Denne blog handler om svigermors skarpe tunge, at tisse i bukserne med værdighed og brække sig i papirkurven fuldstændig UDEN VÆRDIGHED og at løbetræne med en dunk mens man bander over sundhedsstyrelsen.

Liv

I starten af februar i graviditetsuge 16 begyndte vores lille pige at sparke. Hun har nusset lidt rundt før, men mens jeg sad foran computeren med høretelefoner på og hørte nogle shamantrommer, begyndte hun virkelig at sparke, så jeg var helt sikker på at det var hende. Det var som om trommerne vækkede hende. Fra den dag sparkede hun hver dag, men især hvis hun hører trommer. Vidar blev vækket af lys. En dag cirka på samme tidspunkt i graviditeten, 16 + 0 satte jeg mig ud med maven i solen og han elskede det, bimlede rundt derinde, og fra da af sparkede han hver dag indtil den eftermiddag han døde: Der sparkede han pænt morgen og middag men så var der pludseligt helt stille.

Babypigen en ligeglad med lys og sol, hun sover, når jeg solbader og giver mig allerhøjst et los, hvis jeg lægger mig på maven og hun synes pladsen bliver for trang. De er små mennesker fra tidligt i graviditeten, med egne særheder og præferencer. Jeg har også haft børn som vågnede forskrækket når én eller anden råbte meget højt bål og brand over nogle veer på arbejdet, og andre som sov fuldstændigt uforstyrret igennem den værste høje kop forløsning med 5 træk.

Hende her reagerer lidt forskrækket på fødegangsskrigene, når jeg har en vagt. Ellers moser hun ufortrødent rundt. Hun møffer, hikker og sover og lever sit eget lille baby liv inde i min krop. Det føles som om hun slår smut med en flødekaramel i et hav af fostervand, når hun sparker: Noget på én gang blødt og hårdt rammer indersiden af min livmoder. Det føles som en lille belønning for måneder i stress og usikkerhed og det er så hyggeligt at mærke liv. Det er den store magi ved at der bor et andet menneske indeni ens krop, som om jeg er et antroposofisk designet højhus med én lejlighed. Hun har ikke opdaget at hun kan hoppe i sengen, når jeg ligger på siden og sover, men den 25 øre falder nok snart. Hun drømmer babydrømme om orange lys, forskellige dæmpede lyde og guderne må vide hvad for input fra sit hastigt voksende central nervesystem.

Jeg kan mærke hun bliver stærkere.

Vi går jævnligt til kontrol scanning for IUGR/væksthæmning hvor de måler at flowet i baby, moderkage og mine tilførende blodkar er alle gode og normale. Meget beroligede. Selvom vores datter ser ud til at gå mor og farmor i bedene og blæser røgringe på dette scanningsbillede.

Den store misdannelsesscanning

Var omtrent samtidig til første misdannelsesscanning og det var ikke særligt fedt. Jeg var og er møgstresset over alle scanninger, selv en meget hyggelig 3D scanning, jeg selv har betalt. Kroppen husker de 2 gange hvor barnet var dødt og lå stille oppe svævende i fostervandet oppe på den sorte skærm. Men uge 16-scanningen gik ellers fint: Baby har navlesnoren sat på medialt/midt på moderkagen, som hun skal, den er ikke hyperspiraliseret og ser normal ud. Det gør baby også og hun er lidt over middel stor. Det var forældrenes lettelse også!! Men de holder godt øje med hende med scanning igen i uge 20, 22, 25 og 28.

Lægen snakkede om de to dødfødte brødre og at drenge i langt højere grad dør end piger. Hvorfor ved ingen. Jeg kan også læse det i opslagene fra de skønne kvinder som hækler englesvøb til små dødfødte børn. Tak tak tak til jer, jeg mærkede den der kærlighed fra helt fremmede hækle-frivillige da jeg valgte en hue og et svøb til Vidar.

Trods de hyppige scanninger og alt ser fint ud, slipper angsten ikke, for det gjorde det også med vores Emmanuel fra 2010 og Vidar fra 2019, som døde pludseligt af det lægerne kalder “Navlestrengs-katastrofe” efter verdens flotteste scanninger.

