Mine døtre på 2 og 17 år, undertegnede og yndlingsbamsen Gridis fløj til Grønland i midten af juni 2024 for at bo og arbejde deri 2 måneder. Først fløj vi til Narsarsuaq. På under 5 timer fløj vi over 3 tidszoner og lige over Færøerne. Vi var ikke engang landet og det var allerede helt sindssygt smukt på alle måder. Så fløj vi med en flot Airbus H155 helikopter videre til Quaqortoq. Det er simpelthen det smukkeste landskab jeg nogensinde har set. Bragende turkist vand som skyldes sedimenter fra gletsjerne i vandet, men ligner blå akvarelmaling med isbjerge i, bjergskråninger og græsninger. Vi ankom og blev hentet med sygehusets ambulance (som er helt almindeligt, istedet for taxa) til en tjenestebolig vi måtte leje billigt.

Med mor og storesøster på arbejde

Min 17 årige datter begyndte at søge arbejde i byen så snart jeg fik min mit arbejdsforhold med selvstyret på skrift i vinters. Det er en klar anbefaling til længere ophold i udlandet med teenagere: Motiver (eller tving) dem til at søge et hyggeligt/socialt job, hvis de ikke skal gå i lokal skole. Datter B fik arbejde på Qaqortoq’s eneste smarte café Kunguak, og lavede kaffe med udsigt over floden, når jeg havde datter D, i de 6 uger hun var der. Hun havde en masse aftenvagter som startede kl 16, lige når min dagvagt sluttede. Hvis jeg var kaldt, kom lillesøster med på job på caféen, hvilket både chef og kollegaer tog pænt (se nedenfor). Datter B fik et unikt lokal kendskab, gode venner, hyggede med kollegaer efter arbejde og fik hurtigt en bedre udtale med del grønlandske ord end jeg. Og hun tjente stort set det samme som mig. Vi fik fint passet husholdningen, lillesøster, vores vandreture, eventyr ud i området og hjemme-spadage alligevel. Arbejdet og kollegaerne gjorde sikkert at vi ikke gik hinanden for meget på nerverne, hellerikke da sejlturene lukkede og isbjørnene kom vandrende ind i området pga storis.

Hvordan var det at arbejde i Kalaallit Nunaat, helt ærligt?

Til mit 2 måneders vikariat havde jeg en aftale med selvstyret dvs jeg fik den yderst ringe standart danske jordemoderløn, som yderligere var fratrukket min husleje, så vi landede på fyrstelige 15.000 udbetalt pr måned for fuld tid, med tillæg efter skat (se Hvad er ligheden mellem jordemødre og burhøns?) – og der er stadigt folk der undrer sig over jeg læser videre. Opholdet var en dyr fornøjelse. jeg umuligt kunne strække vikariatet til 3 måneder, skulle jeg selv betale min families flybiletter så alle kontoer var tømt, incl budgetkontoen, hvad københavns kommune måtte sande da de prøvede at opkræve deres for 4.489,- for den ubrugte vuggestueplads og kassen var tom.

Da jeg kom herop, viste det sig at den ene jdm stilling ud af 2 stillinger ikke var dækket i 4 uger, begyndende 6 arbejdsdage efter jeg var ankommet. Fra efteråret har stedet 3 fuldstids ansatte jordemødre, hvad er det eneste rigtige. Så lige efter blevet jeg var blevet introduceret til et væld af opgaver og gravide hvor ca 50% behøvede tolk, skulle jeg gøre 2-3 jordemødres arbejde, mens min kollega var på ferie. Det var ikke særligt godt, især fordi jeg min 2 årige som ikke skulle i institution i de 2 måneder pga sprog og praktik. Så jeg sled i det med at passe mit job, min lille familie og få nok søvn og hvile selv. Yderligere kom det bag på mig hvor galt det stadigt er med koloniseringen og diskriminationen af grønlændere i deres eget land STADIGVÆK …LIGE NU. Der er stadigvæk grønlændere, enlige forsørgere med små børn ansat af offentlige institutioner, som ikke kan få adgang til betalbare og gode boliger, fordi alle de ordentlige boliger sammen går til udenlandsk arbejdskraft i et fuldstændigt uretfærdigt og uigennemskueligt system.

