Om hvordan det er at sømme sin egen søns kiste til, hvad ligheden er mellem en baby og en hjemmelavet keramiktallerken, om min fertilitetsgruppe og om baby-bisættelse for begyndere.

Søm og blomster
Dagen inden vi skulle hente Vidar igen var jeg fri film med en datter og hendes veninde – skulle lige afledes lidt inden vi skal hente Vidar hos patologerne, sømme kisten til og aflevere ham i kirken.
Jeg vidste det ville blive hårdt og havde været helt forstenet i 2 dage. Og meget meget træt.
Blomsterhandleren hos ”Ullas blomster” ligner mere een fra brothas end een der hed Ulla, det var en ung fyr med tatoveringer helt op i nakken. Og sætningen “hej jeg skal begrave min søn i morgen og skal bruge nogle forskellige blå blomster” sad godt fast i halsen på mig. Men han var selvfølgeligt vildt hjælpsom og vidste mere om blomster end hans udseende antydede.

Jeg smed blomsterne bag i bilen og drog afsted med min mand for at fragte vores søn fra Rigshospitalets kælder til Solbjerg kirke hvorfra han skulle bisættes dagen efter.
Vidar var blevet obduceret gennem en hel uge – det skulle jeg helst ikke tænke for meget over – men var nu blevet syet sammen igen – det skulle jeg hellerikke tænke for meget over og var blevet klædt på og puttet retur i kisten. Så hvis kan havde været levende, haft en lommelygte og desuden havde kunne læse, kunne han ligge og kikke på undersiden af kistelåget hvor vi havde klistret billeder og skrevet en besked til ham. Tja, nu hvor jeg skriver det, giver det ikke ligefrem sygt meget mening, men the things you do for love. Men noget skulle der altså på indersiden af den kiste så det blev en stjernehimmel og billeder af stammen, han tilhører (mere om den stamme senere her på bloggen).

Vi stiller på Riget igen og får udleveret vores søn. Jeg var fristet et øjeblik til at åbne kisten, lige at kikke, men jeg lod være og vi sømmede den til, mens vi græd. Sømmene er nemme at slå i kisten for den er lavet af bløde, masonitagtige spånplader. Men tanken om at nu var den lukket for altid, får halsen til at snøre sig sammen på mig.

Mens vi sidder og hamrer som et par 5-klasses unger til sløjd bemærker jeg lugten.
Den er ikke kraftig, men præcis som min mor har jeg en næse som en blodhund, hvilked ærligt talt god kan være til stor gene i mit fag og livet i al almindelighed.
Vi afleverede en perfekt kølet babydreng til obduktion og fik en lille ildelugtende kiste tilbage. Det lyder hat og briller, men det er som det er: Vi skulle åbenbart have SAGT at ungen skulle køles efter obduktionen. Men det havde vi ikke SAGT og nu lugtede kisten som om den havde stået i en varm vindueskarm. Danskere og død, OMG. Min hollandske mand ruller øjne.

Whatever, det er jo alligevel slut det hele og vi har heldigvis fået lov til at aflevere ham direkte i kirken, så han kan stå der til dagen efter. Vi sidder med kisten i præste-rummet som er lyst og venligt. Kirketjeneren er sød. Vi må gerne sætte os der med Vidar, blomster og barselspotte i en rum tid. Jeg har aldrig fortrudt jeg for år tilbage meldte mig ind i folkekirken igen, der er valuta for pengene, i al fald hos www.solbjergkirke.dk når livet er virkeligt træls.

Babybisættelse for begyndere
Vidar skulle bisættes, altså gudstjeneste efterfuldt af brænding 3 dage senere og urnenedsættelse et par uger efter. Jeg synes old school kiste-begravelse er for uhygggelig, selv for mig, og der går halloween og uhygge i den.
Vores køreplan for bisættelsen 17/8-19 så sådan her ud:

11-11:30 bisættelse i kirken
Kirketing
Min søster og hendes mand spiller Saybias “I surrender”/ ”beautifull stranger” på akustisk guitar og sang. Jeg valgte den sang, fordi jeg hørte den meget i graviditeten, og Vidar lyttede med i maven: Den sang handlede for mig om hvordan jeg overgav mig til et helt fremmed lille nyt menneske, jeg aldrig har mødt. Og det var bare stort og smukt, både dengang jeg var gravid og nu. Uanset hvad det endte med af elendighed.
Kirke ting (I østen stiger solen op (749))
Kirke ting (prædiken og velsignelse)
Væmmelig kirketing med jord på kisten
Datter på 12 år holder tale for sin lillebror
Datter på 15 år oplæser et digt, hun har skrevet til sin lillebror
Kirketing (nu titte til hinanden (750))
Det var som sådan noget er. Billederne siger det hele.

