværst tro det er min intuition, som fortæller mig noget er galt. Men jeg er bare kommet ind i klubben af overbekymrede mødre. Der er ikke noget galt, men frygten for at miste Datter D slipper langsomt. Og det er ok. Jeg plejer ellers at være mega easygoing og uneurotisk mht. mine børn, men det har ændret sig for alle 5. Det er lige før jeg køber en peberspray til Datter A.

Næste blog bliver om en fødsel, som ikke gik som planlagt, de bedste råd fra mine vidunderlige veninder til at komme ovenpå igen og om hvordan man bliver bikiniklar en uge efter.