(den politisk ukorrekte titel)

20.03.2003 blev jeg gravid for første gang i mit liv. Det gik ganske nemt, men efter fødslen 10 måneder senere (du kan læse om min første fødsel 42+5 Om at være en ikke-særlig-sej-mor og Verdens Værste patient ) ramte jeg en temmelig stejl læringskurve. Her er de 10 største læringsmomenter fra mit 20 år lange forældreskab:

Fejl nr 1: Jeg gik i dialog med minisatans modbydelige forældre

Når du indtræder i forældreskabets hellige zone bør du skrive denne sætning bag øret: ”Jeg forhandler ikke med terrorister..eller deres forældre”. Har Erik igen igen taget kvælertag på din datter? Sofia rykket stolen ud under din søn? Og Aisha fortalt din datter hun er fed, dum OG grim? Eller har Oliver og Elliot holdt din søn fast og lammetævet ham i skøn samdrægtighed? Er 10 ud ad af 15 piger stoppet på et år i din datters klasse og lærerne siger de ALLE SAMMEN bare trængte til nye udfordringer, mens din lille pre-teen-datter fortæller hårrejsende historier om vold og sexisme fra en meget sammentømret drengegruppe?

Giv den aldrig for meget line med at prøve at løse børnekonflikter med de andre børns forældre, men sats på lærerne i stedet for. Selvom lærerne hepper gevaldigt på hyggelige forældre-konfliktløsninger hjemme i samtalekøkkenet. Helt uden deres deltagelse. For sjovt nok har forældrene til mini-satan ofte enten ikke lyst eller vilje (eller nogen af delene) til at styre deres modbydelige yngel fra helvede. Glem det, og gå direkte til de ansvarlige: Lærerne, pædagogerne og rektor.

Fejl nr 2: Jeg trak ikke den flyvende hollænder ind i kampen med mumshamers

Tro det eller ej: Der var engang hvor jeg troede jeg selv skulle tage diskussionerne med sure fremmede og undlod at pudse min udmærkede partner på aggressive personer,  som mumshamede mig for uterlighed som offentlig amning eller uopdragne børn. Sikke en vildfarelse… nej jeg har ikke en rottweiler, men jeg har en gammel, sur OG diskussionslysten mand, fra en kultur der et lidt mere macho end den danske. Han har heller ikke sovet igennem siden Reagan var USA’s præsident og er godt gnaven. Han vil meget gerne diskutere med dig, ja lige dig, om vores børn må hyle på flyveren eller få bryst hos optikeren. Tænk over det. Jeg vender lige ryggen til imens og nusser med mit barn. Konklusionen: For mig er det vigtigt at have en stress-reducerende plan, så jeg kan være rolig med barnet/børnene og ikke overmandes stress, frygt eller skam over andre voksnes reaktioner over mit urolige barn, for det aflæser barnet og bliver mere uroligt af. En tydelig plan i hovedet giver ro. Jeg behandler dette emne mere i min næste blog som handler om at rejse med børn…

Fejl nr 3: Jeg undervurderede børnemagt.

Faktisk tror jeg kun jeg havde 2 børn, men Hr Ingversen var ude at rejse og der stod jeg med 2 små madammer som var helt enige om et eller andet. Muligvis at de skulle have lov at banke hinanden, eller som de kaldte det ”selv løse deres konflikter”. Jeg kan ærligt talt ikke huske det mere. Men det ramte mig som en hammer at jeg var i undertal og jeg måtte puste min autoritet op til tredobbelt størrelse hvis ikke de skulle tage magten i hjemmet og sende hele familien retur til jungleloven.

Fejl nr 4: Jeg undervurderede kulturforskelle. Når man opdrager børn mellem 2 kulturer synes alle som A-L-L-E man er totalt inkompetent som forælder.

Da jeg mødte hr Ingversen hos en veninde i en hyggelig lejlighed i Rotterdam i det herrens år 2000 og indledte en af mine talrige flirter i de år, havde jeg kun en lille anelse om hvad jeg var i gang med at nedkalde over mit syndige hoved. Når man vælger at opdrage børn mellem 2 kulturer, betyder det at ingen, med streg under ingen, synes man gør det godt nok. Vi har godt og grundigt sat os mellem 2 stole. Vores danske venner synes ofte vi er helt urimelige strenge overfor vores børn og holder dem i meget kort snor. De synes vi giver dem for mange pligter, holder fast i for meget disciplin og kræver for meget respekt. Det har jeg måttet høre en del for gennem årene. Men nu bliver det rigtig underholdende: Når vi drøner små 800 kilometer sydpå til Hr Ingversens hjemland, synes de fleste vi er nogle eftergivende, blødsødne, rundbords pædagogiske hippier, som forkæler vores børn helt urimeligt og stiller hårrejsende få krav til dem. Ingen af holdene er kede af at underholde os med vores mangler som forældre. At de anklager os for 2 diametrale modsatte ting synes ikke at genere nogen af dem. Som i min graviditet (se blog Når russere spiller ishockey og mere om danmarkmesterskabet i stædighed…) ville jeg ønske de 2 hold ville tage en god fordomsfuld snak om kulturforskelle i børneopdragelse med hinanden og holde os udenfor.