11:30-11:45 ud af kirken og kramme med præsten og et antal venner, familiemedlemmer og kollegaer med rødrandede øjne.
Fra ca 11:45 var der åbent hjemme hos os – I mellemtiden blev Vidar igen smidt i bagagerummet gangsterstyle (se https://www.artnbirth.dk/2019/10/24/vores-lillebitte-doede-gangster-i-bagagerummet/) og så afleverede manden og jeg kisten på Bispebjerg krematorium.
12:00 sandwich, vand og kaffe (mit forsøg på at børnene fik noget frokost iden der kom kage frem)
Alle som havde boller, kage osv afleverede det til vores toastmaster
Ca 13:00 kage, småkager, sodavand og mere kaffe
15:00 rundede vi af. Så sank jeg ned i sofaen og min indonesiske svoger lavede enorme mængder indonesisk mad, som kun han kan lave det, efter at have tilbragt sin barndom i køkkenet og fulgt med i at hans lillebitte mor lavede mad til sit fodboldhold af unger.
Det var hvad vi kunne overskue, planlægningsmæssigt og økonomisk.

Da vi tog forbi krematoriet mellem kirken og kaffen kørte manden og jeg bar kisten egenhændigt Vidar den tunge vej fra bilen til den meget firkantede bygning. Vi måtte ringe på et par gange med kisten under armen før nogen lukkede op – det var jo weekend. Men så kunne vi sætte ham på noget der lignede en weekendseng i jern og aflevere urne og papirer til krematorieweekendvagten. Det kræver en frygtelig masse kærlighed, for at man ikke selv hopper ind i kremationsovnen, når man lige har fået bisat sin baby og så smider ham af ved et krematorium.

Et par dage efter, d 20/8:kl 12 skulle vores søn brændes.
Jeg havde læst på nettet man kunne overvære kremationen og tænkte ”sorg-bearbejdelse hurra”.
Ikke at vi tog børnene med – vi var ikke sikre på at konceptet “lillebror i stor ovn” var helt børnevenligt.
Da dagen nærmede sig, var jeg hellerikke sikker på at konceptet var så mor-venligt, men det fik lov til at komme an på en prøve. Jeg håbede på en religiøs følelse – fugl fønix-effekt – af renselse og håb. Men regnede med at det bare blev en gråd-maraton. Også ok.
Så manden og jeg tog hen og overværede kremationen den tirsdag og sådan var vores liv jo en perlerække af sjov på det tidspunkt.
Jeg havde ringet og aftalt tid. ”nååår Vidar Ingversen, jo jeg kan godt huske dig” sagde damen i røret. Det går ikke så godt, når de ved hvem du er, når du ringer til “Københavns Kirkegårde”. Nå, men jeg er nok ikke den eneste pernittengrynede mor, der har fået et barn begravet i København og omegn og skal ringe konstant omkring de mest perfide detaljer: Hvor mange må komme i urnegraven? Hvad koster det? Må vi selv stå for vedligeholdelsen? Må man selv lave gravstenen? Hvad er specifikationerne ? Hvorfor kan vi ikke købe en kistegran og fyre urner i den hvis vi synes kistegravene er pænere placeret? Må vi sætte storebrors navn på stenen også? osv osv osv.
Jeg tror at damen på det kontor er mindst lige så mange for at vi mister et barn (og begynder at ringe til hende) igen, som vi selv er.
Vi mødte op på Bispebjerg krematorium, som har ikke færre end 4 kremationsovne som kører indtil de er igennem dagens kister. Lange dage i influenzasæsonen, tænker jeg.