Også i noget helt centralt: Børn og fertilitet, kaster koloniseringen skygger: Jeg mødte almindelig mennesker fra 5 år ældre end mig, som ikke har kunne få børn fordi de blev tvunget  til at få lagt helt forkert kæmpespiral som fx 12-13 årig (dansk fuldkomment menneskerettighedskrænkende initiativ med henblik på børnebegrænsning som kørte så sent som 1970’erne https://menneskeret.dk/nyheder/spiralkampagne-groenland-udgoer-grov-kraenkelse-menneskerettighederne ). Hundredvis af grønlandske børn blev bortadopteret til Danmark frem til 1976 – mange af dem mod familiens vilje (https://www.information.dk/indland/2024/07/vidste-bornholm-fanoe-verdens-stoerste-oe-groenland. Jeg hører på KU, at i forbindelse med test af forældreevne sker dette også nogen gange uden tolke på dansk, hos grønlændere hvis første sprog er grønlandsk. Det er en total skandale og det foregår den dag i dag. Jeg ville sgu nødigt have min forældreevne testet på grønlandsk!! Jeg har simpelthen sjældent været så flov over at være dansker som da jeg opdagede hvad der foregår imellem Danmark og Kalaallit Nunaat. Og det siger ikke så lidt.

Vi danskere er stadigt forknytte over den tyske besættelse for 75 år siden – som endda var virkeligt light i forhold til det min hollandske svigerfamilie kan fortælle om. Min svigermor er født i 1942 og er 20-30 cm mindre i højden end sine søskende, fordi hun var så livsfarligt udsultet som lille barn som fødevarermangel at hun forblev permanent væksthæmmet. Det var først da jeg landede på Kalaallit Nunaat at det gik op for mig i sin fulde gru hvor galt det står til deroppe i 2024. Måske tager jeg fejl, men jeg kunne ikke få øje på plan for at gøre grønlænderne reelt uafhængige af Danmark fx gennem en intensiv indsats for at gøre engelsk til 2. Sprog i stedet for dansk. Det var derfor ikke nogen overraskelse at stemningen overfor danskere imellem var påvirket negativt af historien og den nuværende situation. Det kunne jeg og mine danske kollegaer mærke på samarbejdet i hverdagen. 

Men der var også utroligt nok nogle grønlændere, både mine gravide, kollegaer og andre jeg mødte i min grønlandske hverdag med 2 børnsom venligt delte deres tanker, trossystem, liv og følelser med mig og det er jeg taknemmelig for for det var utroligt berigende. Jeg har samlet det, jeg synes vi skulle tage og lære af grønlænderne, under forbehold jeg kun har været her i 2 måneder og slet ikke er inde i sagerne i dybden. (Photocredit naturfotograf Lone Kielstrup for nedenstående “2 på tur” – se flere af hendes vidunderlige fotos på https://www.instagram.com/lone.k.photo?igsh=bG1ua2VoZGhtYWF4)

1. Det er altså NU vi lever

Jeg blev fortalt “vi lever her og nu mentaliteten” skyldes fangerkulturen og det hårde klima, hvor man ikke ved om man lever i morgen samtidig med at når der var mad – der kommer rensdyr/særler eller hvaler ind – er der masser af mad. Jeg så en utrolig stor vilje til at fejre og feste, som jeg slet ikke ser i Danmark. Det mindste supermarked har en hel væg med balloner og flag. Der var en masse musikglæde, musikalitet og villighed til at optræde. Og man kan virkeligt mødes i begejstringen over over mad: Jeg købte primært ind i hvad fangernes bod på havnen ”Brættet” hvor kilopriserne var lave og fisken frisk. Fangerne forklarede tålmodigt hvordan jeg skulle tilberede diverse fødeemner. Jeg supplerede med økologiske grøntsager fra frost og mayonaise fra Brugseni. Jeg har aldrig spist så godt i hele mit liv: Kammuslinger, røget hellefisk, rensdyr, torsk, frisk stenbiderrogn, havkat, tingulaat (torskelever med sortebær), krapper, lokale lam og lokale kartofler. Det var festmad hver dag.

