…og prisen for at gøre det første: Dette indlæg handler om hvordan jeg fandt ud af at jeg slet ikke har angst og hvad jeg faktisk havde, hvad  sammenhængen er mellem denne graviditet, danske teenagepigers hårde liv, en hel del manglende lykønskninger og min Suzuki GXS-R og om hvordan det er når ens baby spiller død i 12 timer og at prøve at forberede sig til en baby uden at gå i panik over det.

Baby holder sit down strejke

En dejlig forårsdag var jeg ude ved en jordemoderveninde, da min baby (26. uge) laver et bevægelsesstop. Hun rører pludselig ikke en lilletå. Efter et par timer hvor jeg har siddet og ærgret mig over at være gået ud af døren uden doptone (sådan en hvor man kan måle hjertlyd med) kvækker jeg “æhæærm du har vel ikke tilfældigvis en doptone?”. Det har hun og hjertelyden en fin, men baby fortsætter sin sit down strejke og senere må jeg lytte igen. Jeg holder dog fast i, at hun sikkert vil bevæge sig når jeg går i seng om aftenen, fuldstændig som jeg gjorde med Vidar, den dag han døde. Og fuldstændig som han gjorde, ligger hun musestille om aftenen igen. Jeg lytter for 3. gang en fin hjertelyd og holder en kort rådslagning med hr Ingversen. Det virker helt tosset at tage ind på Riget, når der er fin hjertelyd og de i øvrigt helst ikke kører strimmel på een før uge 28. Så jeg lægger mig til at sove og lukker dermed lige døren op til det ubevidste. Ikke overraskende vågner jeg i angst og panik kort efter og har så høj puls (130) at jeg ikke kan finde andet end min egen hjertelyd/puls. Vi finder senere en højere hjertelyd, som vi regner med er hende, men stadigt ingen bevægelser. Så ringer vi til Riget og kommer ind i en travl nattevagt, hvor jordemødrene stadigt formår at tage sig sødt og varmt af os. CTG’en er fin og som næsten altid når maven udsættes for ultralyd, skrat og lyden af hjertelyd, begynder baby at sparke lydigt. Vi er hjemme lidt i 3. Næste dag opfører hun sig som en mand, som har givet sin kone en omgang bank i en brandert og nu lader som om alt er i orden dagen efter. Hun sparker helt som hun plejer. Vi knurrer lidt af hende, er vildt trætte og totalt energiforladte og sukker over at det bliver en lang graviditet. Pludselig blev tiden meget langsom og det ekstra hårdt igen.

3D og kærlighed

Det var så fint at være til 3D scanning: Vi så vores babys ansigt blive konstrueret ud af hvad der lignede solbleget orange stearin på skærmen. Store lukkede øjne, en lille bred tryne, stor underlæbe og en smuk buet overlæbe. Hun lå i uk (numsen nedaf) og drak fostervand, mens hun puttede med en arm under hovedet på moderkagen med lukkede øjne, og jeg mærkede hende stampe lidt i blæren. Jeg tror ikke, hun vidste vi sad og kikkede forelsket på hende. Hun ligner vores ældste datter og levende søn på munden og mellemste og yngste datter på øjne og næse.  

Forberedelser

Jeg er nød til at forberede lidt med orlov og sådan og hvis ikke baby skal hjem fra hospitalet i bar rumpe uden autostol, må der jo også styr på lidt tøj og sager. Men jeg udsætter, hvad jeg kan. For jeg var stadig fuld af hybris ante nemesis, angst for overmod– alle forberedelser hensætter mig i rædsel over om jeg nu kommer til at glæde mig for meget til ingenting. I uge 28 ramte jeg virkeligt muren og steg i “angst for at miste baby-niveau” …bla. fordi vi alle 6 var på Riget for at se på fødegang og fødestue sammen med min supersøde konsultationsjordemoder (se meget mere næste blog) og samme aften var ude og købe ny (brugt) barnevogn. Det er en dejlig buggaboo og absolut nok til at hensætte mig i alle farver af angst. Den blev sat direkte ned i kælderen, fordi jeg ikke kan holde ud af at se på den. Hellere der går skimmelsvamp i den, end at den skal stå tørt i opgangen, hvor jeg kan få øje på den OG GYSE AF UBEHAG flere gange om dagen. Barnevognens lille passager in spe sparker ned i min hule hånd gennem maven om natten i små glade motionsrunder og sådan hygger vi. Jeg kan mærke tilknytningen bliver stærkere og angsten værre. Og det med piller for angst havde jeg en dårlig fornemmelse på. I stedet bookede jeg en tid til psykoedukation og en tid hos den psykolog, som slæbte mig igennem sorgforløbet med Vidar.

