Babymoon
Hvem styrer gæstelisten på din barsel?
Jeg elsker barselsgæster og barselsbesøg, MASSER AF DEM, dejligt lang tid efter fødslen. Jeg elsker at vise mit barn frem – som jo er verdens smukkeste og prale med baby og mine (i dette tilfælde manglende) evner som fødende og pissebesværlig patient.
Ved mit første barn, født 2003 gjorde jeg en sjov opdagelse med barselsgæster. Selvom jeg var jordemoder og prædikede ”kun et besøg om dagen” og ”gæsterne skal tage aftensmad med, køre en tur med støvsugeren og tage det store barn med på legepladsen” som en god sundhedsprofessionel, havde jeg ikke fattet den følelsesmæssige fælde i at lægge et barselsbesøg hver dag i min mands barsel, nogle af dem (må jeg med skam melde) med overnatning. Jeg prædikede også at barselsbesøg IKKE var barnets behov og skulle begrænses i tid og omfang, så barnet fik masser af tid med sine forældre og ikke med fremmede, men alle ville jo SÅ gerne komme så tidligt som muligt og jeg var ung, ivrig efter at please hele verden og helt utrolig dum.
Jeg gjorde nemlig den opdagelse at en del af barselsgæsterne kom for at snakke venindesnak og bakke os op på alle måder. Men en anden del barselsgæster slet ikke kom for at snakke med mig eller min mand. De så os faktisk nærmest ikke, og spurgte høfligt til den fabelagtige hjemmefødsel og vores nye svære forældreskab, vi gerne snakkede om, men hørte ikke rigtigt efter hvad vi svarede. De kom for babyen. For hvem har fået helt nok at det der vidunderlige nye liv? Og måske havde en del af dem ikke rigtigt fået det antal børn (se blog ”Her er så det ærgerlige: Jeg tør egentligt IKKE” og mit hemmelige trick mod angst). De kom for at sidde med babyen, snuse til babyen og tage selfies med babyen. Og de var ikke til at drive ud. Babyen (Datter A) sov og blundende stort set når gæsterne var der og SKREG så af sult, begyndende kolik og overstimulerethed så snart de var væk, typisk hele natten og morgenen.
Erkendelsen af at være i gang med at begå en STOR fejl med at have for mange og forkerte barselsgæster, kom snigende i flere omgange. Én gang kort efter fødslen hvor jeg modtog 2 barselsgæster, lad os kalde dem A og B, mens jeg var liggende i sengen, fordi jeg, som jeg blufærdigt forklarede have en bristning som var gået op OG et hæmatom/blodansamling i skeden fordi datteren havde stået skævt under fødslen (den er beskrevet i Om at være en ikke-særlig-sej-mor og Verdens Værste patient). Begge dele gjorde sygt ondt. På et tidspunkt gik jeg ud for at træde af på naturens vegne og straks hoppede barselsgæst A op og lagde sig i ægtesengen, hvor babyen lå og da jeg sagde ”øhhh jeg skal ligge der igen om lidt” så barselsgæst B kort på mig og sagde lidt skarpt ”Arrh Karen, du kan vel lige tage en stol med herind og sidde der”. Det er vel overflødigt at nævne jeg hverken kunne sidde eller løfte.
Så var der dagen efter 3 uger, hvor jeg pludselig sad alene hele fra kl 9-17 fordi min mand havde sin første arbejdsdag og undrede mig over hvor de 3 uger var blevet af og blev enormt ked af det.
Senere opdagede jeg hvilken velsignelse det er med lidt besøg når man sidder alene dagen lang. Det kombineret med at babys kolik efterhånden gjorde hende noget mindre attraktiv for fremmede at sidde med, da hun enten klynkede, skreg eller sov uberegneligt og uregelmæssigt (se en næste blog om kolik). De få modige sjæle, som mente de kunne berolige hende med deres fantastiske baby-håndelag fik lov at prøve, mens jeg lettere skadefro så til deres fuldstændigt frugtesløse anstrengelser. Det kære barn skreg uanset hvad man gjorde.
Som sædvanligt når jeg oplever noget mærkeligt, spurgte jeg omkring mig både på arbejde og privat, om andre havde oplevet noget af det samme med at få barselsbesøg, som ikke var særligt berigende. Efter jeg havde efterforsket emnet, opdagede jeg at førstegangsfødende syntes at det var kært at alle gerne ville se den lille mens den var lille, mens 2.3.4…gangsfødende ofte sagde de DESVÆRRE ikke kunne modtage gæster de første 14 dage, for de havde haft alt for mange gæster første gang og hellere ville koncentrere sig om baby og den/de større børn. Ligesom mig vidste de jo godt det ikke var af ond vilje og fordi de elskede deres familie og venner, gik de heller ikke og brokkede sig over det, men direkte adspurgt var der ingen tvivl: Nul barselsbesøg helt i starten. For at undgå ovennævnte typer.
Et godt stykke klogere nedlagde jeg besøgsveto de første 14 dage og erklærede babymoon i hele min mands barsel ved 2. barn. Vi fik en barsel i himlen med masser af opmærksomhed på baby, storesøster og hinanden, hvor tiden gik med gåture, middagslure, hyggelige kopper kaffe i sengen og ren lykke og kærlighed. Efterfulgt af en masse dejlige barselsbesøg hvor baby var limet på mig eller hr Ingversen.
Vi er ikke ene om denne oplevelse, selvom jeg også hører om barsler hvor restriktioner slet ikke er nødvendige fordi nogle storfamilier og vennekredse er dejlige stammer af kærlige individer med fælles mål, respekt for forældreskabet og uden intern magtkamp. Skønt at de findes. Men i mange hjem et det nødvendigt at plante en lille hæk/læhegn omkring jeres babymoon. Igen bare en kultur som ikke er fulgt med tiden, så man selv må tage hånd om sagen.
Hvad laver vi på denne babymoon?
Mit nervesystem ovenpå en hæslig graviditet og en grum fødsel (se Sidstegangsfødende del 1ogSidstegangsfødende del 2 ) restituerede langsomt med kram, hud til hud, søvn og tid. Langsomt løsnede angsten og frygten. Men vi var til 9 kontroller på 8 hverdage siden vi kom hjem (3 x rigshospital, 1x Herlev, 1x egen læge, 1x sundhedsplejerske og 3x kiropraktor ) så det var en kamp at hvile ud og restituere psykisk alligevel.
Efter det, var det simpelthen at stå sent op og går tidligt i seng. Have et længere putteritual for de 2 midterste på 7 og 10 (historie/snak), tid til en masse gode snakke med de 2 teengaere, gåture, spise lokal mad og have forældretid til at snakke og kramme uden børn midt på dagen. Holde dejlige sommer-fridage med alle børnene ved noget badevenligt vand.
Og selvfølgeligt SOVE:
Datter D elskede og elsker at bare flade ud hos os forældre og smeltede som en smørklat på brændvarm risengrød – når man lagde hende hud til hud på brystet aktiveres hendes pattedyrsrefleks og hun MÅTTE og SKULLE hen til en brystvorte og die, selvom hun lige havde spist og ikke helt magtede mere mad. Hun sparkede med benene, løftede hovedet igen og igen og kravlede af alle kræfter til hun havde en brystvorte i gabet. Så suttede hun tilfreds – intet som en friskfanget, selvfanget babs. Om dagen var hun hyggeligt og helt rolig. Men OM NATTEN suk….en stor del af tiden pustede hun små knirkende lyde ud og dirigerede et usynligt orkester med sine små sirlige søstjernehænder mellem 04 og 05:30. Hun ville ikke spise mere, men gerne holde hånd. Og sove kan hun jo om dagen i bæreselen. Og vi kom sent i seng da hun har mavekneb mellem 22 og 24. Hun talte med STORE BABY VERSALER hvis brystet er forsinket eller en prut er på tværs. Søvnen skrumpede yderligere da Datter D blev forkølet og begyndte at råbe NAF NAF NAAAAF over sin stoppede næse en stor del af natten. Så fik jeg så lidt søvn, at jeg smed min iPhone X, som jeg ellers har et særdeles nært forhold til, ud i køkkenskraldespande sammen med en håndfuld brugte bleer. Senere kunne jeg ikke finde telefonen og ringede til den. Den ringede ynkeligt og afdæmpet nede fra skraldespanden.
