Med mor på feltarbejde, hvorfor og hvordan slæber man tre unger med om på den anden side af jorden for at udføre et feltarbejde? Om kryb, kækhed og katastrofer

Mellemamerika – Caribien

Vi er flyttet til Caribien i 3,5 måned. Omkring årtusindskiftet havde jeg svigerforældre i Caribien med en for længst erstattet kæreste. Lidt senere arbejdede jeg i en jordemoderpraksis i Rotterdam og oplevede hvordan afro caribiske kvinder meget sjældent fik efterfødselsdepressioner, selvom mange var voldsomt pressede økonomisk og havde andre faktorer i deres liv, som disponerede kraftigt til efterfødselsdepression. Det er relevant udenfor Caribien, hvis nogle af de faktorer og livsvalg, som beskytter caribiere mod efterfødselsdepression, måske kan eksporteres og den viden kan gavne andre kvinder. På Curacao vil jeg samle empiri (feltarbejde og interviews) til mit speciale om dette emne på Natty Brysons fødeklinik https://www.facebook.com/kraamkliniekCuracao og være i praktik som psykologistuderende hos psykolog Anne Marie Moron, www.psyworksnv.com og hos psykolog Dianne Pietersz. Vi har lejet et hus i Willemstadt. Hr Ingversen kommer i april måned. Søn og Datter C skal i hollandsksproget skole og Datter D i børnehave. Datter B passer sit gymnasie og besøger os i påskeferien. Datter A passer sit universitet, samt blomsterne med Datter B, og besøger os også i påskeferien. Det har kostet os en nedsmeltning eller 10 at arrangere det. Jeg har brugt det meste af et år på at finde informanter, praktiksted og kontaktpersoner, samt lave undersøgende interview og at få kritiske KU til at godkende hele projektet. Heldigvis har jeg fået fat i Jesper Dammeyer, den bedste vejleder. Det er fuldstændig vildt krævende at skulle planlægge sådan et forløb her midt i travlt studie og arbejdsliv, uden en sekretær/PA, et institut, eller en arbejdsplads i ryggen…. og på et stramt budget med 3 børn i slipstrømmen.

Udfordringer

Lige inden vores rejse til Curacao var hele projektet truet af, at min thyreoidea begyndte at vokse, gøre ondt og trykke på mit luftrør fra den ene dag til den anden hen over julen. Jeg tog til lægen for at blive beroliget, men røg i stedet for i en akut udredning med det ikke særligt beroligende budskab at:

• 1. Jeg ikke kunne nå at være færdigudret før vi skulle rejse, da udredningen bestod af flere runder scanning, blodprøver og røntgen efter injektion med radioaktiv substans.
• 2. Jeg ikke ikke var sundhedsforsikret, hvis vi rejste inden jeg var færdigudredt
• 3. …..der var i øvrigt også risiko for jeg var alvorlig syg

Jeg havde som sagt brugt det sidste år og en helt del penge på at planlægge mit feltarbejde i Caribien og det meste ville være tabt hvis jeg måtte udsætte nogle måneder. Så flyttede jeg alle andre aftaler rundt og generede sekretærerne på Endokrinologisk ambulatorium helt urimeligt meget med bønner om afbudstider og fleksibilitet (de var i øvrigt vildt søde og hjælpsomme) og nåede at blive udredt og få SOSinternational den sidste hverdag inden vi skulle rejse. Jeg har en ubehagelig ufarlig inflammation af thyreoidea, som har fået den til at blive ødematøs og trykke på halsen. Stofskiftehormonerne kravlede med besvær op igen på bunden af normal området efter et stort dyk, så jeg tog 5 kg på på en måned, og måtte købe nye bukser for ikke at skulle møde op som psykologpraktikant i bar rumpe.Lettelsen er stor, men en reminder om hvor sårbart det er at turde arbejde for at realisere sine drømme, men har man gjort sin del, kan man ikke gøre mere. Og det er ikke ideelt at rejse halvsløj afsted, men uanset hvad vil jeg have lige så dårligt derhjemme som jeg havde det på turen.