Psykoedukation

Det er imponerende at metoden kunne skabe forandring på så kort tid. Terapeuten Sofie var meget tydelig, tilstede og klar i sin kommunikation. Jeg vågnede op på en helt anden måde end jeg har gjort LÆNGE næste morgen. Med en følelse af at kunne overskue graviditeten og have både overblik og en vis grad af kontrol over angsten. De grundlæggende budskaber var:

1. At jeg IKKE opbruger mine kræfter/mit psykiske overskud på længere sigt ved at være bange, så der ikke er noget tilbage når baby kommer. For så forløses den del af angsten som hedder “hun dør i maven” om ikke andet, og selvom jeg godt ved børn dør så mange steder UDENFOR maven, så er det den der fylder mest. Men at den nuværende angst æder al overskud LIGE NU, det er klart og forståeligt.

2.At smerten kommer af kærlighed – der er meget at miste MEN OGSÅ MEGET AT FÅ.

De konkrete redskaber i min fortolkning NB Skal du have psykoedukation skal du selvfølgeligt til Sofie Bugge https://kognitiv-center.dk/hvem-er-vi/ og arbejde med egne eksempler:

Angsten sidder i amygdala og er ikke til at forhandle med!! Den har rod i gamle traumer og den overbevisning at “hvad jeg ikke kan kontrollere ender galt for alvor” hvad jo tidligere har været sandt i mine graviditeter. Så den er reel nok.

Men det jeg skal undgå er at smide benzin på angst-bålet med:

A Undgåelsesadfærd (ikke turde forberede overhovedet til barnet)

B Sikkerhedsadfærd (checke barnet, holde øje)

C Undgåelsesadfærd (krumspring for ikke at forholde mig til virkeligheden)

Den kognitive diamant betyder at man lynhurtigt lærer sin angst at kende ved at stille ind på:

TANKER: Hvad tænker jeg når jeg bliver bange eller hvilke tanker gør mig bange?

FØLELSER: Hvor stærk er angst og andre følelser (fx vrede, tristhed, sorg) i en situation fra 1-10?

“Den varme følelse” den centrale/vigtige fx “hvad nu hvis hun dør”

KROPPEN: Hvad reagerer den med? Kvalme og knude i mave/hals som er klassiske angstsymptomer? Og fysisk træthed, opgivenhed, energiforladthed

ADFÆRD: Hvilken adfærd?: kort lunte, kan ikke overskue noget, gnaven

Følelser og krop kan man ikke styre, kun tanker og adfærd. Og angsten kan man ikke tale til, men de øvrige tanker kan man godt give en gang fornuft og mor-beroligelse. Så super godt, men både terapeuten og jeg var lidt overraskede over at jeg havde så FÅ tegn på angst.?

Hvad var der så galt?

Efter psykoedukationen tog jeg turen ud til min meget erfarne psykolog Nike. Hun sad tålmodigt og lyttede på mine klager over angst for dit og angst for dat (studiestress…og svigermor…og det løse). Tro mig, hvis du skulle høre på mig, ville du også bede om 1000,- i timen. Efter en 30 minutters tid rømmede hun sig og sagde venligt ”Øhh du har altså ikke angst”.

Nå

Næh det er reel frygt og ikke angst, forklarede hun: Frygt for følgende reelle ting:

*Den reelle frygt for at miste min baby igen – at hun dør – det er sket 2 gange før med vores små drenge og selvom det ikke var sket før, er det en helt reel risiko for alle gravide at miste deres baby.

*Frygt for at børnene mister endnu en søskende og bliver traumatiserede af det.

*Frygt for at miste min drøm: Det dejlige billede af at ligge med min levende baby på fødestuen og hygge med Hr Ingversen på barsel.