2. Man kan sagtens holde store fester på få kvadratmeter

Jeg har været til flere af de legendariske kaffe mik’ene med et antal kager, som får det sønderjyske kaffebord til at blegne. De foregår efter et sindrigt system som tillader en at invitere 100 gæster så på utrolig lidt plads: Alle kommer lidt af gangen (så ikke alle/mange på én gang), afleverer gave, sætter sig ned ved spisebordet og spiser, og går så snart det næste hold kommer, eller står op resten af tiden. De udskrevne regler er (jeg joggede totalt i dem, det siger sig selv): 

• A Gæsterne bliver ikke hele dagen 
• B Man sidder ikke så længe ved bordet 
• C Man rejser så straks hvis der kommer flere gæster

Det er intet mindre end genialt. Med køkkenbordet og bordet fuld af kager og mad, 10 siddepladser og en stabel tallerkner kan du beværte en halv landsby. Bør straks indføres i Danmark. Det er også meget mindre anstrengende at være gæst, når man med god samvittighed kan gå når middagsluren kalder på familiens yngste eller man gerne vil lykønske endnu en konfirmant.

3. Man kan sagtens have en rig udendørs liv selvom det er skide koldt, styrtregner…..og der er bjørne

Nordmænd kan i øvrigt også det med at forholde sig frisk og noncellant til møgvejr. Vi danskere tror, vi har problemer når Roskilde festivalen drukner i regn – i Qaqortog var der også isbjørne som render rundt i et omfang så kommunen advarer borgerne. Isbjørnene kom pga SIKORSUIT, stor-is, som er havis som ikke er smeltet. Bamserne sejler fra Østgrønland over på isflager som om de er på Cruise, i lighed med de amerikanske turister! Chiller på deres isflage, hopper ned og fanger en sæl eller to og op på isflagen igen. En mor med unge gik på land lige i nærheden (Narsaq) og en stor han blev skudt fordi den var gået ind i byen. Jeg så 2 store bamser nede ved vandet på vej til Igaliku. Da jeg, modsat mange lokale, ikke havde en riffel, gik vi tur med et isbjørne-skræmmeskud i lommen, som skulle have den ønskede effekt hvis jeg mødte en snacksulten bjørn. Grønlænderne trækker både sig selv og ungerne i regntøjet eller flyverdragten og så er det ud. Jeg så folk fiske og løbetræne, selvom regnede som en kold bruser på max. Desuden var der myg og fluer i et helt absurd omfang, men så tager man da bare et myggenet over hovedet og så er den klaret. Børn drøner rundt uden mobil udenfor, leger sammen og var utroligt inkluderende overfor Idis på legepladsen, selvom de ikke kan tale sammen.

Jagt og fiskeri fungerer både som levevej og naturterapi.  Jeg havde i 2 måneder spurgt omtrent samtlige fangere i Qaqortoq og incl tilfældige fyre i overalls på “brættet” om de gad have mig og mine 2 store børn med på sæljagt. Men lige inden vi skulle hjem lykkedes det, godt hjulpet af en lokal bekend som blev ved med at give mig nye kontakter, jeg kunne skrive til og hilse fra hende. Det var lige så utroligt som det lyder: Grundudstyret var åben båd, riffel med kikkertsigte, 2 fiskeliner, redningsveste og en rulle blåbærkiks

Vi sejlede med Kelly, som også er ansat som tolk hos kommunen, men jager i sin fritid og var så god til at inddrage Datter C & Søn og forklare dem og mig basale ting som hvorfor vi ikke måtte sejle for tæt på et kælvende isbjerg, og hvorfor en klapmyds kan holde vejret i 45 min under vand. For ham var jagt og fiskeri ren terapi, som hjalp ham mentalt og følelsesmæssigt i at holde fast i at leve det liv han gerne ville leve.

