Om ikke at turde, om at gå i hi, om krampagtigt at holde fast i at det er et FOSTER, ikke et BARN til den virkeligt ikke går mere og om risikoberegninger når man er 47-årig gravid. Men også om at give sig selv det man ønsker allermest

Lidt om nattevagter vs at gå i hi

Næsten uge 12; Nu som psykologistuderende kan jeg endeligt ENDELIGT bare kan sove. Jeg har drømt i 20 år om at måtte sove om natten, når jeg var gravid. Lægge mig når jeg var rigtig træt og bare sove (og tisse en 4-5 gange, men bortset fra det…)!!! 9,5 – 10,5 time. PARADIS.

Hvad koster nattevagter, ud over at man føler det som om man skal DØ mellem kl 3 og 6? Ledsmerter, maveproblemer, forøget cancerrisiko, udmattelse og i perioder følelsen af at være konstant træt og ikke kunne overskue noget. Det er et enormt slid på kroppen og man kan MÆRKE at det ikke gør kun ud over velbefindende lige nu, men også at man ikke lever lige så længe. Endnu er god grund til at sætte jordemødres grundløn op til det dobbelte eller tre-dobbelte. Mine studiekammerater siger om jordemoderlønnen (fortsat 151 fyrstelige kroner i timen, se Hvad er ligheden mellem jordemødre og burhøns?), som vi skal leve af og forsørge vores familier på: ”Guuud, det er jo det samme man får på et studiejob”.

De fortalte ikke på jordemoderskolen hvor lang tid det tog til at komme ovenpå nattevagter. Ikke mindst hvis man selv fik lyst til at smage sin egen medicin og blev gravid.

Ja, jeg havde en 96 timers examen i social psykologi i min 11. graviditetsuge, men det er jo det rene vand i forhold til en god strid førstegangsfødsel i fri dressur hjemme uden ve-drop og hastværk. Den kan tage ca. lige så længe og der har man et altoverskyggende ansvar for mor og barn hver eneste time af de 3-4 døgn. Nu er min gamle drøm om at gå i hi gået i opfyldelse: Noget så simpelt som at følge det urgamle instinkt om at sove mere, når der er mørkt.

“Nåmmen hvad skal I, mor og far? “

Hvad skete der med ”vi gør dette som familie” (se blog Sorg med stammen). Ja hr Ingversen og jeg bestemte os for at spare dem for første trimester hvilket nok var meget godt (se Når russere spiller ishockey og mere om danmarkmesterskabet i stædighed). Børnene opdagede INGENTING: Hverken at jeg bøvsede som en festivalgæst hele tiden, at jeg vaklede rundt og gispede af luftmangel og sagde små selvmedlidende lyde eller at jeg lå ned nonstop i 2,5 uge, men det viser hvor meget min røv er limet til sofaen til daglig.

De opdagede heller ikke at min talje var forsvundet eller at der er nye vaser i nisselandskabet: Progesteron injektionsvæske-glas, hvor jeg har pillet hætten af og vasket. Nisserne skulle nødigt blive gravide. Hele blødningshistorien hvor hr Ingversen løb frem og tilbage med spanden jeg tissede og blødte i og at vi forsvandt til akutte scanninger i tide og utide samt min slående lighed med en hængt kat, gik simpelthen over hovedet på dem. Selvom de er hjemme på grund af corona, lagde de ikke mærke til hvad deres forældre rendte og lavede. En baby i det her tilfælde.

“Nåmmen hvad skal I? “ råber ungerne når vi sneg os ud af døren. Vi er blevet scannet et stort antal gange i december: ”vi skal lige ud og købe julegaver” råbte vi på vej ned af trappen. I januar erstattede vi det med: ”Vi skal lige hente noget….” – hvorpå vi kom tomhændede hjem flere timer senere. Men hverken børn eller nisser vidste jeg havde været i Rusland…Læs om hvordan vi afslørede graviditeten i næste blogindlæg.

Mit hemmelig trick mod angst

Lad mig starte med at slå dette fast: Jeg er fuldkommen magtesløs over for angsten. Jeg anede ikke hvad jeg skal stille op med den dengang eller nu. Ingen har nogensinde givet mig et råd der virkeligt hjalp. Det eneste der muligvis hjælper er distraktion eller afledning, og der vil jeg sige statistik 1 (et fag på psykologi) ikke var det bedste. Til gengæld har jeg hørt utrolige mængder letkøbt “visdom” jeg bare ikke kan bruge til noget som helst. Den værste er nok ”lyt til din intuition”. Jamen den har jeg simpelthen ikke med mine ufødte børn. Den er helt og aldeles fraværende.