Så gik alt meget fint i et par uger : Vi havde det fint. Datter D blev mere og mere tyk. Hun tog 50 g på om dagen – ligesom en voksen på IVF:1,5 kg om måneden VIPS. Men jeg tænkte på om hun var lidt traumatiseret af fødsel og indlæggelse på neo fordi hun blev adskilt fra mig – i al fald skreg hun desperat og skingert hvis andre holdte hende og hun hellere ville være hos mig. Det havde jeg ikke prøvet med de andre børn. De andre var også pissestædige, især pigerne, men ikke grædende på den måde.
Men større problemer havde vi ikke før Datter D var præcis 6 uger gammel:
Så nedenfor min egen historie om hvordan man holder baby Moon magien levende gennem en akut indlæggelse, pga. en livstruende slange i paradiset kaldet late onset GBS.
GBS
Forløbet var som altid fuldstændig sindssygt. En torsdag eftermiddag syntes jeg Datter D var lidt bleg og ikke ville spise, men skreg irritabelt og skingert. Så begyndte hun at sitre, var lidt slap, og havde lidt hurtig respiration. Efter at have kikket på det en time ringede vi 1813. Mens vi ventede 20 minutter på at komme igennem, blev det hele værre og jeg overvejede at lægge på og ringe 112. Vi blev sendt på Herlev og jeg sad og stirrede på hende på bagsædet og ville have hende triageret (vurderet) med det samme, fordi jeg var vildt utryg ved hendes tilstand. Receptionisten blev sur, fordi jeg gik for tæt på hende mht. COVID-19, mens jeg var desperat over mit syge barn, som lå og knirkede på min arm. En solid, erfaren sygeplejerske checkede hende og konstaterede hun var hundesyg med en puls på 202, men iltede fint. Datter D var helt blåmarmoreret og havde en besværet vejrtrækning – 1,5 time efter at have været helt rask og normal. Sygeplejersken tilkaldte et team på 6-7 læger og sygeplejersker, som arbejdede intensivt med vores lille syge baby i 2,5 time.
Desværre kunne de ikke lægge pvk/adgang til hendes blodåre selvom de prøvede 5 steder, fordi hun var så syg. Derfor endte de med at bore et hul i hendes skinneben til at give antibiotika og væske ind i knoglen, indtil det løb ud i vævet (adgangen var gået gennem knoglen) og hun skreg helt vildt. Jeg havde nusset og trøstet, men da de velmenende mennesker kom med hvad er lignede en lille brun boremaskine, kunne jeg ikke være inde ved min datter mere. Så jeg gik ud og ringede til min søster i de 5 min ben-boreriet stod på.
De fik så meget væske i hende, de også kunne få lagt en pvk og taget de blodprøver de skulle og hun rettede sig lidt. Pulsen faldt lidt. De lagde sonde og tog urin med kateter på hende.
Jeg hørte dem sige meningitis til hinanden og så gik min hjerne i stå af chok og jeg kunne kun tænke død og hjerneskade. Kun 6 uger gammel, 5 kilo tung og så en meningitis? Angsten for hjerneskade flaprede omkring ørene på mig hele natten. Tanker om livet med et hjerneskadet barn, hvad for lidelse hun kunne skulle igennem, alle vores planer og overskud i vasken.
Ved 22 tiden vågnede hun lidt op, efter de var færdige med at stikke i hende og jeg bad om at måtte sidde med hende. Det fik jeg først lov til efter det var konfereret med en læge. Men hun blev flyttet over til mig. Personalet mente ikke hun havde kræfter til at amme, men da jeg lagde hende til, spiste hun lykkeligt og sove så fredeligt hos mig med ledninger alle vegne. Jeg sad stadigt og mor-hyperventilerede af skræk, men det var rart at være herinde i gode hænder.
Det tunge mor-ansvar trykkede mig næsten flad: Var hun måske blevet bidt af en usynlig flåt, fordi vi gik tur i skoven? Har hun blevet mast og haft det skidt fordi jeg faldt i søvn under natamning nr 117? Var hun ikke lidt bleg allerede kl 17? Etc etc.
Næste dag hed planerne lumbalpunktur (for at se hvad hun havde meningitis af) og scanning af hjernen. Jeg var heldigvis ikke OGSÅ patient nu denne gang, så Hr Ingversen kunne sove hjemme og hente børnene om eftermiddagen.