GODT AT VIDE OM SÆLJAGT

🦭Grønlændere af begge køn driver traditionel fangst af sæl, hval og fisk som erhverv og hobby.

🦭Fangsten er baseret på 1000 år gammel viden og det er IKKE miljø-fjendtlig stordrift og er IKKE jagt på de famøse sælunger. 

🦭Fangerne sælger eller bruger alle dele af sælen til fødevarer, kunst, tøj og hundefoder. 

🦭Sælen er ikke et truet dyr. 

🦭Fiskeri og sælfangst er i mange områder af grønland een af de eneste reelle erhvervsveje, hvis man ikke er bogligt interesseret/ikke ønsker at flytte fra sin hjemby. Vi må ikke tage den fra fangerne og deres familier! 

🦭Greenpeace var forkert på den da de manipulerede hele verden med deres “babysæler” …babyhøns, babyfår, babygrise og babykøer er også ret nuttede, men de fleste spiser og bruger skind fra dem med god samvittighed.

🦭Køb sæl og produkter af certificeret inuitfanget sælskind!!

4. Grønlænderne kæmper for at komme ovenpå

Selv de mest smertefulde problemer i samfundet kan godt løses. Selvom det tager lang tid, for koloniseringen har virkeligt ødelagt meget. http://www.saaffik.gl har med kampagnen ”killiliisa – lad os sætte grænser” sat fokus på et smertefuldt problem med overgreb mod børn og kvinder i Grønland. Der er også kampagner og tiltag til at løse at Grønland har 7,5 gange så mange selvmord og 6 gange så mange tvangsfjernelser i Danmark https://www.sermitsiaq.ag/samfund/seks-procent-af-bornene-er-anbragt-udenfor-hjemmet/2123149?fbclid=IwY2xjawFQ_YJleHRuA2FlbQIxMQABHUrSseyWbRfS210kV8FZPTeZ6Q6y2DAfrmdIR9w-kknXfqJzolfIMStR5Q_aem_W31v7hAMGDlJF7wFjDX_dA . Jeg skriver mere om selvmord, selvmordskultur og forebyggelse i næste blogindlæg.

5. Selvironi. Man kan klare en del stress ved at grine af sig selv og andre 

Stress på kontoret. Vi havde stor-is og det betyder at rigtig mange gravide og andre patienter blev aflyst fordi bådene ikke kunne sejler. Det giver selvfølgelig en masse stress med at ombooke patienter, deres transport, men også alle de blodprøver, glukose belastninger, lægetider, jordemoderkontroller og scanninger og hvad de skulle have været til. Pludselig melder en transport samarbejdspartner vejrproblemer eller når patienten kun halvvejs frem på turen. Hvis de når frem, var de tit 1 time eller mere forsinket.  Det vil sige kontorpersonalet er stresset og snerrede en del. Men indimellem grinede de af det hele også onsdag eftermiddag 15:58, mens bjergene af papir vokser sig højere og højere og telefonen kimede.

6. Man kan klare en del stress ved ikke at gide at stresse

Da vi ankom fra Danmark var der ikke nogen barneseng, som jeg ellers havde aftalt der skulle være. Den skulle personalet på sygehuset lokalisere et sted ovre på sygehuset og aflevere med en portør. Efter et par timer ringede jeg derop pga. en rimeligt træt 2 årig og hørte at sengen ikke findes og det må ledelsen klare, det kunne de ikke lige ordne sådan en tirsdag aften. Det lokale hotel havde ikke een og min kollega hellerikke. Så var jeg glad for, at jeg har rejst så meget. Fordi jeg ved at der mange steder (Asien, Indonesien og arabiske lande) er en sund og naturlig uvilje mod at blive kostet rundt med. Een “Er det så vigtigt? Skal det være lige nu? Hvor brænder det?”. Det er en modvilje, som ikke stikker så dybt, men som heller ikke bliver udtrykt verbalt og tydeligt overfor os opkørte, grisefarvede, overeffektive og letantændelige typer. For man gider naturligt nok ikke nogen hysteriske scener. Det kan godt være, det er irriterende, men de folk har fattet noget, for de dør ikke af stress som fluer ligesom os andre.