Fejl nr 5: Jeg var for længe kvinde mig op, hanke op i mine nosser/ovarier for at gå walk of shame til fertilitetslægen

Da vi  påbegyndte rejsen for at få vores femte barn, faldt jeg, dengang kn 43 årig, i den klassiske fælde som var for høje tanker om min fertilitet. Jeg kunne simpelthen ikke tro, at det ikke kunne klares på den sædvanlige måde som plejede at resultere i en levedygtig graviditet efter få måneder. Derfor gik der for mange måneder,  før jeg opgav det naturlige og kravlede over i reagensglas-barn-galejen. Jeg forstår godt mig selv og mange andre. Det er bare mere tiltrækkende at lave fertilitets yoga, yonisteamning, få akupunktur af rare damer og spise avocadoer end det er at underkaste sig smertefulde, ydmygende medicinske procedurer og kaste favnfulde af tusindkrone sedler efter i forvejen rige læger. Føj hvor er det træls.  Og nogle gange hjælper fx kostændringer enormt på fertiliteten, MEN giv det ikke for meget tid  før du kvinder dig op og får den hjælp du skal bruge for at få dit ønskebarn. Sådan var det i hvert fald for mig. Prøve aldrig længere end et halvt år at blive spontant gravid, når du er over 38. Læs mere om vores fertilitesrejse i blog Hvordan bliver man gravid når man er En Gammel Dame – om IVF

Fejl nr 6: Jeg troede at andre ville være glade (ja nærmest beærede) over at hjælpe os med vores børn

……men  glemte de fleste af dem havde travlt og andres børn ikke er særligt sjove at passe. At passe nogens unge er som at låne nogens spritny Tesla: Der må bare ikke ske noget med den. Det var, indrømmet SKIDE-NAIVT, men vi troede vi ville have RIGELIGT hjælp fra vores netværk. Og vi fik hjælp fra dejlige skønne mennesker, men vi fik ikke den alt den hjælp, vi havde brug for. Lad mig starte med at sige at jeg ikke er alene her.

En del nybagte forældre er temmelig chokeret over, hvor alene de står med deres nyanskaffede guldklump. Pasning hænger ikke på træerne. Nogle troede at det ville være nemmere at engagere venner i barnet og nogen havde store forventninger til begejstrede bedsteforældre, som ville tilsidesætte egne planer for at hjælpe ved sygdom og pres. Men når det kom til stykket, havde bedsterne mere travlt med egne ting eller manglede vilje. Jeg tror det handler om en generations ting, at mange af os selv havde bedsteforældre, som pligtskyldigt passede os. Men vores egne forældre er af en helt anden generation og mange af dem deler ikke den holdning. Min søster og jeg var fx hos vores bedsteforældre, mens vores forældre flettede børnefri fingre på Malta et par uger.

2 ting er vigtige her: Du skal sætte dine forventninger ned og du skal bevidst og stædigt afsøge dit netværk efter hvem der vil deltage i dit barns liv. Det er vigtigt ikke at give op, for alle børn har brug for andre voksne end bare deres forældre og du har brug for anden hjælp med dit barn, end tilfældige barnepiger.

Hvad mener jeg med at sætte forventningerne ned? Jeg mener at mange at de andre voksne i dit liv sikkert ikke gør det helt så perfekt som dig, eller jævnt hen irriterende, men at deres hjælp alligevel bør være velkommen.

Hvad er uperfekt hjælp?

• Uperfekt hjælp er folk som kun vil passe børn hjemme hos dem, det vil sige de gider ikke sidde hos dig en hel aften, for at dit barn kan falde i søvn i sin egen seng.
• Uperfekt hjælp er din irriterende svigermor, som insisterer på at fodre barnet med helt forkerte madvarer og i øvrigt ikke deler ret mange værdier med dig, omkring noget som helst. Hun synes måske i al hemmelighed du er en ko og laver gerne en magtkamp eller to med dig, hvis hun får chancen.
• Uperfekt hjælp er den single veninde som kun gider passe en af dine 3 børn, fordi hun synes alt andet er for hårdt.
• Uperfekt hjælp er tilbud om pasning fra andre forældre, eller andre, hvor du godt kan mærke at de faktisk forventer du også hjælper dem en anden gang. Og det er du ikke sikker på du har overskud til…
• Uperfekt hjælp er pasning hvor du skal hente allerede 21:30, når du er til bryllup, fordi der skal ham der passer, simpelthen indlede sin skønhedssøvn, eller pasning hvor du skal betale en taxa fra institutionen, fordi nej nej hende der passer, kan da umuligt tage bus med barnet.

