Bloggen kom lidt tidsmæssigt i klemme mellem arbejde som fortsatte (folk føder stadigvæk børn selvom om der er Covid-19 – utroligt!!) og hjemmeskoling, som dog primært blev fortaget i det fri. Langt væk fra Aula og vaklende internet.

Dette blog-indlæg er en billedbog med metoder til at få sorg til at lette – hvornår og hvordan  – om at forme sin baby i ler, blive lukket i, tage imod små børn, sidde i en sorggruppe og genopstå.

Sorgen og savnet forsvinder aldrig, det ved jeg fra de andre jeg har mistet: Jeg kan GRÆDE mig igennem en drøm hvor jeg krammer min elskede og levende farmor (død i 2006) og siger til hende ”jamen Farmor, jeg troede du var DØD” og vågne og være skuffet over det bare var en drøm. Men den psykisk invaliderende smerte er lettet.

GIV TID Lys i regnvåd januar

Midt i januar oplever jeg at lyset samler sig fra små klare tynde tråde til et mere og solidt tov, som jeg holder fast i mens tiden og livet trækker mig ud af sorgen.

Ud på den anden side.

Det er ret syret.

Tænk at den der massive nonstop sorg lettede en dag.

Inde i mig er det ved at blive forår. Jeg begynder at tro på det. Det er forandret: Jeg har lyst til ting og begynder at have håb for fremtiden og tro på at vi alle overlever de næste par årtier.

Jeg opdagede langsomt, jeg var ved komme igennem den værste sorg, da jeg fik det som om jeg havde drukket 1/2 flaske champagne, selvom jeg var sten-ædru. Fordi jeg har været så trist så længe at mit normale stemningsleje føles som ren lalleglad!! Selvfølgelig med et dyk indimellem. Nu er der gået 4 måneder og jo, den er lettet, ikke stoppet, ikke fordampet men lettet.

GIV PLADS Arbejde igen

Jeg har talt meget for at give sig selv tid og tålmodighed – dvs helst tage en periode uden arbejde. Men på et tidspunkt er det selvfølgeligt tid.

Jeg gik på arbejde igen i februar efter 28 ugers orlov. Det meget blev jeg også gladere af:    Lave noget jeg er god til – grine, snakke, kollegafællesskab. Her er den første baby jeg tog imod efter min orlov. Lynfødt af sin superseje førstegangsfødende mor. Smukkere bliver det ikke. I år er det 25 år efter jeg tog imod mit første barn som en 22 årig tøs fuld af gode intentioner og store idealer, men med en hjerne som en småretarderet kylling. Mit sølvbryllup med jordemodefaget er ikke ubetinget lykkeligt ægteskab. En del ting bliver forringet, hvad de fleste der har født her i Danmark de seneste år kan skrive under på. Men Storkereden tilbyder stadig kendt jdm i pæne omgivelser for alle sjællændere med udsigt til og appetit på en normal fødsel.http://www.storkereden.nu

VÆR KREATIV….gerne med din taktilsans

En måned efter vores søns død fødes ideen om en DIY gravsten efter en frustrerende eftersøgning efter en personlig og betalbar gravsten til vores søn. Hvis man ikke lige er til forskellige nuancer af anonymt granit er man ilde stedt i Danmark.

DIY Gravsten: Modelleringsprøven

Jeg har lejet mig ind i social pottery – et fantastisk værksted hvor man betaler for adgang og spørgetime med en uberkeramiker hver måned. http://socialpottery.mybigcommerce.com/

Jeg finder ud af teknikker og materialer. Der begynder jeg i september på modelleringsprøven af Vidar bevæbnet med et målebånd og en mappe med billeder. Vidar bliver modelleret i størrelsen 1:1 og det er meget mærkeligt at sidde med en ler-udgave af sin baby. En overraskende stor del af sorgen sidder i fingrene og taktilsansen.

Jeg brænder og glaserer modelleringsprøven i et første forsøg. Så følger et par ideafprøvninger om blandt andet er stjerneskud, som endte med at have en utrolig lighed med fugleklatter på glasur prøven. Exit stjerneskud.

Regler

Dernæst kontakter jeg Assistens kirkegården. Jeg har en fornemmelse af at reglerne for gravstensudformning der ikke er alt for stramme, men min søn er jo TRODS ALT ikke Morten Lindberg, selvom de er begravet i nærheden af hinanden og jeg vil gerne være sikker, så jeg ikke står med en blacklistet sten.

Uberkeramikeren havde sagt at stenen skulle samles (bogstaver og baby) mens leret var vådt…. det tog 5 timer. Jeg fik godt selskab og hjælp af en god veninde. Efter en lille uge kunne jeg udhule og så skulle dyret bare tørre 1 måneds penge.

Der er 3 faremomenter i et ler-objekts liv: At den revner i tørringsprocessen, eksploderer i forglødningen (1. brænding) eller revner i glasurbrændingen.

Nu har jeg lige lavet 2. version af gravstenen til Vidar efter 1. Version knækkede her på billedet i glasurbrændingen.

Det har været en supergod proces at lave den selv. Jeg har konfereret meget med den meget erfarne Uber-keramiker om lertype og konstruktion – vi bytter i naturalier: Hun har lige født så det er ammerådgivning VS keramik-rådgivning.