Ud på langvarige eventyr med børn: To do

Man finder 2 praktiksteder, en skole, og en til skole, og en børnehave, for et sted at bo og en bil. Dette alt sammen med visse forhindringer, for der er voldsomt karteldannelse og alle boliger koster fra 20.000 og opefter og alle biler koster fra 10.000 og opefter. Det fik mig dog ikke til at give op på at finde noget der var billigere. Jeg var klar til at købe en bil for at undgå de der 10.000, for jeg synes det var fuldstændig latterligt.  Det lykkedes os at finde bolig til 10.000 per måned og bil til 3000 per måned ved at vende hver en sten på internettet og i de absolutte yderkanter af vores netværk. Børnehaven med plads og fuldtidspasning (ikke bare et par tiders hygge hver formiddag) ”Het toverkasteel” fandt jeg via en venindes venindes barndomsvenindes mand. Så gik jeg i gang med at bestille visum, rejsetilladelse fra Hr ingversen om at jeg må medtage hans børn uden ham og bestille tre par sandaler størrelse 43-44 til min 13 årige, to par til størrelse 42 til min tiårig og pakke 4 kufferter.

Så hvorfor skal de unger med? Sprog, team-dannelse og fordybelse

Så bekendt er hr Ingversen jo hollænder. Jeg arbejdede som jordemoder i Holland tilbage i 2001, og hvor nogle kommer hjem med nogle tulipanløg, en lille mølle i porcelæn eller et salt og peber-sæt medbragte jeg simpelthen en souvenir i form af en rigtig hollænder. I årevis kørte vi børnene, under højlydte protester, til hollandsk undervisning mandag eller tirsdag eftermiddag typisk i det ukristelige tidspunkt 15 til 18. Dvs. sige at  vi havde fornøjelsen af at afvente på Gentofte Bibliotek (skolen var absolut ingen adgang for forældre ) til man kunne samle et par utrolige sure og trætte børn op. Vi gennemførte denne rutine første til syvende klasse med de to ældste og noget relativt langt med de to midterste, indtil sidste barn gjorde sin entre,  med en ekstra krølle at jeg havde en eftermiddagssur baby med på slæb. Efter 2 års tid på den måde stoppede vi skamfuldt hollandsk undervisningen, som en af de mange ting der blev gennemført med hård hånd på de første børn og slækket med de yngste. Til skrot med det, sammen med nul slik-politik, økologisk mad lavet fra bunden af og en masse gåture med tvungen deltagelse. Beklager unger, mor er træt.

Men det er ret fint at have sin skriftlige færdigheder på hollandsk, bl.a. fordi Holland har en meget bredere vifte af spændende uddannelser end Danmark. Så skulle nogen have lyst til at læse i Holland giver det helt særlig muligheder at kunne sproget, og så er der jo det med at have en halv stor-familie med bedsteforældre, onkler, tanter, fastre, farbrødre og fætre & kusiner dernede.Børn vokser af at blive flyttet ud af deres komfort zone, under trygge for forhold. Det var også helt tydeligt da jeg tog min 17-årige datter med til Grønland i to måneder: Hun arbejdede som barista på byens smarte cafe, integrerede langt bedre end mig og havde en fest. Hun har stadigvæk dejlige venner fra den periode. Med fare for at blive politisk, er det en stor gave at prøve at være minoritet en periode. Se blog om minoritet Undercover som polak – eller fordelene ved det multikulturelle samfund. Virkelig at lære helt ind i knoglerne at andre gør ting på en helt anden måde og synes at det er det eneste rigtige. Og nogle gange har de endda ret (se Grøn visdom eller hvad kan vi lære af inuitter fra Kalaallit Nunaat?) Det er selvfølgelig langt nemmere at smutte uden børn, og også langt billigere ikke at skulle rode med skole og daginstitutioner, lange samtaler om niveauplacering og det præcise omfang af ungernes sprogkundskaber, oversætte nationale testresultater og indhente lærer-udtalelser. Man skal virkeligt garantere at ungerne er velopdragne og diagnosefri, for at de er velkomne.Men den store fordel ved at være afsted med en del af flokken, især når man har mange børn, er fordybelsen i de børn som så er med på tur. Og det er familieteambulding på højt plan: Vi har kun været her i ti dage og har allerede samarbejdet om de mest utrolige ting som et team. Fx har vi både gjort Airbnb-ren på rekordtid, efter at være oppe i næsten et helt døgn og stadig holde humøret højt til vores tour-de-strand hvor vi vurderer alle Curacaos strande een for een. De oplevelser  kommer vi til at snakke om i mange år.

Første indtryk

Det er ligesom en fødsel: Den totale nedsmeltning når vi ankommer dødtræt til et eller andet sted vi slet ikke kan finde ud af, og så vågner vi næste morgen i Paradiset have. Datter C ”Det er ligesom at vågne inde i zoologisk haves regnskovs hus”. Datter D er begejstret “Se en masse ting folk har tabt!! Nej og der er en høne og kyllinger…. Hvor er der mange vovser”. Alle tropiske steder jeg har opholdt mig der har der været fuld af fuglekvidder, høns, affald og vilde hunde og store aggressiv hunde, som er ved at gø hovedet af. Curacao er ingen undtagelse. Søn starter i skole på vores første dag med en skolegård fuld af baobabtræer. 