“When my daughter is living in my belly

I will speak to her like

she’s already changed the world

she will walk out of me on a red carpet

fully equipped with the knowledge

that she’s capable of

anything she sets her mind to”

– Rupi Kaur (længe leve liberalismen og hvad med glasloftet, Rubi? men smukt er det)

Løbetræning: Lyt ikke alt for godt til din krop

I uge 17 fik jeg med lidt løgn og fortielse i bedste teenager stil rystet en tilladelse til “at dyrke motion som fik min puls til at stige” fra fertilitetsklinikken. De havde ellers været strengt forbudt pga. blødning og hæmatom. Det fortolkede jeg meget frit til at løb var ok, så på med Nikes og 3 lag uld og ud at løbe. 3,5 km på 1/2 time altså hverken spurt eller Marathon. Bedste depressions- og angstbehandling ever. Jeg løber pt 2-3 gange om ugen, pakket ind i uld. Jeg er solidt disponeret for graviditets diabetes og det er kun motion og kost omlægning der hjælper. Jeg havde det for 14 år siden, da jeg var 33 og vejede 15 kilo mindre, men er indtil videre undsluppet. Det der med at man bliver for gammel til at være gravid passer ikke altid. Livsstilen er vigtigere end alderen.

Man skal have pulsen op for at det hjælper på insulinresistens og diabetes og jeg har løbetrænet i alle graviditeter efter jeg fik diabetes i nr 2’s graviditet. Fra en uge 18-20 stykker til jeg føder. Før uge 18 kan jeg ikke pga. kvalme og svimmelhed: Jeg besvimer hvis jeg prøver og det har kostet mig en flot syning af min hage ved mit 4. barn, da jeg væltede om uden forvarsel.

Jeg er 47 år og syvendegangsfødende, så jeg ved man IKKE altid skal lytte til sundhedsstyrelsen. Jeg tror sundhedsstyrelsen har tænkt ”Motion er godt, så hvorfor dyrker uhyggeligt få gravide det, vi må hellere sige til dem de skal, men lige indsætte den disclaimer at de skal lytte til deres krop”.

“Kære Sundhedsstyrelse: Vi gravide har ondt i hoved og r**, er trætte og orker ikke. Og spørger du mig, er det ok at være træt, når man renser blod, tisser og trækker vejret for et andet menneske. Medalje for at lave noget som helst motion. Og mht. til jeres ”lyt til din krop”, så vil jeg gerne sige noget, kære Sundhedsstyrelse, ved du hvad min krop skriger så snart jeg er gravid og vil motionere? ”Stop, lad være, er du bindegal, vil du så komme hen på sofaen igen NUUUU” ved den mindste fysiske aktivitet. Mit bækken knager, min blære føles som om den snart skal falde ud, sammen med barnet i øvrigt og jeg har een lang plukke ve. Ikke at jeg føder af det, så den motion er nok en glimrende ide, men sådan føles det bare overhovedet ikke. I kan ikke bede gravide lytte til deres krop, for svarerne giver ikke mening.”

Jeg ser frem til svaret fra sundhedsstyrelsen. Hvis jeg får smertefulde plukkeveer pga. livmoderen laver et vækstspring, holder jeg løbe pause og jeg får min livmoderhals målt hver anden/hver tredje uge – skulle den blive forkortet, så der bliver risiko for for tidlig fødsel, stopper jeg selvfølgelig.

Papirskurven

I uge 21 fik jeg lavet en glucosebelastning, som var nogenlunde OK og stoppede antihistamin for kvalme efter glucosebelastningen – jeg turde ikke inden, da jeg med god grund var bange for at spolere hele testen ved at brække 300 ml sukkervand op i skødet på diabetes-sygeplejersken. Men efter 1,5 døgn uden antihistamin brækkede jeg mig i papirkurven midt i min formiddagsforelæsning. Det var lige inden jeg røg ud i et breakoutroom på zoom med et par søde unge piger fra min årgang for at diskutere noget så ophidsende som personlighedstests. Jeg sad og pustede ud, mens jeg krammede papirkurven ind til mig for alle tilfældes skyld. Men den var fra IKEA og, viste det sig, IKKE TÆT. Så der sivede bræk ud af den, og jeg måtte forlade personlighedstestene med brækket løbende ned på kontorgulvet og ned af trappetrinene, for at tømme den. Jeg tror altid alle er som mig selv, så jeg beroligede mine medstuderende med at jeg bare var gravid og derfor lige skulle tømme min papirkurv for bræk, men den oplysning så ud til at have den stik modsatte effekt af beroligelse på dem. Jeg håber, ikke jeg hermed bidrager til det faldende fødselstal….

At tisse i bukserne med værdighed

Da vi legede dåseskjul ude i skoven en anden dag og jeg løb afsted for at gemme mig, faldt jeg pladask på maven: Gravide har et forskudt balancepunkt og jeg er ikke den første det er kommet bag på, kan jeg afsløre. Så jeg ramte jorden med ovennævnte anseelige vægt og, viste det sig, tissede i bukserne. Først var jeg bange for vandet var gået. Men der kom ikke mere. Pyha. Vandafgang i uge 22 er bad news for babyen. Til gengæld fik jeg megaondt i maven, bækkenet og ligamenterne. Og armene (+skuldrene og nakken) og hænderne, som jeg trods alt tog af med. Man kan ikke tisse i bukserne med værdighed, men som 7. Gangsfødende dog med rank ryg. Jeg skal bare ikke lege så vildt, det sagde min mor allerede for 45 år siden.

Om rygning, svigermødre og stressknappen

Jeg får ikke meget ud af at pive over at jeg er stresset og bange for min baby hos svigermor. Senest fremførte hun at stress er meget farligt for babyer i maven, da jeg sagde at jeg var meget bange i denne graviditet. Ja det er ikke nemt at gøre det godt nok som udlænding og svigerdatter. For Uhhhh hvor er det nu min stop-stress knap sidder? Jeg var ikke sen til at fortælle svigermor denne historie, som enhver svigermor og alle stressede gravid bør kende: I Balkankrigens dage fødte jeg med et antal flygtninge derfra ude på Hvidovre Hospital. De var på alle måder gennemstressede, ilde tilredte og mishandlede af krig og af at miste en uhyggelige store del af deres nære og kære, foruden hjem, arbejde, dagligliv og fædreland. Hos een af dem var selve barnet et resultat af en voldtægt. Tak spids. De var ikke i zen, for at sige det mildt, stakkels piger. Alligevel rullede der den ene store, sunde, hylende og upåvirkede unge ud af dem. SÅ bare fordi du er ved at dø af bekymring over din babys sundhed, skændes med din mand/kone, henter 3 minutter i 17 lidt for tit eller frygter din sure chef/næste eksamen ja så DØR DIN UNGE ALTSÅ IKKE AF DET. Promise. Der skal mere til.

Svigermor stressede efter eget udsagt ikke i nogen af sine 4 graviditeter, men fik til gengæld brændt en del tobak af. Det var hjemmerullede, filterløse smøger fremstillet af god hollandsk ”Vanelle” tobak, som hun også konsumerede i store mængder udenfor i sine graviditeter, men den slags var også helt ok dengang, så det kan hun ikke bebrejdes for. Modsat svigermor stoppede jeg med at ryge FØR jeg gik i gang med at reproducere mig selv og Hr Ingversen. Efter 14 dejlige år som ryger (det var mindre dejligt at stoppe, men man kan jo ikke få det hele). Jeg husker sen 1990’erne, hvor jeg var nyuddannet jordemoder og ofte lige fik en smøg med mine fødepatienter i en balsal af et rygerum på fødegangen. Man kunne køre en hel seng derind, hvis den fødende ikke selv kunne gå mere – det var dengang vi skulle have været gravide, drikke med måde måtte man også. Desværre har jeg ingen rygerbilleder fra Hvidovre fødegang – det ville ellers være epic shit, så I må nøjes med et fra min fritid. Året er 2000, håret er afbleget og BMI’et ligger omkring 18. Det er 21 år og ca. lige så mange kilo siden.

Men skriv gerne den værste kommentar du har fået af svigermor-stedmor-biomor m/k i kommentarfeltet  

Næste blog handler om at nå til enden af den brændende slette, hvor meget sjov man kan få ud af sundhedsplatformen, hvor u-sjovt det kan være at læse psykologi, at offentliggøre graviditeten og interessante reaktioner på den og om at kandidere til at være Verdens Værste Patient