Hvordan holder man 1 års fødselsdag for et barn som ikke er her mere? Når man nu har andre børn og ikke kan tillade sig at henfalde til druk eller overdreven selvmedlidenhed?

Vores opskrift blev at dele op i henholdsvis en sørgedag og en festdag.  Med en hviledag indimellem. Hvorfor festdagen? Tja forklaring følger nedenfor

Først vores sørgedag

Deltagerne var Vidars nærmeste familie, så Hr Ingversen og vores 4 levende børn. Vi lagde hårdt ud med at tage en snak om spilleregler for sørgedagen: Påbud mod at trøste og forbudt at tie og ignorere andres sorg, og understrege vigtigheden af at alle deltager positivt og autentisk.

Så sad vi så der og det virker noget mærkeligt sådan lige at skulle zappe ind i sin sorg på kommando. Ikke mindst fordi vi var på ferie i Norge og sad midt i noget natur, som lignede et eller andet fra en reklame for knækbrød eller vandrerudstyr.

Vi havde lagt et program og sat 4 timer af til det

1. Se på billeder. Vi har en mappe med billeder fra fødsel, tiden hjemme, Vidars Wake og frem til bisættelsen. Det er ikke én der bliver vist frem til kaffegæster og legeaftaler, for det er krads kost med en masse billeder af verdens smukkeste baby, som er død.
2. Dernæst satte vi os ned og tegnede og skrev et brev til Vidar, som vi læste op/viste frem for hinanden. Det var sygt tungt og vi var glade for at resten af programmet var lidt lettere.
3. Så var der aftensmad.
4. Solen var på vej ned og vi satte os og sang Sabias vidunderlige sang ”beautifull stranger”, som min søster og hendes mand sang og spillede til Vidars begravelse, vi sang den igen da vi satte hans urne ned (ikke helt så godt som søster & mand, indrømmet).
5.  Efter det sad vi lidt i stilhed inden vi delte GODT minde fra Vidar: Noget rart fra graviditeten/minder om tiden mad ham som var positive. Det der kom op flere gange var gender release partiet.
6.  Så sluttede vi af med at sende et godt ønske for Vidar afsted hver.

Andre ideer som havde været fremme men blev forkastet, var :

• At gå i kirke (det er kun mig der forstår norsk)
• Gå en tur – den blev erstattet af en strandtur, da det ikke ligefrem var hver dag det var strandvejr i Norge denne sommer
• Samle blomster og putte i håret. Super godt forslag fra én af familiens yngre medlemmer, men der var ikke rigtig nogen blomster, der på stranden.
• Bål. Det var for varmt, men klart en ide til næste år, bål og sorg går god sammen. Måske er der noget urgammel renselse i ild

Det fungerede fantastiske: Vi havde alle fået sørget igennem, men sammen og ikke så tungt at nogen blev unødvendigt depressive.

Hvorfor gå ind i smerten? Noget om fysisk eller psykisk smerte

Jeg er vokset op med den her flotte 1.80 m høje mormor. Gårdmandsdatter, sund hjemmedyrket mad og langtidsammet med en krop der var meget lidt brug, og som bestemt havde arbejdet og klaret de mest utrolige ting, men som ikke var nedslidt.

Mig bekendt havde hun ikke ondt nogen steder og hun cyklede dagligt til hun døde af sine elskede grønne cecil uden filter som 83 årig. Det eneste sted hun havde ondt var i sjælen, sikkert af alt for mange år som den pæneste af alle pæne piger.

Så var der min fars familie, som alle var små af fejlernæring og vokset op i kulde, fugt og fattigdom. De havde arbejdet fra de kunne stå på deres 2 tynde ben i tørvemoser, husholdninger og landbrug. Jeg kan ikke huske nogen overhovedet i min fars familie, som IKKE havde nogen ledsmerter på grund af dårligt helede brud, slidgigt og alder. Min oldemor Mine mistede 2 spædbørn ud af en flok på 10 og oldemor Frederikke mistede sit 3. og 4. barn, Anna og Poul den Første, som kun blev 7-8 år.

Frederikke døde i 1942 så jeg kender ingen som har mødt hende, men jeg kan se ud fra familiekrønniken at hun dealede aktivt med tabet af sine børn: Hun adopterede en datter og blev i øvrigt ved med at prøve at blive gravid til hun fik Poul den Anden, min intelligente og kreative morfar. Da var hendes store drenge 15 og 19 år. 

Hver gang jeg har ondt i sjælen eller andre steder husker jeg den families fortælling, der handler om at man ikke bliver gammel uden smerter. Se bare min onkels attitude til ledgigt i min sidste blog https://www.artnbirth.dk/2020/08/29/postkort-fra-overgangsalderen-og-hvordan-du-giver-den-fingeren/

Der var ikke en følelse af uro, unaturlighed eller farlighed omkring fysiske eller psykiske smerter.