Ingen vinduer, men bad og varm mad i børnehaven

Skolerne er private (de offentlige ville ikke tage børn for kortere perioder) med etnisk blandede elever men Datter D’s børnehave har kun personale og børn som er afro caribiske. Drengene er korthårede, men pigerne har de sødeste små frisure af fletninger og farvestrålende pynt. Af hensyn til babyerne er der advarsel mod at bruge “hårperler”, som store plastikperler som flettes ind i håret, fordi de kan falde ud og blive slugt af de små. Det blæser forældrene dog på. Hår er en seriøs ting her. Selvom lederen praler med at kunne hollandsk hører jeg kun det lokale afro caribiske-sprog papiamentu. Vi har kaldt det den hollandske børnehave, men om eftermiddagen efter anden dag siger datter D  ”Der er slet ikke nogen der taler hollandsk i den hollandske børnehave’’. Så datter D skal lige vænne sig til ikke at forstå et pip og pædagogerne skal lige vænne sig til at smøre ungen ind inden en tur på legepladsen. Én af de første dage, da jeg afleverer min datter lige inden børnene skulle ud og lege, gik jeg i gang med at smøre min datter ind i solcreme. Pædagogen så noget uforstående ud og det er svært for mig at finde de politiske korrekte ord til at forklare at min datter jo er kaukaser og de andre børn er afro caribiske, med undtagelse af et par børn hvor der muligvis er blandet noget asiatisk ind. Jeg har kontrolleret UV indekset og den står lige mellem høj og meget høj. Men der er sjældent nogen der græder i daginstitution (25 børn fra 1-5 år) og børnene virker glade og meget velkomnende overfor min datter. Bygningen er et hus med tre store stuer uden airconditioning, men der er åbent imellem dem over meters højde, og åbent ud til haven med legeplads Børnene får lov til at fjolle rigtig meget og fordi institutionen er så åben (her er 25-32 grader året rundt) – der er ikke nogen vinduer, kun skodder man kan rulle ned om natten, generer lyden heller ikke så meget, som den vil gøre i et lukket rum. Der er ikke nogen der tysser på dem og lydniveauet bliver heller ikke generende. De voksne går lidt rundt, sidder og siger ikke ret meget, de tørrer en snotnæse, men er ellers ikke så meget i gang med de større børn. De er få konflikter imellem børene og tilsyneladende få børn, der ikke kan finde ud af at opføre sig på en måde, der generer det kollektive. Pædagogerne som er inde hos babyerne/de yngste under 1,5 er dog meget i gang med øjenkontakt og at sidde med dem.

Institutionen har lange åbningstider fra klokken 6:30 om morgenen til 18 om aftenen. De fleste forældrene arbejder ved politiet eller i sundhedsvæsenet. Dagsrytmen er som følger: Børnene spiser morgenmad, så er der leg og undervisning til de ældste (3-5 år). Til frokost får børnene fra varm mad (som min datter efter sigende spiser uden brok) hvorpå de kommer i bad alle sammen (deres små flasker med shampoo og sæbe står i en kasse med navn på), så får de rent tøj på fra inderst til yderst fra deres små børnehavetasker, som forældrene har med, og bliver lagt til at sove på små senge og i barnevogne. Når de vågner, er der mere leg, så er der eftermiddags mad til dem der er der efter klokken 16.  Det er ren luksus som forælder at hente et barn som har været i bad og fået et måltid varm mad.

Fra isbjørneskræmmeskud til kakerlak-kriger – fra det gule til det turkise hus

Vi startede ud i et lille gult hus i et slumagtigt område. Jeg så een af nabokonerne studse noget af det grønne i haven med en manchete, lidt noget andet end en grensaks fra Silvan.I det gule hus er vi er gået fra at forholde os til isbjørne til at skulle forholde os til kakelakker. Under 48 timer efter ankomst sad en stor kakerlak på en tallerken Datter C tog ud i skabet, jeg prøvede at fange den med kost og fejeblad, men den løb ind under køleskabet. Så det viste sig desværre at vi skulle dele hus med A: Et antal kakerlakker som boede i vores køkkenskab, og B: Airbnb-værtens mor, som havde egen indgang, men boede i samme hus og delte have med os. Kakerlakkerne var ikke noget større problem, men det viste moderen sig at være. Hun skiftede nemlig imellem og være overdrevet venlig og bede børn om at kalde hende for “tante Jen” og så og eksplodere i vrede og beskyldninger over underlige småting som at Idis havde grædt (der var meget lydt) og vi havde smidt en elpære ud.

