Testen: November 2020

Ja da de russere spiller for at vinde, se dem bare på en ishockeybane!! De prøver at SLAGTE modstanderen. Forestil dig en russisk fertilitetslæge foran en mur af infertilitet, klar til kamp. De søde små damer havde lagt alt hvad der kunne lægges ned, i mit system med medicin og rejst hvad der kunne rejses med syntetiske hormoner. Og nej jeg er ikke bange for kræft, mine egne hjemmelavede graviditetshormoner er ikke ishockeyspillere, men sådan nogle illegale kamphaner, som optændt af hønsetestosterons og nul intelligens smadrer alt omkring sig.

Sådan: Allerede 8 dage efter embryoopsætningen, 3+3, lavede jeg en tydeligt positiv test. Knap 47 år gammel. Måske/forhåbentligt (hvis jeg får et levende barn) for sidste gang i mit liv.

Tidligere skulle jeg tage en graviditetstest, inden noget hardcore fertilitetsmedicin. Vi hentede testen og medicinen, som skulle være på køl indtil den blev injiceret – dvs. den skulle tages med det samme. Testen foregik derfor på et cafetoilet, men ak jeg havde glemt mine læsebriller og måtte have min tweenie ind og hjælpe med at aflæse testen. “Pusliiiing kom lige herud og hjælp mor med noget….“ så ved man at man er ved at være en gammel mor. Min livmoder synes det er rigeligt med unger nu: Jeg var foruden alt det andet max medicineret med livmoderafslappende pga.kramper/menstruationssmerter.

HCG-måling

Jeg stod kl 07:15  ude foran Frederiksberg blodprøve laboratorium for en HCG test. Pakket ind som en ulden julegave og et ekstra sjal til at sidde på, så livmoder og den lillebille frostie, som vi kalder fryser-embryonet, der måske er derinde, ikke får det koldt på den våde bænk.

Selvfølgeligt regnede jeg med HCG’en var fin, når nu testen var positiv – jeg havde bare SÅ dårlige erfaringer med biokemiske graviditeter og spontanaborter (og døde børn)….og allerede der vidste jeg det ville blive dommedags tanker og angst hele vejen igennem for mig. Jeg anede ikke hvordan jeg kommer igennem de næste 9 måneder uden at dø af skræk. Men det hjalp at stort set ingen VIDSTE noget om frostie, så jeg behøver ikke høre på positiv/negativ teamet. To timer efter blodprøven var taget, med angst og the waiting game på HCG testen ude var det svar: 139. Så langt så godt, så mangler vi kun 36 uger…..

Tilliden til min fertilitet ligger på et lille sted, bla. kom min ellers vildt søde gynæcolog, som skriver: “Ang henvisning blodprøve HCG OG D-dimer 19/11. Har du taget urin prøve for graviditet? Hvis den er negativ er det måske spild af penge kh….” Ikke så optimistisk på mine vegne.

Folkemødet 4+1 uger

Jeg var nød til at køre allevegne og Hr. Ingversen  til at klemme 2 øl ned pr aften hos venner, så vi ikke behøvede at forklare hvorfor “Mrs-elsker-Rødvin” her pludselig ikke mere drikker. Men alt var hemmeligt fordi børnene ikke skulle få færden af familieforøgelsen før tidligst uge 12. Det gør hellerikke noget, for en hel del af vores meget søde venner har en masse meninger om denne graviditet. Der er nemlig mange som synes vi skulle gøre 2 ting, vi desværre ikke formår:

1. Lade være med at prøve igen eller
2. tænke positivt.

Jeg ville ønske at “tænk positivt”-teamet og “jeg forstår ikke at I TØR, hvad nu hvis den næste også dør?”-teamet ville holde et folkemøde UDEN mig. Så kunne de diskutere relevante emner som:

• At når fertilitetslægen siger at vi har en god chance for at få et levende barn er det nok ikke helt hul i hovedet at prøve.
• At positiv tænkning så vidt vides hverken påvirker kvaliteten af moderkagen, længden og snoningsgraden af navlesnoren eller insertionen af den (hvor den sidder fast på moderkagen).
• At jeg mangler lidt forståelse for at det er 14. Gang i mit liv jeg er gravid og der er kun kommet en levende baby ud af det 1/3 af gangene….så hvis jeg HAVDE en tænk positiv knap ville jeg KLART trykke på den. HELE TIDEN!! Det har jeg ikke og jeg vil hverken gøre vold på mig selv eller have dårlig samvittighed over at være nervøs. Inden jeg blev 40 havde jeg kun aborteret een gang spontant i uge 7. Jeg havde en, med nutidens briller, skidego statistik: 4 levende børn, en dødfødt og den der spontanabort som 32 årig på 6 graviditeter.