Angsten her var for hjertekarsygdomme som bragte hjerneskade, død og invaliditet. Det var de bange for.

Alligevel oplevede jeg en voldsom insisterer på at nyde livet trods smerter, både fysiske og psykisk:  Nyde hver dag, nyde selskabet, nyde hinanden, de gode historier, kærligheden, blomsterne i haven og en gå tur. Nyde hver eneste fest, hver eneste nyfødt og hver eneste kop kaffe, lige indtil den sidste dag. Det ønsker jeg at tage med mig og lære mine børn.

OG SÅ var der fødselsdag

Man skal fejre sin døde babys fødselsdag fordi man roligt kan fejre den fødselsdag med optimisme i hjertet: Efter en del dødsfald blandt mine nære, kan jeg virkelig skrive under på at der er noget der hedder et sørgeår. Det man ikke troede var muligt de første rædselsfulde måneder skete: Det letter efter det første år. Ikke at sorgen&savnet går væk, men det mildnes. Og første år var klart det værste.

Jeg er jo ikke jyde for ingenting så mit største ønske var et sønderjysk kaffebord med alt det kage og alle de allergivenlige romkugler alle kunne spise (det var ret mange). Og ægte kaffe, ikke noget med the eller decaf. Ingen af børnene havde indvendinger der og så sad vi der og følte vi havde gennemlevet noget forfærdeligt, men nu var det allerede lidt tid siden.

Fremtid, gravkomfort og jord vandet med tårer

I år holdt vi fødselsdag for både Emmanuel (død 2010) og Vidar, men i fremtiden holder vi Familien Ingversens memorialdag, én dag om året, så de 2 afdøde Hr Ingversen juniorer ikke fylder mere i kalenderen eller livet end godt er. Så må vi se hvordan det fungerer.

Uanset hvad, er det jo her man får valuta for sine (mange) penge ved at leje et ydmygt jordlod hos www.danskekirkegaarde.dk. Hvis man ikke lige sidder i Norge er det jo oplagt at lægge vejen forbi sin mistede søns grav.

Kort før fødselsdagen fik vi endelig en sten på graven, dvs min hjemmelavede: Mange af jer har fulgt med i gravstens sagaen. 2. Udgave var mindre revnet (svindpladen var revnet for den) – jeg kittede den, malede efter med akrylmaling og lavede støbeform i silikone, så hvis den fryser i stykker, støber jeg en kopi i cement. Det var en klistret affære, men også ret sjovt.

Vores baby er lavet i 1:1 se blog https://www.artnbirth.dk/2020/05/15/exit-sorg/og græder når det regner, så jeg kan sidde på granitskamlen på graven og græde lidt samme med ham, når jeg har brug for det. Det fungerer for mig.

Hvis man er mindre krea, men ønsker en sten som INGEN anden har, kan jeg henvise til stjerne-stenhugger Vanja Mia Schwartz. Hun laver de mest kreative ting i en skyhøj håndsværkmæssig kvalitet.

Vanja hugger til private når hun ikke er i gang med at skabe skulpturer til forskellige danske slotsparker. Da hun lige har startet eget firma er priserne endnu ikke skyhøje, så besøg hendes instagram https://instagram.com/vanjamiaschwartz?igshid=1emyysqxftnra eller facebook https://www.facebook.com/vanjamiaschwartz/

Der er sågar folk som bestiller deres egen gravsten hos hende, for at kunne nyde stenen, før den sådan for alvor skal i brug. Jeg er særligt vild med denne sten for hendes eget dødfødte barn, hvor temaet er den runde gravide mave og babys stjernebillede kombineret med mors. De 2 stjernebilleder mødes aldrig i virkeligheden på himlen, men det gør de her på stenen. Fuha er det så poetisk og kreativt at det gør helt ondt.

Efter at have stået og hængt ved graven, siddet på vådt+koldt+hårdt grus har vi investeret i en bålplads skammel af granit. Vi har jo bare en urnegrav på 1 m2 så en bænk var der ikke plads til, men sådan en 80 kilo tung elefantfod fylder beskedent og er svært at rende med. Vi har fået stjålet 1 fint glaslys, vi havde fået i gave og gemt til en særlig lejlighed. Vi tændte juleaftens dag i højtidelig stemning og 2 dage efter var det væk. Der var mor sur.

Nå men nu kan vi sidde på skift på elefantfoden og imellem besøgene står der blomster og en lille figur på den.

Næste blog handler om at starte på universitetet som 46 årig og jeg har en gæsteskribent som forklarer hvad der får jordemødre till at opgive deres smukke fag, som de elsker overalt på jorden. Den lægger sig op af den bevægelse Olga Ravn har startet (https://www.femina.dk/dit-liv/da-olga-ravn-foedte-sit-foerste-barn-foelte-hun-hun-mistede-sig-selv-paa-foedestuen) og bryder med et enkelt tabu eller to….