 Første gang hun gjorde det var lørdag, hvor vi var ankommet om mandagen, og jeg skrev straks til værten at sådan en adfærd, der ikke var foreneligt med at leje en feriebolig til mig (i f******* 3,5 måned, til mange penge) så det skulle ikke gentage sig. Men jeg gik straks på jagt efter et andet sted at bo og noget skoletransport til børnene, for de kunne gå i skole fra det gule hus, men der var ikke andre boliger ledige i nærheden. Imens håbede jeg at værten få sat sin mutti på plads, men da hun gik amok på mig igen mandag,så var der ikke andet at gøre end at tage ud og kigge på anden Airbnb efter arbejde, pakke alt sammen, sove og arbejde igen, tømme den gamle, gøre rent og flytte tirsdag, pakke alt ud igen. Det var et kæmpe arbejde og mega stressende for både mig og børnene. Og vi er oppe 05:15 hver morgen for at få dem i skole til 7:15 gennem morgentrafikken så vi er pænt kørt over bare af det. Det kunne have været nice hvis værten havde taget ansvar for både sin crazy mor og kakelakker, men i stedet gik  han i gang med at begå det største karaktermord på mig, og påståede at jeg stort set har smadret hans hus med en mukkert, sammen med mit djævleyngel. 

Skadedyr, Airbnb og fjender 

For ca 15 år siden, før anmeldelser på nettet og stjerner på Airbnb var en ting, kunne en vært/udlejer godt hjælpe dig af med familien kakerlak eller hr og fru mus, uden at begå karaktermord på dig. Jeg husker tydelig en ældre, tandløs meget grinende dame, som bevæbnet med en kakerlakspray og en badtøffel ekspederet en kakerlak i vores bungalow på et resort i Thailand i 2008 uden nogle bad feelings. Det var gode tider. Men nu er situationen den (i min ret omfattende rejseerfaring, se….) at det øjeblik du beder din vært om hjælp til at bekæmpe skadedyr i deres bolig, har du IKKE kun fået en allieret i kampen mod mus, myre og kakerlakker, men i stedet for en fjende for livet, som vil beskylde dig for hvad som helst for at nedtone deres medansvar for den 4-6 benede invasion af ferieboligen. Jeg går ud fra at formålet med vendettaen er at få skadedyrs problemet til at ligne en eller anden personlig uoverensstemmelse i fremtidige lejers og Airbnb’s øjne, i stedet for at tage ansvar: Opstille retningslinjer for forebyggelse, opsætte fælder, rense afløb ugentligt osv.

Det turkise hus

Heldigvis er vores nye airbnb skøn og koster det samme som den gamle, den er cirka dobbelt så stor og ligger i et meget bedre område med mindre fattigdom og færre lænkede hunde, der gør i tide og utide. Vi har en stor lukket have fuld af gamle tropiske frugttræer (vi har japanske pærer, sukkeræbler og cashewnødder i haven🌱) med fugle, citron-sommerfulge og solstråler. Det er et fuldstændig magisk sted. Der er luftigt og stille, fraset fuglefløjt bla. fra gule canariefugle, små grønne og orange vilde papegøjer (Nørd-info: Det er dværgpapegøjer, Pionites leucogaster) og andre småfugle jeg ikke kan identificere…foruden lyden af store blade som vifter i trope-brisen.

Strande, myg og slaveri

I weekenden kan jeg tage lørdag og søndag en 5 km morgen løbetur på Zakito Beach, langs et monument og statue for slavernes befrielsesammen med rigtig mange andre mennesker og myg fra 6:30 til 7:30, inden det bliver alt for varmt. Efter en lang første uge med skoleuniformer og møder skulle vi så endeligt til stranden. Datter D gemte sig under naboens palmetræ for at undgå indsmøring i fakta 100 (findes det? oh yes).Børnene stemte for at lægge ud med selveste Cokomo Beach. Det er ligesom en opal, det ligner noget der er skabt af AI. Hverken isbjørne eller kakerlakker, men varaner og rige turister.

Feltnoter

Jeg er fuld gang med at tage feltnoter og der er mange observationer der  har stor betydning for kvindernes psykiske velbefindende. Men mere om det og min spændende praktik som traumepsykolog i næste blogindlæg.