En anden hjælper er den fantastiske kunster Carina Lin Sixsten fra morblod med instagramprofilen http://www.instagram.com/morblod som har leveret input til hvordan jeg støber en ekstra udgave af stenen i cement – to be continued….

Jeg tænker at hvis man ikke lige er til ler, kan man også sy, snitte, digte eller skrive sig ud af sin sorg. Bare noget kreativt hvor man går seriøst og tidskrævende til værks.

MAGI

To af mine vidunderlige veninder lavede et lukke-ritual med rebozoer – se mere på https://www.givtillyset.dk/ – og det var var fantastisk: omsorg, spiritualitet og noget fysisk: de træk og vrid så bækkenet knagede, tryk og massage. Det er som om min krop blev set og fik noget kærlighed og respekt for alt det hårde arbejde med 10 graviditeter og 6 fødsler, 12 års amning og 5 IVF forsøg.

Bagefter var jeg høj af glæde og var til fest hvor jeg grinede så meget jeg var ved gå tværs over.

Jeg føler den weekend er et vendepunkt i sorgen.

SORGGRUPPE

Så er vi, Hr Ingversen og jeg i den kærligste sorggruppe fra Landsforeningen Spædbarnedød https://spaedbarnsdoed.dk

I denne individualistiske tidsalder er sådan en gruppeenergi af fællesskab, kærlighed og omsorg specielt og dyrebart. Tak for I er der.

ÅRET

Her i foråret ramte jeg årsdatoerne for min graviditet for Vidar. Jeg satte mig ned og skrev dette brev til ham:

Kære Vidar

Så er det et år siden vi var her i det rene lyse forår, og jeg var gravid med dig. Allerede efter 6 dage efter du var blevet sat op, kunne jeg konstaterer du havde sat en snabels i blodstrømmen og knyttet dig til livmoderen. Du var rejst fra de frit svævende æg og embryoners univers til selve LIVET.

I dit tilfælde den uretfærdige kamp for livet. Først en måned med blødning og så en måned med masser af medicin, men så kom glæden og håbet om en levende baby.

Jeg har så mange gode minder med dig, hvor utroligt det end lyder. Fra det forår. Et forår af håb, overmod og oprørstrang: Se jeg gjorde det, jeg blev gravid som 45 årig.

I sorgen blev der meget et FØR og efter: Før vi fik at vide du var død 31/7 og så efter. Tiden ”Før” døde sammen med dig, men nu vågner minderne om før igen.

Jeg husker mest foråret som travlt, træt over i den træthed, som bliver total udmattethed, fatique – hvor kaffe ikke hjalp og en træthed som ikke fluktuerede eller aftog før jeg havde sovet som en død i 11 timer. Og invaliderende migræne. Jeg var helt brugt op af at tage og udskille store mængder medicin og min lever arbejdede på højtryk.

Men indimellem total magisk. I starten svært at nyde for jeg troede ikke på det, det var for usikkert, men så rullede store bølger håb, lykke og glæde ind over mig.

I uge 12 var jeg færdig med sprøjterne og måtte jeg endelig træne igen og træningerne var også tid med dig, hvor jeg drømte om det barn og den voksne, du ville blive. Især efter gender release partyet, hvor vi opdagede du var en dreng, blev de billeder og drømme om dig tydeligere, fordi vi vidste hvad køn du var.

Jeg husker hvordan jeg scannede mig selv HVER gang jeg nærmede mig en scanner og det var mine små dyrebare øjeblikke med dig, både før og efter du begyndte at sparke.

Efter misdannelsesscanningen forærede jeg medicin og russiske småpenge væk. Nu gad jeg ikke være bange mere.

Jeg husker vores dejlige, dejlige sommerferie med kraftige undertoner af angst. Jeg var 22-23-24 uger henne. Sparkede du ikke mindre? Jeg skubbede det væk for vi var jo lige blevet scannet af søde og dygtige Helle på Holbæk Sygehus, dagen før vi kørte og alt var fint. Men min underbevidsthed registrerede det og jeg sad pludselig der i solen blev ramt af helt irrationelle og makabre tanker om det var koldt nok i bilens køle-handske-rum (beregnet til colaer) til at fragte et lille lig fra Ungarn til Danmark. Dit lig.

Vi nåede lige hjem. Hjemme lørdag og starter frisk på arbejde mandag, du sparker for sidste gang onsdag 31/7 ved 12-tiden og efter det er der stille. 12 timer efter havde jeg været vågen i 18 timer og havde jeg endelig nogle timer, jeg kunne sove. Men jeg lå der KUN med de mest uhyggelige billeder i hovedet. En del af mig var stiv af angst, før den rationelle hjerne overgav sig og jeg lyttede efter dig. Og du flyttede fra at være min lille søn, min spire, mit håb… til at være min lille døde søn. Livet var afsluttet for dig og vores mareridt af endeløs sorg, ensomhed, obduktion, smerte og bisættelse var lige begyndt.

Jeg tror du græd med os oppe i stjernene, jeg tror du savnede os og din lille rede indeni mig. Jeg tror savnet var og er gensidigt.

Din mor

Én af de mennesker som har trøstet mig i sorgen over Vidar er min grønthandler Amar. Den næste blogs handler om ham og andre strålende fordele ved at leve i et multikulturelt område, ikke mindst når man har mange børn…..samt mine egne totalt mislykkede forsøg på at integrere i Holland, forklædt som afbleget polak.