Der er tit en løsning hvis man er venlig og ikke flipper ud. Sidst på aftnen tog jeg op på sygehuset og fandt den første, bedste og absolut eneste afdeling med plejepersonale og præsenterer mit problem: 2 årig som opfører sig som en propel, hvilket udelukker samsovning, da jeg ikke ville få lukket et øje, inden min introduktion på fødegangen dagen efter. Sygeplejerskerne tog mig med ned i kælderen og minsandten om ikke barnesengen alligevel var dernede, i en krybekælder bygget direkte på grundfjeldet. Seng, madras og undertegnet bliver kørt hjem til vikarboligen med ambulancen igen. Alle sov som en drøm og vågnede i en helt stille by hvor luften smager af fjeld og ren is. Jeg drak morgen-te med en veludhvilet datter D ude på trappen med udsigt til søen og bjergene.

7. Det er stærkt og ikke pinligt at vise sin sårbare side i fuld offentlighed

Her er en blødhed, tilbageholdenhed og en lukkethed om at tale om følelser, jeg ikke kender fra ikke andre steder. Men de gravide stille græder glædestårer, når de hørte barnets hjerte og var meget begejstrede for babytegningerne direkte på maven. Uden at sætte en masse ord på, oplevede jeg de urolige moderhjerter og hvor meget de ønsker alt godt for det barn. Forældrene græder også i kirken, når de synger den der salme om, at nu skal de små konfirmander ud fra forældrenes arme og ud til ulvene. Det er simpelthen så dybfølt og smukt og et tegn på et samfund, som har været meget igennem og stadig er det.

8. En mere nutidig religion: Shamanisme, naturterapi og animisme

I Danmark brager natur terapi derud af – i Kalaallit Nunaat kan de det allerede. Nogle flere burde undervise os i det (jeg kan ikke anbefale Rakel nok, hun kommer endda til Danmark engang imellem https://www.instagram.com/rakel_angakker/). Grønlænderne har den gave at de har en tidsmæssig tæt kontakt til deres shamanistiske fortid, fordi det ikke er så mange år siden at de blev kristne. Det er bestemt ikke alle der sætter pris på dette eller interesserer sig for det, men hvis man gør, er der en religiøs arv at læne sig op ad med en stærk tradition af Angakker’e (åndemanere), helbredende tatoveringer (som også er overdrevne smukke og feminine https://www.instagram.com/maya_sialuk/?hl=en) og forbindelse med naturen. Shamanismen i Grønland er mere på linje med nutidens mindfulness og kan rumme eksistentialismen, smerte, sorg, traumer og død på en anden måde end kristendommen og andre etablerede religioner. Den inkluderer flere aspekter af at være menneske og rummer mindre fordømmelse, færre regler eller dogmer. Efter jeg mistede en lille søn for 2. gang måtte jeg opgive ren kristendom og i stedet for søge nye veje i shamanisme. Jeg havde oplevet så meget død at det mistede sin mening at skulle stole på en højere magt, en almægtig gud, som elskede sine børn, men som tog det ene barn efter det andet fra mig. Men shamanisme gav mening. 