Kl 11:56 trillede Vidar ind i en ovn på 1200 grader, som så meget stor ud til sådan et lille menneske, det kun har været her i verden i 2,5 uge. Så blev Vidar brændt, mens vi svedte, græd og skævede til ovnen i selskab med hvad sønnike på 5 år ville kalde “arbejdsmænd”. Der er meget flinke arbejdsmænd på Bispebjerg krematorium.
40 minutter senere blev vi kaldt hen til ovnen og fik lov til at kikke ind i den efter kremationen var færdig:
Bagsiden Vidars kranie lå og glødede i midten og siderne af kisten lå ud til siderne, sidestykkerne til hver sin side og bag- og for-stykke foroven og forneden. Det så fuldstændigt ud som om som om han havde smækket kisten op MED ET BRAG og fløjet ud af den og ud af sin hårdt prøvede lille krop i een flydende bevægelse. Det er et billede, jeg med tiden håber at kunne hente noget håb fra.
En af arbejdsmændene ragede hele herligheden ud af ovnen, som om han rensede sin brændeovn i sommerhuset, og ned i en metalkasse så det kunne køle af. Senere ville det blive malet i en stor kaffekværn, før asken kom ned i urnen, i dette tilfælde en barselspotte fra frilandsmuseet.
Det var meget voldsomt SOM I MEGET VOLDSOMT at være med til,
For det var så hvad der var tilbage af vores fine, smukke søn og hans flotte kiste. Håb, kærlighed og intense glade forventninger, foruden små 200.000 kr til IVF, flere hundrede sprøjter med hormoner og hvad vi ellers havde investeret i det lille liv. Omsat til varm aske.
Så tog vi hjem, på alle måder lettere ristede, og om muligt endnu mere tomhændede end vi kom.
Det var OK på en hård og in your face-måde at være med til kremationen. Så er det SLUT MED SLUT på. Een af de dage der bare skal overståes. Men vi var i al fald ikke i tvivl om han var væk, hold nu op!

Keramik
Senere på dagen tog jeg hen i det åbne keramikværkstede (https://www.facebook.com/socialpotterycph), jeg har tilmeldt mig for at fylde mere kreativitet ind i min sorg-barsels-orlov. Intet som kreativitet kan heale et knækket hjerte hos mig.
Min veninde og uber-keramikeren var der og de kender begge den begrædelige historie om Vidar. Vi snakkede om det hele. Senere kom en anden kreativ kvinde og hun og keramikeren snakkede brændingspriserne på de lerting, vi fremstiller i værkstedet. Kreativ kvinde synes det var lidt dyrt med 75 kr for at få brændt en tallerken til keramik. Så røg det ud af mig: ”Jeg synes ikke det er så galt, jeg har lige betalt 1500 kr for at få brændt 500 g baby.”
Det var den eneste gang den dag, jeg grinede – til gengæld var jeg absolut den eneste, der grinede.
Den kreative kvinde blev ved med at spørge: Jamen er det DIN baby som er død? Ja – hvis det var een af mine klienters babyer, ville jeg aldrig joke med det – det ville jeg synes var mangel på respekt. Men min egen sorg, jo. Det hele var simpelthen for grotesk til ikke at kunne se det sjove i det. Uden humor var det ubærligt for mig.
Keramik har vist sig at være en god forretning: Vi havde fået nogle tilbud på gravsten og de er grimme, upersonlige og/eller skingerne dyre.
Slet ikke det vi vil for Vidar.
Så nu er jeg gået i gang ned at skabe et mindesmærke/gravsten af keramik. Mere om det senere her på bloggen.

Fertilitetgruppen
I weekenden tog jeg til Norge.
Jeg er medlem af en gruppe bestående at 4 af de sejeste kvinder, jeg kender.
Vi mødtes i Rusland i foråret 2019, hvor vi alle var for at få en baby (én hver, ikke en til deling). Vi er 4 forskellige nationaliteter, men skriver dagligt sammen i en messenger gruppe og mødes indimellem med små rullekufferter på slæb og har nogle meget intense dage med god mad, dybe samtaler om vores store projekt Baby og meget andet. Det er kvinder med en vis målrettethed, én kan passe et casino, én har 3 huse og én kan tale som vandfald, mens hun manøvrerer en speedbåd gennem Oslofjorden skærgård i høj hastighed.
Vi var endeligt – efter 18 uger med forgæves forsøg, blødning og mange sprøjter alle 5 blevet gravide med vores drømmebabyer. