Denne blog handler om at hvad jeg lærte af at være med i en Zetland-artikel her i weekenden, gå mod enden af den brændende slette, hvor meget sjov man kan få ud af sundhedsplatformen, hvor u-sjovt det kan være at læse psykologi, interessante reaktioner på graviditen og om at kandidere til at være en møg-mor og Verdens Værste Patient.

Midt på vandringen uge 23+4: Om at drømme om angstdæmpende piller og ikke gide tilhøre en særligt sej mor race

Jeg arbejder mig langsomt gennem en vandring hen over en brændende varm eller snarere iskold og forblæst slette. Det har været svært længe og jeg har ikke meget håb om at det ikke er det længe endnu. Står op om morgenen og er ked af det & bange, og går i seng i aftenen og er ked af det & bange. Min lille skat sparker lidt, så sover hun (naturligt nok) et par timer og sparker ikke, så bliver jeg bange for hun er død. Det er som om min krop er bange. Jeg talte ned til uge 23+4 hvor Vidar døde, men det hjalp ikke rigtigt at passere den dato. Dybest set tror jeg angsten varer til jeg føder, jeg bliver bare mere og mere forbundet til hende og glad for hende, hun sparker ned i min hule hånd gennem maven og sådan hygger vi inden 50% af os prøver at sove. Jeg tør ikke planlægge, glæde mig eller snakke ret meget til baby, men jeg gør det alligevel. Det er et følelsesmæssigt helvede. Jeg tvinger mig selv til at passe mine ting, passe på min krop og psyke, passe mit studie og mine børn og slæber mig på den måde igennem dagene.

Min fars bedste ven døde før sin ældgamle mor, som stod stakkels dame ved kisten og græd “ham var sårn en glad dreng” – det var godtnok også hjerteskærende. Det var virkeligt mange år siden at den gråskæggede gamle gubbe i kisten havde været en dreng, men også voksne børns død er altid for tidlig for en mor.

Denne graviditet er en vej kun jeg kan gå og jeg vidste den ville være svær at gå, jeg vidste bare ikke den ville blive SÅ SVÆR AT GÅ. Jeg taler både med min egen psykolog, fertilitetsklinikkens psykolog, en skøn rådgiver hos foreningen ”forældre og sorg” og den søde sårbar-gravid-jordemoder, jeg går hos. De siger alle jeg bare må tage det een dag af gangen og det er en naturlig reaktion – altså at jeg ikke er syg/depressiv. Men efterhånden som jeg kommer længere hen og tilknytningen bliver stærkere, bliver angsten for at det sker igen værre. Og jeg synes efterhånden, jeg har kæmpet mig gennem nok dage i angst og overvejer om der egentligt er noget helt galt med at tage nogle angstdæmpende piller? Noget, som ikke er et  problem for barnet. I samråd med læge og på recept, mener jeg, ikke noget gøgl fra Nørrebroparken. Jeg ved godt det mest velsete er at bare være sej vikingekvinde og klare sorg og angst på ren økostædighed, samtaleterapi og kamillethe af hensyn til barnet i maven. Men hvad nu hvis jeg er en anelse røvtræt af det? Kan man være verdens værste gravid og møgmor og tage lidt hensyn til sit eget velbefindende?

Når jeg lufter psykofarmaka-overvejelser møder jeg stor kærlighed & forståelse fra langt de fleste, men også lidt forargelse.  Jeg kender en del mennesker som er temmelig massivt medicinerede for diverse psykiske skavanker, men det er et tabu, især hvis man er gravid/mor. Som om vi skal være en særlig sej race. Jeg er ikke nået videre med mit pilleprojekt, som jeg nok under alle omstændigheder først kan søsætte efter eksamen for, tro mig, der får jeg brug for al min hjernekapacitet og lidt til. Desuden får alle de skønne piller, jeg har fået anbefalet, desværre en hård medfart i forhold til graviditet og negative effekter på barnet hos pro.medicin https://pro.medicin.dk/ men nu prøver jeg en gang psyko-edukation hos dygtige psykoterapeut Sofie https://kognitiv-center.dk/hvem-er-vi/sofie-bugge-2/. To be continued….