*At hvis baby dør sidder jeg igen, med en mand som er lige så ked af det og traumatiseret som mig.

*Det er reelt hårdt at gå højgravid op til 3 eksamener på 4 uger og ikke engang have tid til at se mine venner. Jeg skal op i statistik nu tirsdag – ønsk mig held og lykke, siger jeg bare….

*Det er en reel følelse jeg har, af at jeg sejler et skib ret alene gennem et farvand med skær, bange for at kræfterne svigter for jeg er  træt ved at være brugt op her efter 8 måneders graviditet.

Hybris

Mange mennesker i mine omgivelser, selv nogle venner og noget familie har ikke empati med mig/os. De synes dette barn er hybris – en skør overmodig handling vi bare kunne lade være med – og jeg selv er ude om at være bange og have det skidt. En del mener at hvis barnet dør er det min egen skyld og ”hvad sagde jeg”. Allerede ved Vidar kom der fra nogle venner/familie ingen støtte og de leverer ikke opbakning hverken i denne graviditet eller hvis dette barn dør. Vi er meget alene hvis det går galt, men det hjælper at vide og være bevidst om at sådan det er.

Jeg er hellerikke altid enig i andres livsvalg; Fx når en kvinde fravælger IVF, hvis hun ikke kan blive gravid, fravælger donorsæd, hvis hun ikke har en mand eller fravælger donoræg, hvis hendes egne ikke duer OG alligevel forbeholder sig retten til at være ked af hun ikke får børn, så synes jeg også hun lidt selv er udenom det. MEN jeg anerkender at vi alle er forskellige og har forskellige barrierer, vi ikke kan eller vil overskride. OG jeg siger det ikke, og jeg opfører mig heller ikke koldt og uempatiskt overfor hendes smerte. Hr Ingversen og jeg oplever både stiltiende og udtalt fordømmelse fra dem, der synes at vi selv er uden om det, hvis det går galt, når vi prøver at få en baby i så høj alder. Og så nr 5…og så med hinanden…TSK tsk.

Motorcyklen

Vi vidste godt, vi gik ind i helvede på jord af frygt og kontroller, men vi havde nok ærligt talt ikke regnet med at vi skulle opleve så meget fordømmelse på den skændige handling at få et barn efter at have mistet et.

At tage medicin for frygt svarer til at tage sløvende medicin, når du står omgivet af løver i savannen. I min situation er løverne, som jeg skal deale opmærksomt med: Mindre liv/min babys tilstand, mine eksamener, min egen dejlige familie som også er sårbare, foruden de mange i mine omgivelser, som synes denne graviditet er kontroversielt overmod. Det må de gerne synes, men jeg er nød til at undgå dem for at overleve graviditeten.

Og her kommer motorcyklen ind i billedet.

Da jeg var en teenager syntes jeg det så lidt hårdt, kedeligt og utaknemmeligt ud at blive voksen, især voksen kvinde. Det så ud til at være meget svært at gøre hvad man havde lyst til som kvinde, uden at blive fordømt socialt. Det virkede også lidt som om at kvinder skulle affinde sig med de trælse ting i livet: Fx kedsomhed, alderdom, fattigdom, frustration og modgang: De skulle ikke rende rundt og udfordre skæbnen.
Når jeg ser på teenagepiger i dag, med al deres lidelse og alle deres diagnoser kunne det godt virke som om der stadigt ikke er den store glæde ved at forlade barndommens rummelighed og eventyr og gå over i voksenlivet som hunkønsvæsen.

Jeg lovede dengang mig selv, at jeg selv skulle bestemme hvad jeg virkeligt ville og så måtte jeg betale prisen. Det vigtigste var at være tro mod mine egne ønsker og drømme. Siden har jeg truffet mange valg i mit liv som andre syntes var hybris, dumdristige eller bare dumme. Fx