Jeg prøvede at hygge lidt om Datter D: Hun sov så fint i sin seng med regnbuetæppet fra børnene og Datter Cs tegning. Vi er bare slet ikke i træning da de ældre børn har været så friske og eneste hospitalsbesøg var en ambulant brok-operation-indlæggelse med 7 årige Datter B, som jeg syntes var meget slem dengang. Nu blev min lillebitte baby bukket sammen som en knibtang og fik taget spinalvæske ud af ryggen, mens hun hylede dæmpet og sygt.
Senere dansede lægen næste ind af stuen med den glade nyhed at selvom ungen ifølge bloddyrkningen havde en bragende infektion, var det ikke en bakteriel meningitis og hun ikke umiddelbart skulle hjernescannes. Datter D havde ”bare” en væmmelig bakterie (GBS) i blodet/sepsis, som stammede fra tilbage fra fødslen/før fødslen (de små GBS-sataner kan komme tilbage indenfor 3 måneder). Undersøgelserne finder det indimellem ikke, selvom babyen har det, hvis bakterieantallet er lavt – det kan være en årsag til RH ikke opdagede det lige efter fødslen. Hun har lige præcis ikke nået at få meningitis, men “kun” blodforgiftning/sepsis. For kravler GBS op i hjernen kommer der tit skade, men hun får formentligt ikke hjerneskade, men kun fordi jeg/vi reagerede så hurtigt. Efter fødslen blev hun bare ikke behandlet i bund, så derfor kom den tilbage. Så nu marinerede de hende i antibiotika som en lille lammekølle i 19 dage.
Lettelsen er stor, men så kom reaktionen på at vi igen havde været i nærheden af at miste et af vores børn.
Babymoon med udfordring
Een ting er Datter D og infektion. Og jeg er smækhamrende lykkelig over hun var i bedring men at være indlagt 3 uger var hårdt. Trods de lydisolerede vægge var der meget angst og virus i luften og det er sindssygt mærkeligt at bo midt i andre menneskers arbejdsplads og vågne kl. 3 med udsigt til en hvidklædt sygeplejerskemås tilhørende hende der giver dit barn medicin. Søvnudfordringen under indlæggelsen var massiv da datter D først sov efter midnat og nætterne var rimeligt vilde da både overvågning og dropstativet kunne alarmere HØJT. Nattens musik var et vrælende bibbende alarmerende skop og så et højrøstet drop-sæt OG en baby der gerne ville ammes ret meget. Og kl. 7 kom sygeplejersken med mere penicillin, udover at jeg også skulle hente morgenmad seneste kl. 8. Indimellem kom en ung frisk sygeplejerske ind 8:15 og vækkede mig for at spørge om jeg havde fået morgenmad, men hvis en sådan ikke var på vagt og jeg sov over mig var der ingen morgenmad, hvis jeg ikke havde sat væggeuret og hentet. Fra kl 9-10 tog de blodprøver, og så var der rengøring, stuegang – alt mellem 8 og 11 hvor jeg gerne ville sove, men havde lidt svært ved at lykkedes med.
Men hvad gør man for at holde babymoon’en kørende og ikke få kahytkuller?
- Amme, amme…. hud til hud fortsatte og hun spiste godt ved brystet. Datter D tog 650 g på under indlæggelsen fordi hun i følge sygeplejersken “spiste i overkanten af sit behov” (ca 1 l brystmælk om dagen) det kender jeg lissom godt fra mig selv. Det gør jeg sgu også hvis jeg ikke passer på.
- Vi lavede en Hyggeseng/baby-kærlighed-rede til os på hospitalet ved at sætte den babyseng Datter D har op ad min seng, på samme højde.
- Hr Ingversen var sygemeldt 1 uge, arbejde halv tid den næste og fuld tid den 3. så der var tid til besøg og omsorg for de større børn. Han præsterede det helt umulige at sidde med datter D kl 22-24 så jeg kunne sove der. For så at køre hjem og stå op 6.30 og aflevere…
- Venindebesøg – det var vidunderligt at kunne debriefe til en opmærksom rummelig person og dem kender jeg nogle stykker af.
- Jeg fandt en måde at lave medindlagt mor og malkeko-fitness. Herlev sygehus har sengetårnet som er Danmarks højeste bygning på 28 etager/1,6 km fra dybeste kælder til top – dem gik jeg op ad og løb ned af 2-2,5 gange, mens baby lå hos Hr Ingversen. Jeg ville ønske det var omvendt, at jeg løb OP af trappen – men hey, jeg havde fået sectio for 6 uger foriden. Det tog 50 min. Målet var at tage den 3 gange op og ned i rap inden Datter D skulle udskrives og det lykkedes.
- Ud i solen: Vi fandt en klat natur mellem alle bygningerne og slikkede sol på bedste BZ maner, da jeg jævnligt blev flyttet af diverse skrapsakker, som synes jeg er på den forkerte side af hegnet. Så rykkede jeg baby og dropstativ og fandt et andet sted næste gang. Vi fandt simpelthen også vores egen hemmelige have på Herlev sygehus (der hvor de kører kisterne ud og ind til deres religiøse center) med heldagssol-terrasse, thekøkken og toilet samt adgang til en forbudt byggeplads med blommer, æbler og brombær. Der hang vi ud en hel weekend. Ingen bisættelser lige de dage og fred og ro. Vi sagde til ungerne at vi skulle til stranden – kind of – og tog en tur “hjem” til afdelingen efter AB/medicin kl 14 og så tilbage igen.
- Midt i indlæggelsen købte jeg denne ring med indskriften “een dag af gangen” for at huske på hvor vigtigt det er.
- Tid med de store børn. En aften var jeg på drivein mc D og ude ved Bellevue med Datter A – meget tiltrængt.
- Fejring da vi kom hjem – den glædede jeg mig meget til!!
Longline
Efter et par dage lagde anæstesien på RH en Long line på operationsgangen (vi blev kørt fra Herlev i ambulance) – en adgang som sidder særligt langt inde i en blodåre ved hjertet og kunne sidde der i de 17 dage hun skulle have iv AB/medicin. Hun var stukket så mange gange, de ikke kunne lægge almindeligt pvk mere. Mine ben rystede på vej derind. De prøvede først uden bedøvelse/GA men efter 20 minutter fik jeg en højrød, hulkende, stik tosset og gennemprikket Datter D retur, som ikke måtte ammes fordi hun nu skulle faste 2 timer mere og så ville de prøve igen i fuld bedøvelse. Jeg ringede Hr Ingversen ind to the rescue, som holdt hende hen bevæbnet med sut og sukkervand, mens jeg led alverdens mor-kvaler med smertende bryster og ditto hjerte.
5,5 times faste er ikke så nemt når man er for lille til at forstå det drejer sig om et begrænset tidsrum.
Efter anlæggelsen flåede jeg hende til mig. Jeg blev konstant spurgt ”er du OK??” og kunne kun – som Marcello sagde i ”pulp fiction” – sige : “No man, I’m pretty fucking far from okay”: Jeg var helt i shock og sad og stenede i tro- og fordybelsesrummet indimellem, foruden at snakke med mine fantastiske venner. Der var hele tiden tvivl om long linen kunne holde alle 3 uger. Personalet fyldte den indimellem med heparin, som svarer til at hælde kaustisk soda i en stoppet håndvask. Det opløste skidt og blodrester, men kostede Datter D nogle kostbare ml blod hver gang.
Hjem
2/3 af de andre indlagte poder havde ikke covid, med RS virus. 5 dage fra udskrivning blev datter D forkølet og blev podet, vi holdt vejret, for en positiv RS ville udsætte udskrivelsen med yderligere 4-5 dage. Men da svaret kom var det bare en anden forkølelse (rhinovirus) og efter 3 ugers indlæggelse tog vi endelig hjem til en dejlig gryderet leveret af en veninde, foruden lys, kram, jubel, lilla guirlander, tegninger og blomster fra overboen. Det tog nogle uger med 12-14 timers forsøg på at få sovet ud hver nat, før vi var kommet os nogenlunde ovenpå indlæggelsen, men vi er tættere på OK end før.
Næste blogindlæg handler om hvad du gør hvis dit barselsliv er et skrigehelvede, selv uden baby fejler en dyt. Det er vores private hyle-historie og mine gode råd til mindre gråd på baggrund af 25 års jordemoder-erfaring.