Hvad jeg lærte af at medvirke i Zetlands artikel

I weekenden var jeg på forsiden af Zetland med en artikel om Vidar https://www.zetland.dk/historie/s81ENXX5-mekdrwgq-b3549, som var ved at tage livet af mig at medvirke i. Men jeg valgte at deltage i interviewet for at skabe mere bevidsthed om vores kultur omkring døden. Selvom det var hårdt at oprulle hele historien igen som højgravid. Jeg har siden fået de vildeste beretninger på Zetland’s side og tilsendt privat om kvinder og familier, som har trodset alle regler for god opførsel og sygehus-kotume på det tidspunkt de mistede deres lille skat og FULGT DERES HJERTE fx insisteret på at se sin døende nyfødte datter (50 år siden) tage sin døde baby hjem (30 år siden) eller vise sin døde søn til større søskende og venner/familie (20 år siden). Jeg ved godt hvad det har krævet at styrke og mod, men det viser at kærligheden lever, selvom barnet er mistet. Hos mig og mange andre lever den bedst, når jeg fik lov til at dele min søn med de andre mennesker jeg elsker. Så husk disse tapre personer næste gang du ønsker at gøre noget, du VED er rigtigt, men alle andre synes er langt ude: Om 50 år kan det være noget af det du er mest stolt af i dit liv. Og 2. pointe: Formåede du ikke at holde fast i dit ønske, så tilgiv dig selv. Det er en ordre! Alle kan bliver svage i koderne i en presset situation og livet er indimellem grotesk og umuligt.

Og jo indimellem savner jeg de gode dage hvor jeg stod op til en vagt med skønne fødsler og sjove kollegaer, som ammerådgiver Susanne https://jordemodertid.dk/susanne-haugaard-kristensen, hjemmefødselsjordemoder Birgitte som er hos hjemmefødeordningen http://www.hjemmefoedsler.dk/OG skriver fantastisk om sine mor-udfordringer https://instagram.com/hyper_mor?igshid=j7j51iml99vu og jordemoder Mette https://www.vita34.dk/om-os/ i stedet for til studiet….

Hvorfor psykologi-studiet ikke er den bedste afledning fra babynervøsitet.

Jeg synes omtrent psykologi er det mest spændende fag NÆST EFTER selvfølgeligt jordemoderfaget, som man jo desværre fortsat ikke rigtigt kan leve af, da lønnen har label ”hobby” og arbejdet label ”besættelse – alt skal vige”. Desværre har de 6 års studie helt tydeligt sine ups and downs, hvor et ”up” har været social psykologi hvor jeg fik den ene ahaoplevelse efter den anden. Fx: Nå, det var det der skete med ”kvinder-er-andenrangsmennesker”-mentaliteten som var voldsomt moderne i et antal 1000 år, den forsvandt ikke bare, den gik bare under jorden og blev aversiv/skjult!! Så skjult at de dummeste af os, heriblandt undertegnede, troede vi havde ligestilling. HA ha ha. De kvikke unge piger på mit hold ved godt det er noget ævl og bakker op om metoo, ligeløn og siger stolt ”jeg er feminist” i stedet for min generation som skingrede ”…nu er jeg jo IKKE feminist…” fordi vi havde købt ind at det var det værste man kunne være, næst efter kommunist. Jeg elsker det, mit hjerte synger, go go go unge piger.

Og så er der downs….et eksempel fra sidste måned: Vi er nået til strukturalismen i personpsykologi, fornemt repræsenteret af lingvistikkeren Saussure, som slog sine folder i Schweitz for ca 120 år siden, men hvis ENORME vigtighed for nutidens psykologi, naturligvis på ingen måde skal undervurderes af halvgamle virkelighedsliderlige jordemødre med ”hvordan gør denne viden mig til en bedre psykolog?”-tendenser.  Jeg er vant til forfærdelige, dårligt oversatte tekster producerede af småpoetiske franskmænd fra eksistentialismen. Utidig leflen for læseren, så som sammenhæng mellem sætningerne og rød tråd må vige for et særligt fransk ønske om at udtrykke sig så kringlet som overhovedet muligt. Jeg er der, hvor jeg nærmest tuder af taknemmelighed, når jeg må læse folk som gode gamle Maslow, som kører lige ud af landevejen med perfekt oversat amerikansk logik, eller Freud som både kan skrive så man har lyst til at tage på date med ham og er til at oversætte fra tysk til dansk. Nåmmen Saussure stak alt i uforståelighed, hvilket blev mere logik da vores forelæser, Simo på 70 somre, forklarede, at han havde så meget forbehold på sammenhængen mellem det talte og skrevne sprog, at han nægtede at SKRIVE. Ser du overskriften for dig? ”Sprogforsker nægter at skrive”. Så den tekst vi sagesløse studerende blev sat til at stave os igennem, var hans forelæsningsnotater, samlet sammen i en tekst af en helt 3. person og udgivet. Som du nok kan forestille dig, er en eftermiddag i selskab med 100 år gamle dårligt oversatte løse noter ikke den bedste afledning fra ”mon min baby overlever?”.

Sjov med sundhedsplatformen

I forbindelse med at jeg skulle vælge sygehus (Rigshospitalet) har jeg været på ”min sundhedsplatform” og bla. registreret sygdomsoplysninger om min familie. Ved hver sygdom skulle man angive, hvem i familie der var ramt. Min liste så cirka sådan ud:

• Høretab: min far
• Gigt: min far
• Hjertesygdomme: min far
• Hjerneblødning/blodpropper: min far
• Allergi: min far
• Diabetes type 2: min far og farfar
• Cancer: ingen. Far havde kun FORstadiet til hudkræft på hænderne. Det kom af, at han som læge  skulle støtte svært tilskadekomne skadestue-patienter under akutte røntgenbilleder – og forstadiet tæller vel ikke rigtigt?

…og et par eksempler mere hvor svaret var også ”min far”

Til sidst spurgte de til tidlig død og jeg skrev ”min mor …..nej selvfølgeligt min far – HVEM ELLERS, som I kan se fejlede manden jo ALT hvad man kan fejle?” håber de har sans for humor på sundhedsplatformen, jeg frygter den mangler helt og aldeles, men man ved jo aldrig. Desuden var der kun plads til 4 børn så jeg udelod Eik, da jeg tænkte Vidar var vigtigere at få med og smed Emmanuel ind under spontanabort – man må jo sno sig i den sundhedsplatform. Så hver gang jeg er til scanning er de helt forvirrede over antallet af børn, som er angivet til et sted mellem 4 og 6 alt efter hvilken side af journalen de kikker på.

Den glade nyhed og antal-børn dogmet

Stor begejstring blandt veninder og venner, især damer i alle aldre, som kan se det feministiske element i at få de unger man gerne vil have, også i skyhøj alder. Som jeg har skrevet før er elementet med at gå efter det man ønsker aller aller mest, uden at lade fornuften spille førsteviolin. For hvorfor er det lige præcis det du helst vil have, du ikke skal have? (se blog ”Her er så det ærgerlige: Jeg tør egentligt IKKE” og mit hemmelige trick mod angst) Jeg bliver spurgt en del om hvordan jeg fik min mand til at gå med til et 5. barn. Som i 90% af alle familier er det især mor, som ønsker een til baby. For at undgå at tænke på om denne baby også kan dø for tidligt – tænker Hr. Ingversen mest i værelser, hvor alle de ekstra sko skal stå, hvem der skal passe ungen på barnets 1-7. sygedag og hvordan vi alle skal sidde fast med ISO-fix i bilen. Og jeg sidder normalt bare der og aer maven med stjerner i øjnene og hækler babytrøjer (denne graviditet sidder jeg med angst i øjnene og aer maven, mens jeg udsætter hæklingen og håber møllene ikke har ædt garnet, før jeg tør gå i gang). Her er forklaringen helt enkelt at vi, selvom vi er nogle totale parforholdskvajpander på MANGE områder, kan finde ud af 1 ting: Ikke at stå i vejen for hinandens store ønsker. Vi glæder os begge lige voldsomt til at møde datter nr 4 og håber lige intenst hun ikke stiller sine små træsko før i det næste århundrede.