• at rejse til USA som fotomodel DET ER MANGE ÅR, KILO, BØRN OG NATTEVAGTER SIDEN, OK??
• at køre rundt på en sort motorcykel Suzuki GXS-R som kunne gå fra 0 til 100km/t på 4.31 sekunder. Det var som at sidde oven på en rumraket, der blev skudt af. Det sus savner jeg stadigt,
• at ønske 5 børn,
• at rejse til Holland for at være jordemoder uden ret mange erhvervsmæssige eller sproglige forudsætninger,
• at gifte mig med en udlænding (Hr Ingversen),
• at føde første barn hjemme (jeg måtte høre MEGET på ”baby dør/får hjerneskade og så er det din skyld og forresten når du slet ikke så langt i fødsel, før du vil ind og have en fødeepidural…”)
• at blive selvstændig hjemmefødselsjordemoder,
• tage på 4 lange rejser rundt i Asien med en voksende horde af små, uforfærdede børn i alle barsler
• at starte på psykologi som 46 årig
• ……..og jeg er på ingen måde færdig

Nogle ville sikkert indvende at det ikke er særligt vilde ting og jeg synes da også det er temmelig behersket, men her er alle nok forskellige og når halvdelen af vores netværk ikke kan finde ud af at sige til lykke med graviditeten, siger det mig noget er på færde. Det kunne de godt, da jeg var 37 og gravid med yngste datter, efter at have mistet en lille dreng året inden.

Alle de vilde valg er gået nogenlunde bortset fra motorcyklen, som jeg solgte efter få år, efter at have opnået fuldstændig klarhed over hvor mange sommerdage det regner i DK og hvor våde mine seje læderbukser blev af bare en enkelt lille byge. De valg jeg har gennemtænkt, forberedt og undersøgt på forhånd og aldrig nogensinde fortrudt.Tværtimod har de valg givet mig nogle af mit livs store og smukke eventyr.

Og for mig handlede det om mod, overmod og eksistentialisme: Livet er NU og der skal realiseres nogle drømme før det en dag slutter brat.

Men hvor skulle jeg hver ENESTE gang høre meget om hvor utrolig dum og overmodig jeg var og hvor GALT det ville ende. Og så var der ofte ledsaget en del kulde, afstand og usagt “ja jeg er der IKKE for dig hvis det projekt går galt, for du er selv uden om det”. Og det har aldrig været rart at opleve.

Det andet som irriterede mig fra starten af at når et af mine vovestykker gik rigtigt fint, var der INGEN af dommedagsprofeterne, der sagde “nååårmen det gik jo meget ok”

Det nye for mig, er at det overmodige projekt baby som 45-årig gik galt og jeg er mega sårbar lige nu som gravid 47 årig.

De svære ting og tab, jeg har oplevet i mit liv indtil nu, har IKKE været knyttet til de kontroversielle valg. Alligevel oplever jeg, jeg ikke har sparet ret meget goodwill op de sidste 30 år i form af “hun plejer at vide nogenlunde hvad hun laver”. Men jeg kunne mærke en stor del af frygten var væk da jeg forstod at én af kilderne til den var er al den hybris-fordømmelse. Jeg kunne godt ønske mig, vi kvinder gav os selv og hinanden lidt mere plads til at både realisere drømme og fejle. Empati når det overmodige projekt kulsejlede. Og mændene må levere lidt support også, de er lidt længere fremme på realisere-vilde-projekter-planet. Man ville sikkert kunne se det positivt på bruttonationalproduktet også.

Heltene og heltinderne

Så er der de andre personer i mine omgivelser. Dem som hepper på mig og har empati med mig – og hjælper mig med at realisere mine drømme – uanset hvad jeg får rodet mig ud i. Det er både folk jeg stort set ikke kender, fx en masse skønne læsere af denne blog og tætte venner. Det er ikke sikkert de lever på samme måde som mig eller er på nogen måde er enige men KÆRLIGHEDEN OG VENSKABET er der. Det er de opbyggelige mennesker som fylder mig op og kan rumme mig og give mig anerkendelse som menneske og rugende/bagende mor. Du kan møde nogle af de mennesker i min næste, næste blog om mit motherblessing. Til dem hører mine børn også. Nogen ville sikkert indvende at de er vokset op i vovemods-cirkusset og ikke ved bedre, men min oplevelse er at de på deres egen måde har vores ryg, også i dette projekt.

Næste blog indlæg handler da også om mit birth squat, HVORFOR vi tager 4 børn med ind til en patologisk fødsel, hvorfor de ikke umiddelbart var velkomne på et fødselsforberedelseshold og de 3 gange fødselsforberedelse de alligevel fik.