Men som forældre står du med hatten i hånden og du har så meget brug for hjælp. For uanset hvad vil du helt sikkert ende i en situation hvor du har brug for at nogen kommer og hjælper jer. Hvis barnet er sygt og det kan du være helt sikker på det bliver, når du har eksamener, pressede situationer på arbejde, er i skilsmisse eller hvis du (gisp) får den sindssyge idé om at få et barn mere.

Vi måtte simpelthen gro vores egne barnepiger for at få noget kvalificeret pasning. Det tog sin tid, indrømmet, men lige nu har vi perfekt pasning fra vores 2 teenagere og vi vil til tid og evighed være taknemmelig for pasning i vores hjem, uden fuldstændig ekstreme udgifter og krav. Det eneste vi formentlig løber ind i er at skulle betale tilbage en dag i form af børnebørnspasning og det gør sgu ikke noget…..

7. miraklernes tid er ikke forbi: Flyvende farmor

Og så ud af den fucking blå luft har vi fået uvurderlig hjælp fra steder, vi overhovedet ikke havde set den komme. Et godt eksempel er flyvende farmor. Flyvende farmor havde børnebørn i samme skole som datter B og de skulle svømme samme tidspunkt som hende. Efter at have set mig sidde en enkel gang klokken 15 og svede ved kanten af et svømmebassinet med min overophedede, skrigende, store baby i bæresele, tilbød flyvende farmor rundhåndet at hente min datter i skolen og tage hende med, når hun alligevel skulle hente 2-3 børnebørn til svømning. De næste to år hentede hun hele koret til svømning hver tirsdag. Først forbi apoteket hun ejede, og så videre til svømmehallen, bevæbnet med boller og en engels tålmodighed foruden en underspillet, men uimodsigelig autoritet. Så jeg skulle sådan set bare hente datteren i svømmehallen kl 16. Jeg tror hun på de to år bad mig om at hente to gange, fordi hun var ude at rejse. På den måde har vi flere gange oplevet at få fuldstændig uventet hjælp fra folk vi stort set ikke kendte og som ikke rigtigt ventede noget tilbage. Det sker ugentligt når søn A skal til fodbold og jeg skal undervise på smertefri fødsel https://www.smertefrifoedsel.dk//655/omkareningversen og Hr Ingversen er har rejsedage på arbejde. For slet ikke at tale om de gange hvor vi fik uvurderlig hjælp fra venner, søster og naboer når vores liv faldt fra hinanden pga. sygdom og død.

Fejl nr 8: I direkte relation: Prioriterede ikke kærestetid godt nok.

Det gik faktisk fint takket være min søster og en barndomsveninde, Tora, mens vi boede i København, men da vi flyttede til Amsterdam da baby var 9 måneder, var vi igen på bar bund med pasning og det viste sig at være megasvært at finde nogen: Resultat: Flere skænderier og dårlig stemning i vores lille familie. Vi måtte lære at droppe aftner og i stedet tage på tur på fridage, mens lille er i vuggestue.

Som det fremgår ovenfor er jeg sygt jaloux på dem som har tryg, sikker, engageret børnepasning mens jeg sms’ede til en teenager som, måske svarede, måske kunne og endnu mere måske dukkede op og yderligere havde en timeløn som nærmede sig min egen temmelig meget. Men kæresteture er uendeligt vigtige for forholdet.

Fejl nr 9: Søvnmangel –  Jeg sov for lidt og arbejdede for meget

Da jeg var ung mor, knoklede jeg. Kun det bedste var godt nok til mine små skattebasser, så jeg sled i det med kreaprojekter, oprydning, friluftsaktiviteter og alt var sundt, hjemmebagt og lavet fra bunden af. Jeg var altid i gang, vågen når jeg burde sove og hjemme når jeg burde være ude.

Jeg knoklede hver aften enten med hjem eller med arbejde (jeg var og er selvstændig jordemoder), havde 5 døgnvagter ad gangen, drak en masse kaffe og sov alt, alt for lidt. Efter nogle år med den stil var mine binyrer flade som konvolutter og jeg begyndte at skrue lidt ned for ambitionsniveauet. Jeg  læste James L. Wilson bog ”Binyretræthed”. Flade binyre betyder at der kun skal fx en træls infektion eller en mindre hjernerystelse til at hele systemet crasher i total udmattelse, enorme restitutionsbehov og manglende funktionsniveau, som man ikke nemt kan komme ovenpå igen.