Jo jo da du har din kvindelig intuition.

Nej det har jeg simpelthen ikke: Jeg har præsteret to gange at være røvbange for at miste mit lille barn og alligevel gå fuldstændig i chok overraskelse da bemeldte baby døde, uden at give nogle medicinske forvarsler. Min intuition sagde ikke “hov din baby er ved at dø, du må hellere hente tage på sygehus”, jeg var bare jævnt skide bange som jeg plejer og mit værste mareridt blev til sandhed. Da jeg ventilerede frustration over den manglende intuition overfor min fantastisk sårbar-gravid-team jordemoder Therese på Rigshospitalet, sagde hun at det var normalt at gravid-intuitionen så at sige gik i stykker når man mistede et barn. Rart at vide.

Noget af det jeg hyppigst hører, når jeg taler om vores ønske om en levende baby er: “ja DET turde JEG ikke” eller ”tænk at I tør”. Her er så det ærgerlige: Jeg tør egentligt HELLERIKKE. Hr Ingversen tør slet ikke. Vi hjemsøges dag og nat af frygten for fostret, som senere er et barn, pludselig er uforklarlig og uigenkaldelig død. At der skal endnu en baby fra min varme krop ned i den tunge, våde og kolde jord i Vidars og Emmanuels grav. Jeg kan give efter for min frygt og lade være med overhovedet at prøve at få det barn, som er det, de fleste nok havde valgt. Risikere bitterhed og fortrydelse. Jeg kender nogle frygteligt bitre kvinder og mænd, som lod angst kvæle deres drømme.

Lad os prøve at gå ind i det rum som hedder “hvad sker der, når jeg prøver at realisere en drøm, selvom jeg er bange, MEGET bange”. Helt frivilligt gøre noget jeg er bange for.

Det bliver rædselsfuldt, det kan blive værre end jeg regnede med, men selvom det ender som en total fiasko, i dette tilfælde endnu en dødfødt baby, gør det mig måske ikke ligefrem stærkere, men klogere, med mere selvværd og mere konkret viden om hvad der er muligt, måske færre illusioner, men på den gode måde.

Mænd er generelt bedre til at fucking gøre whatever – nyt job, åbne firma, rejse og så blokke angsten ude, tit på halvusunde måder med travlhed, druk, sex ect. men point for for at springe ud i det.

Det er ok at være lidt fascineret: Hvad sker der med mig, når jeg træder ned i angstens sorte vand? Manglede energi, træthed, humørsyge, tvangstanker og lavt selvværd? Jeg er selvfølgelig bange for de alvorlige følger af angst: Alvorlig, helbredstruende stress, dø eller bliver kronisk sindsyg/svækket af angsten/sorg. Men logisk set er der større sandsynlighed for at jeg ender med at bliver lidt stolt af mig selv UANSET OM JEG FÅR DET LEVENDE BARN ELLER EJ af én eneste grund: Jeg flyttede min  grænse for hvor meget angsten skal styre mit liv, et hak i den rigtige retning! Så kan det være der skal lidt mere til at vippe mig af pinden en anden gang.

Er du en sød pige eller pæn dame, som ikke tillader dig selv at hænge med næbbet, så er dette ren gratis selvudvikling i retning af den hellige gral AUTENTISITET. Du må godt have det, som du har det og være den du er.

Jeg tænker, at jeg jo ikke dør af at være bange. Trods alt. Jeg stod bare og prøvede at overskue et halvt år i KONSTANT frygt for at også denne baby dør.

Jeg fjernede en del af min depressive angsttilstand, ved at kysse den idé farvel, at jeg skulle kunne fikse det, hvis vi havner i den samme ulykkelige situation igen. Sagde pænt farvel til både kunne rumme og overskue det. I stedet for gentog jeg: ”Her er noget jeg kan blive udsat for, som jeg hverken kan rumme eller overskue og det er okay”. Mit hemmelige trick er at hoppe ud i angsten; Bring it on, ja så er jeg bange, ja så kan jeg ikke styre mine negative tanker, ja så kan jeg ikke overskue det hvis denne baby også dør MEN DET ER OK JEG IKKE KAN STYRE EN SKID. Sådan ser det ud når jeg prøver at male det.