Men fra vi startede på det der 5. Barn da jeg lige var blevet 43. Det første år blev det til 2 biokemiske graviditeter – altså sådan en satan med positiv test, men der udvikler sig ikke noget foster og festen slutter før den overhovedet er begyndt. Så startede vi IVF i Danmark og fik en missed abortion uge 11 ud af det. Så Vidar og i år 2 biokemiske graviditeter.

Jeg har været top positiv de første gange og så bare fået et SHOCK når det gik galt. Har jeg skrevet at du skal få dine børn så tidligt du kan? Kun ca. 10 gange allerede i denne blog, men gør det nu. Og nej vi tør overhovedet ikke, men hvem gider at ende som en bitter tvebak bare fordi man ikke lige fik udfordret sin frygt? (mere om dette i næste blog)

Jeg indser nu at der er en kæmpe-giga fordel ved at være ny-gravid under COVID-19 og midt om vinteren. Jeg kan nemlig omgås med mange veninder, også mine tænk-at-I-tør veninder og svigerfamilien på zoom og udendørs, uden at de får mistanke om at jeg er gravid fordi jeg har store frakker på og smyger min mave under skærmen. COVID-19 plus vinter giver mig muligheden for at være gravid i fred for velmenende, men negative kommentarer.

2 nye indsigter på kvalme: Vidunder medicinen og blødning

Indimellem glemte jeg, at jeg var gravid. Fordi jeg fik binyrebarkhormon, var jeg helt OK. Jeg afventede at kvalme hammeren og jeg igen skulle ligge ved livstræets rødder og prøve at brække selve fostret op uden held. Der har jeg ligget 6 gange nu: Det er sjovt det falder sammen med hjerteaktionen: Som om du skal dø en lille smule for at skabe nyt liv. Det starter altid, 6+0. Hver gang tror jeg at jeg er sluppet mirakuløst denne gang og så rammer det mig BANG. En gang kørte jeg til Frankrig på ferie med ældste datter på 2 år i starten af en graviditet og var nær aldrig kommet levende hjem. Men jeg havde det SÅ fint da jeg kørte hjemmefra. Det er en sorg hver gang at vinke TOTALT farvel til velbefindende, overskud og livsenergi. Selvom det er midlertidigt og selvvalgt. Min krop taler bare sit eget sprog og den siger “J-E-G D-Ø-R, DIN FUCKING HEKS, HVAD FANDEN ER DET DU UDSÆTTER MIG FOR?” med stor overbevisning hver eneste gang. Jeg fatter ikke at en sund og naturlig proces føles så meget som at være forgiftet/dødsyg. (se Hyperemesis/graviditetskvalme – når kroppen går amok på sig selv og hvordan man overlever nemt, politisk ukorrekt og enkelt.)

MEN denne gang var jeg hårdt medicineret med binyrebarkhormon fra Rusland indtil uge 7 og måtte efter et par dage efter binyrebarkstop starte på antihistamin (Alnok morgen og aften) efter jeg var ved at kaste hele min dyrebare medicindosis op. Men det virkede næsten lige så godt. Jeg tror det er at mit immunforsvar som plejer at flippe fuldstændigt ud over fremmedlegemet i livmoderen er lagt ned af binyrebark og så antihistamin. Mit system plejer at starte en månedslang protest-march mod graviditeten: Det vælter rundt med højtalere og bannere med slogans som “min krop for mig selv”, ”jeg er ikke skabt til at være gravid”, “ud med fremmed hollandsk DNA” og “vi kræver normale hormonelle forhold”. Og jeg kan ikke engang smide én eller anden småbørnsmor i fængsel i årevis for at lede demonstrationen, for det er min egen krop.