SÅ jeg stoppede med 2 l kaffe på daglig basis og begyndte at SOVE. Det reddede min røv og hele årsagen til at jeg og klar nok i hovedet til at se helt lavpraktisk og logisk med hver eneste lille MØG problem i huset. Jeg indførte oprydnings zoner så det var tydeligt hvem der ryddede op og hvem der ikke gjorde. Jeg vil sandelig ikke udlevere nogen, men det fik nogen at oppe sig gevaldigt på oprydningsfronten. Vi fik lavet en masse indbyggede skabe så alt havde en plads og jeg forstod hvor vigtigt det er at børn skal lave husarbejde, så mor ikke forvandler sig til familiens ubetalte og upåskønnede au pair.

Ind kom også faste pligter med konsekvenser hvis ungerne nægter eller sjusker… jeg gjorde mig hård overfor variationerne af Ofelias vanvidsscene, “INGEN i min klasse skal selv smøre madpakke” og tårerne, floder af tårer. I stedet kunne vi nyde et ordentligt hjem hvor vi løftede i flok og hvor jeg ikke behøver hade ungerne fordi de roder og sviner eller min partner/mig selv for at synes det er for hårdt og have selvmedlidenhed. Se blog Hvorfor det er en fordel at have mange børn f. eks under en Corona-pandemi med flere fascinerende detaljer om at få sine børn i sving.

10. En af hver er ikke nok

Som ung var jeg stædig med at en af hver er nok i en lille lejlighed. Når vi har EN hårbørste på badeværelset, er det vel rigeligt, ikke også? Faktisk ændrede dette sig på et splitsekund da jeg sammen med min søster ryddede min fars dødsbo op. I en af køkkenskufferne fandt jeg nemlig æblekniven. Hele husholdningens eneste gode kniv fra min barndom var åbenbart flyttet med min far, da han blev skilt fra min mor og lå nu i hans skuffe.

Men far, Hr Ingversen den ældre, besad flere karakteristiske egenskaber, blandt mange:

Han var en dygtig læge

Han var god til at lave mad.

Han havde et hidsigt patriarkalsk temperament som han, modsat nutidens forældre, på ingen måde havde skyld eller skam over gavmildt at lade gå ud over sine børn, undertegnede og min søster.

Når de 2 nederst egenskaber blev kombineret, afstedkom det hyppigt at min far kom løbende ind på mit værelse og brølede ”HVOR ER ÆBLEKNIVEN??????”. Heldigvis havde jeg værelse ved siden af køkkenet, så når han begyndte at flå hidsigt i knivskuffen havde jeg lige tid til at gemme æblekniven væk – den lå tit inde ved mig – inden han kom farende. 20-30 år senere tog jeg æblekniven med hjem fra hans dødsbo for til evig tid at minde mig selv om ikke at begå den fejltagelse kun at have en af hver. Jeg indså, jeg havde været for længe om at købe flere eksemplarer af de ting som altid var væk. Så ikke mere: Hvor er skohornet, den gode hårbørste og ditto skrællekniv og vanterne?. Jeg bliver ved med at købe til, jeg kan finde det HVER GANG PÅ FÅ SEKUNDER.

Lad ingen dømme dig som forældre, så længe du holder dig inden for lovens rammer. Og døm ikke andre forældre: Tag forælder-testen selv:

Du ser en målbevidst mor komme benende med en skrigende, ulykkelig 2-3 årig i en klapvogn kl 16:43 mandag eftermiddag. Mor er grå i hovedet af træthed i kontrast til barnets højrøde grådkvalte ansigt.

Hvem har du mest ondt af?

• A Det lille pus, hvorfor stopper hun ikke og trøster?
• B Moderen, hun har garanteret prøvet alt og nu hjælper det kun at komme hjem.
• C Dem begge 2 ca lige meget
• D Ingen af dem, andre mennesker burde tænke sig om inden de får børn og helst lade være.

Se svarene i kommentarerne:

Næste blog behandler nogle aspekter af at rejse med børn: Hvordan man undgår at blive smidt ud af tog/fly vinduet af rasende medpassagerer sammen med sit yngel, hvor skal man hen og hvordan overkommer man almindelige udfordringer som ekstrem sexisme, manglende svømmefærdighedder og dårligt blodsukker? Hvad gør man når der er stor aldersmæssig forskel på børnene? og hvordan får man råd til at rejse med 5 børn? Du lærer her hvorfor Islam måske er din bedste ven og Airbnb er din bedste veninde.

---