Rent praktisk kan det betyde at: Jeg tror at mange mennesker har en oplevelse af at sidde og bede som kristen, men på en eller anden måde ikke flytter det helt store, hvor imod at meditere eller gå ind i en let trance kan give noget ro og nogle svar. Denne grønlandske kvinde beskriver konflikten i den kristne fortælling om en altfavnende, almægtig og kærlig gud og så virkeligheden, som ikke synes styret af dette guddommelige, men af en nådesløs natur, menneskelig lidelse og meningsløshed. Det er meget stærk fortælling om at opgive kristendom og i stedet for at opsøge naturen og forfædrene. Efter hun har oplevet så meget død, kan hun simpelthen ikke klare kristendom mere og afsværger sin dåb. Det er ved at slå hende ihjel, men hun overlever det og går stærkere ud af det. Lyt til hende her: Hun er en fantastisk fortæller. https://www.facebook.com/share/v/ZDD7gXPJkygFq2v7/?mibextid=WC7FNe

9.Børn = livskvalitet – Turist uden for feudalsamfundet og patriarkatet

Måske tager jeg fejl, med feudalsamfundet og patriarkatet er bare ikke landet så tungt på Kalaallit Nunaat og det mærker man, når man færdes i det offentlige rum med børn. Jeg oplevede også langt mere rummelighed og medmenneskelighed overfor psykisk syge end jeg gør i Europa. I Danmark hvor feudalsamfundet og patriarkatet er meget aktivt, hakker man ned, typisk på børn, gamle, svage og langsomme og selvfølgelig familier med børn. Det betyder f.eks. at når jeg færdes i det offentlige rum med småbørn, hvad jeg gør rigtig tit, da jeg har mine småbørn hjemme flere dage om ugen, hvad jeg har gjort de sidste 20 år, er der to ubehagelige rektioner når de her børn ikke opføre sig fuldstændig stille og roligt. 

1. En del vildtfremmede mennesker i Danmark skælder mig ud for at mine børns støjer, for at jeg er for eftergivende, for at jeg skal begynde at opdrage på dem etc.
2. Andre nedstirrer og kommenterer på at jeg er for skrap, når jeg sætter grænser for ungerne eller på anden måde tager ansvar for en opførsel, jeg ikke synes er i orden. Det gør ophold i det offentlige rum med småbørn temmelig stressende. Jeg har også skrevet om før at offentlig amning kan give udfordringer (Amning 4: Amning af det større barn og ammestop.

På Kalaallit Nunaat var der mere tolerance omkring børn. Min første fridag i Kalaallit Nunaat var deres nationaldag. Og eftersom det stod ned i stænger, var der ikke så meget at foretage sig ude i den smukke natur og derfor gjorde jeg som alle andre og søgte ind i den store sportshal, hvor der var national dagsarrangement. Her går jeg så i selskab med 500 grønlændere (ca. 200 af dem var under ti) og mit eget trodsalder barn, som fuldstændigt forventeligt nedsmeltede adskillige gange i løbet af dagen dagen. Jeg kunne observere hvordan børn får lov at lege, støje og løbe rundt og fylde, og det modtages med intet andet end smil fra de omkringstående. Børn er med overalt og langtidsammes – som regel 1,5 til 3-4 år. Caféen hvor Datter B arbejdede var fuld af glade og indimellem støjende børn og lillesøster var også velkommen.

Et par dage efter skulle vi på vandretur ud i fjeldet. Trodsalderbarnet havde ikke så meget lyst til at sove middagslur, med det resultat at da vi drog afsted ved 14-tiden, nægtede hun at tage overtøj på, gå eller sidde i sin bæresele. Dvs. vi forlod huset med et meget skrigende barn i bæresele på ryggen og hendes overtøj på armen, og på den måde vandrede vi stille og rolig ud af vores beboelseskvarter. Naboerne smilede og sagde god eftermiddag/ god tur, uden ubehag eller skæve blikke. Efter 5 minutter faldt Frøken trodsalder ned og kunne hældes i tøj og tilbage i bæreselen, hvor hun faldt i søvn med et brag. LOVE GREENLAND

Hvad tænker du vi kan lære af inuitter på Kalaallit Nunaat