En anden ting der hjælper er at jeg ikke har et gult legeme/corpus luteum fordi det er et fryser-æg og de rare russere havde lagt min cyklus HELT ned med alverdens medicin (se blog Hvordan bliver man gravid når man er En Gammel Dame – om IVF) så slimhinden/endometriet var det helt rigtige sted til at tage imod embryonet. Mine gule legemer plejer at være dobbelt så store som gennemsnittet og tro de skal igangsætte hormonelle respons i hele København, hvorfor mit hormonniveau er rædselsvækkende højt og giver mig kvalme, utilpashed og opkast. Men jeg kom snart til at savne den lille gule satan…..

Blod, tis og tårer

Allerede i uge 6 var jeg blevet vaginalscannet hos en sygeplejerske, som var hårdhændet. Det gjorde pænt ondt og jeg måtte bede hende om at stoppe på et tidspunkt. Jeg fik så masser af menstruationssmerter bagefter og lidt brun blødning. Herefter gik det slag i slag og jeg blødte som en stukken gris i 3 uger. Præcis som med Vidar begyndte jeg 5+5 bare at storbløde ud af den blå luft. No kidding. Jeg sad på en stol og snakkede og drak the med min datter. Så 5 minutters krampe i maven og så kunne jeg mærke det løbe ud. Alt for meget til det kunne være andet end blod. Jeg styrtede op og fyldte mig med medicin og gik i seng. Jeg blev hurtigt beordret i seng af en bestemt russer (se Hvordan FORBLIVER man gravid når man er En Gammel Dame? Om at behandle truende abort eller ej.) og blev sat op på dobbelt dosis af både østrogen og progesteron, men mit system savnede helt tydeligt et hissigt gult legeme for ikke at bløde hele herligheden ud.

Alligevel fik jeg i uge 7 en morgen de vildeste menstruationssmerter. Livmoderen spændte voldsom op i hvad jeg bedst kan beskrive som en spontan abort ve. Jeg kunne næsten se omridset af den, da den rejste sig i den ve fra helvede. Sådan en ve hvor man bare ved, at intet kan sidde fast i en livmoder med det der niveau af sammentrækning.

Lidt efter kom der en stor klump ud sammen med en masse postkasserødt blødning, men jeg er for dårlig til at inspicere dem nærmere. Efter den er kommet ud ændrer smerten karakter og blev lidt mildere.

Sorg

Mistet håb

Tænkte vi begraver fostret under Vidars rosenbusk på assistens kirkegård.

Midt i det hele lettelse over at ventetiden er ovre. Jeg havde ondt og blødte kraftigt, men den fysiske del er det mindste af det. Det er ikke mere voldsomt end så meget andet. Jeg snakkede med klinikkens vagthavende læge som anbefalede transabdominal scanning med det samme. Vi fandt en privatklinik i Lyngby med drop in-scanning. Jeg var 99% sikker på jeg har aborteret.

Så lå jeg og gloede på skærmen.

Fattede ingenting. For der er et foster. Svarer til gestationsalderen, 6+1. Der var ingen blødning ved fostret, som ovenikøbet er LEVENDE med hjerteblink og en normal puls på 111. Vi troede ikke på det og bliver ved med at spørge om det ikke er min puls. Men vi kunne se cykellygten blinke derinde og høre pulsen. Derhjemme kunne jeg se at klumpen var et koagel/klump størknet blod på 2×3 cm, ikke et foster.

Tilbage i seng. Igen hurra for COVID-19 for al min undervisning var online og jeg slap for at kede mig ihjem mens jeg bekymrede mig ihjel. Efter et par dage udviste jeg vild og farlig adfærd VED AT FORLADE MIN SENG. Crazy ikke? Gik i brusebad, det var en stor oplevelse. Det gik godt men et par dage efter væltede det ud med blod igen for 4. Gang på 8 dage, 8 dage hvor jeg stort set ikke har været ude af min seng.