Men især vores mandlige venner, bekendte og kollegaer bryder ikke så ofte ud i spontan jubel over nyheden. Især argumentet om antal kommer tit i spil her: Når man kommer over 1,8 barn, har man åbenbart pr definition en diagnose, en social udfordring eller er på ægteskabslignende forhold nummer-lidt-for-mange. Det er fascinerende at se hvor mine oldeforældre uden at blinke fik 10 børn, et par år før den nuværende 1,8 barn blev den diktatoriske norm. Her er mit idol og oldemor Vilhelmine med sin flok. Manden, min oldefar, smeden Berthel, var desværre død før billedet blev taget, han blev sparket af en hest, han skulle sko og der gik TB i såret. Min farfar er yngstemanden i matrossættet. Hvis du tæller efter og kun kan finde 8 børn, er det fordi 2 døde som spæde. Den skæbne deler jeg med 2 oldemødre, da min megaseje oldemor Frederikke også mistede 2 børn ud af i alt 6 – heraf én af dem adopteret. Oldemor Frederikke (Ingversen) havde nemlig mistet sin eneste datter og i stedet for at affinde sig med et langt liv med lutter drenge rumsterende rundt i sin antikvitetsforretning, adopterede hun en pige, SÅDAN. Værdierne ved den større børneflok er overset i dag og al fokus er ofte på hvor synd det er for både de større børn og forældrene. MEN der er sjov og masser af fællesskab og kærlighed i en stor familie, i medgang og modgang (se blog-indlæggene Sorg med stammen Release me from my gender: Om gender-release party, forbudt adfærd for kvinder & for mænd og Gender release II )

Så er der “jamen der er allerede så mange børn/mennesker i verden, tænk på miljøet”-argumentet som især kommer fra kødspisende, pendlende, parcelhusejere, som flyver på ferie mindst 2 gange årligt når covid ikke holder dem hjemme. Eller ”jamen der er allerede så mange børn/mennesker i verden, tænk på overbefolkningen”. Ikke en mærkelig tanke i sig selv, men ikke lige det største problem her i Danmark/Skandinavien/Europa, vel? Ellers er min plan for gravidteten: Sove, nyde den så godt jeg kan, bestå mine eksamner og arbejde til uge 36 (så hvis du har noget eller nogen du skal have malet, så skriv). Så pakker jeg en autostol, en flaske champagne og en ønskeseddel/fødeplan og tager på riget for at føde.

Verdens værste patient – eller denne jordemoder føder ikke bedre end andre.

Min karriere som patient startede hårdt ud med min første datters fødsel for næsten 18 år siden. Hun meldte først sin ankomst 19 dage over tid, 42+5 og stod forkert i mit bækken, hvorfor hun afstedkom en del skrigeri og civil ulydighed fra min side. Jeg nægtede for eksempel at presse og prøvede at bilde min tålmodige jordemoder Merle ind at jeg ikke havde ve, selvom jeg havde det. Da jeg kom til mig selv med Verdens Smukkeste Baby i armene synes jeg det var gået tip top fint: Ingen døde, ungen født hjemme og ingen blivende skader på nogen, udover såvel de tilstedeværendes som naboernes trommehinder.

Barnefaderen, Hr Ingversen (han var med allerede dengang) var ekstatisk og udbrød ”det er den bedste dag i mit liv”. Jeg var ikke helt enig. Det gjorde fanme ondt at få mini-me ud. Jordemoder-Merle var også glad og lettet over at skrigeriet var (vel) overstået og der trods alt i sagens natur ville gå lidt tid, før hun skulle føde med mig igen. Hun har siden født med mig 5 gange, men det vidste hun heldigvis ikke den decemberdag i 2003. Hun drak tilfreds sin kaffe og frydede sig over at jeg fra nu af, alt andet lige, var flergangsfødende og derfor umuligt kunne lave så meget ballade over så lidt en anden gang. Jeg tror stadigt ikke rigtigt, jeg er nogens yndlingspatient, fordi jeg har en hulens masse meninger og ikke spiller tapper PÅ NOGEN MÅDE.

Næste blog handler om at lægge en fødeplan når man selv har født 6 børn og taget imod andres unger siden 1996, hvad der står i den og hvorfor – om hvordan mit intellektuelle og sproglige niveau reduceres til hvad der svarer til en ikke alt for kvik schæferhunds og hvorfor jeg ikke vil have trukket i hverken mit barn eller mine genitalier under fødslen.