Det du ønsker dig allermest….

Nu er jeg jo ofte i gang med at brænde hankønnet lidt af (bare rolig: de kan klare det) men et sted vi kvinder kan lære noget af mænd generelt er mht. til at gå efter det vi ønsker allermest. For det du ønsker dig allermest skal du gå efter selvom det koster økonomisk sikkerhed, du risikerer omgivelsernes fordømmelse og værst af alt at mislykkes med det.

Om det er hinsides al logik og alle normer skal du gå efter:

• En ung elsker m/k
• Et bedre arbejdsliv
• Mere tid i hverdagen til det DU GERNE VIL
• Eller den der unge (selvom du er gammel, single, har børn nok ect.)
• Rejsen
• Bedre omgivelser

Selvom det er besværligt, dyrt, ulogisk og du møder en masse modstand og nedladenhed. Hvis jeg havde en krone for hver gang en kvinde har sagt til mig: “Min store drøm var at blive jordemoder (men tænk dig om hvis du har et nært forhold til din privatøkonomi og din nattesøvn)/vandre South pacific trail, få en PhD/få et 3. barn/føde hjemme/bo ved havet/sige mit job og rejse ud i verden….men nu er det for sent”. Gamle damer i min barndom drømte om at noget så ydmygt som at få en uddannelse/arbejdsliv/blive uafhængige af den sure patriark de var gift med…i stedet for at tilbringe et liv spærret inde i sit hjem. De havde ikke rigtigt noget valg, men det har vi: Så gør det dog.

Skål i soyakakaomælk

Nakkefoldsscanning: Kun en lille ikke-helt-sort blødning 10x10x20 mm. Normale områder af blod inde i moderkagen. Meget lav risiko for kromosomlidelse. Under 1 til 300 med nakkefold, min frygtindgydende alder og min blodprøve regnet sammen som risiko. Og bedst af alt: Fosteret levede, ca 8 cm langt og svarende til sin faktiske alder: 11 + 6. Jeg var helt udmattet af alt den angst. Sad bare og stenede efter scanningen. Ikke en gang rigtig glad, men til gengæld virkelig, virkelig, VIRKELIG lettet. Fejrede det ved at købe ind i netto UDEN børn. Skal der være fest så lad der være fest!! Jeg delte også en liter soyakakaomælk demokratisk med frostie derinde, er der ikke noget med at fostervandet smager af det man spiser?

Og jeg fik taget niptitest!! Hospitalet stemte for moderkage biopsi, inkl. en pæn abortrisiko pga al den blødning (se sidste blog), men jeg og hr Ingversen ville hellere have en nål i armen på mig end en nål i babys moderkage. Så allerede i uge 13 fik vi på svar, som jo var inkl. køn på baby. Jeg hold krampagtigt fast i at det var et foster, ikke et barn, men det blev ikke nemmere af at det skulle fødes, også hvis det døde og vi fik at vide hvad det var….

Så jeg skrev i mangel af bedre et digt til mit tommeliden-barn på 8 cm.

En sjæl venter på mig i mørket.

Der prikker tårer i mine øjne.

Lev lille pusling

Så du kan smage pattemælk, jordbær og frisklavet kaffe

Lev lille skat

Så du kan opleve sommer, jul og kærlighed

Lev lille du

Så du kan se regnbuer, solnedgange og dine børns ansigter

Lev lille ven

så du kan få rynker, bekymringer og kærestesorger

Lev lille baby

Så du kan lugte lugten af frisk luft, nybagt brød og nyfødt

Lev lille smølf

så du kan høre Bizes’ Carmen, bølgebrus og latter

Lev lille kriger

Så du kan føle silke, en kats pels, sand, berøring og snefnug

Lev lille menneske

Så vi kan se hinanden i øjnene, holde om hinanden og kende hinanden

Lev lille elskede

For min, din, vores familie og verdens skyld

Lev lille barn

…bare lev

Næste blog handler om at fortælle børnene om babyen, knuste hjerter, dødskortet og holde genderrelease party igen for 2. gang indenfor knap 2 år……………..