Hverken min mand eller jeg selv havde lyst til at tage ansvar for mit helbred med kraftig blødning, kvalme, bleg og utilpas og besluttede at holde vores aftale med gynækologen. Vi var begge bange for en stor indre, occult blødning som kan være livsfarligt. Klinikken anbefalede som sædvanligt sengeleje, intet lægebesøg og absolut ingen scanning.

Nogle gange er det for meget omsorg for fostret og for lidt for moderen fra den kant.

Gynækologen er bekymret over det blodfortyndende jeg får for moderkagens skyld (se På barsel uden baby), som han mener forårsager blødningen.

Han ser et normalt foster på ½ cm, men også en stor subcorional (blødning bag moderkagen) hæmatom størrelse 4×1 cm og aktiv blødning i livmoderen.

Han var bekymret for graviditeten og nægtede at vise os hjerteblink, da det ikke hjælper noget hvis det hele bløder ud om lidt. Jeg opfattede det som psykisk omsorg for os, da fostrets liv hænger i en tynd tråd. At vi ikke gik i hurra-modus for ingen verdens nytte.Vi blev sendt til laboratoriet for at få en HCG og endnu en torsdag. Beskeden var at hvis den faldt fra i tirsdag til torsdag var graviteten ikke levedygtig.Så blev jeg sat på dobbelt dosis transexamsyre og regnede med at have afklaring om fostret overlevede eller ej indenfor et par dage. Lige der var det bare et fucking helvede. Og jeg lå totalt magtesløs i en suppedas af blødning, examner, covid og et vikariat 3 uger senere. Jeg blev mere og mere træt, deprimeret og opgivende. Hr Ingversen brasede rundt og klarede det hele.

Jeg skal have mange besøg på plejehjemmet af den lille hr/frøken, invitationer, kram, perleplader, skidegrimme børnetegninger med hjerter og mor og blomster. Jeg siger det bare…

Opgivelse og meget mere blod

Hvis jeg en dag giver op på dette projekt baby bliver det pga kombinationen af de 3 ting: at jeg har svært ved at blive gravid, svært ved at holde på graviditeten og svært at få et levendefødt barn. Det er godtnok tungt, at jeg kan rejse frem og tilbage til Rusland, fylde mig med medicin og være totalt fysisk inaktiv og så retur til sund livsstil uge 12 og lige meget hjælper det på outcomet. Det føltes også rart at sige højt, at jeg ikke skal blive ved for evigt med at jagte det barn. At det kan stoppe og jeg kan træde ud af den hamsterhjul/mølle der hedder fertilitetsbehandling, rejser, aborter, død baby og igen videre fertilitets behandling, rejser….Jeg bliver desværre ikke 400 år og 4 år af mit liv med sprøjter, fysisk og ISÆR psykisk ubehag og smerte, angst og uendelige mængder energi, penge og fritid er en stor belastning.

I et anfald af optimisme prøvede jeg at booke en nakkefoldsscanning men Rigshopitalets system tror min alder er en tastefejl og jeg finder ud af at man kan ikke booke ultralyd  med mindre man er mellem 15 og 45 år – så skal man ringe.

Men så hurtigt det var begyndt så hurtigt stoppede blødningen igen. Jeg havde stadigt et hæmatom i livmoderen, men da jeg ikke havde blødt i kun 3 uger, fik jeg tilladelse til at være oppegående. Da jeg skulle afsted til Norge var hæmatomet væk, men jeg fik lavet mine vagter om til barselsgangen i stedet for fødegang – så jeg skulle arbejde, men uden det hektiske på fødegangen. Nu tænker du måske, afledt af den seneste debat om det danske system at barselsgangen ikke kan være fredelig. Men Norge har ca. dobbelt bemanding til halvt så mange patienter, så det kan man jo tænke lidt over. Man hygger om de fødende !! Noget med at snakke med de fødende  på sengekanten, passe babyerne ud på de små timer så mor kan sove og hente saftevand og ostemadder.

Næste blog handler om ikke at turde, om at gå i hi, om krampagtigt at holde fast i at det er et FOSTER, ikke et BARN til den virkeligt ikke går mere og om nakkefolds-risikoberegninger når man er 47-årig gravid.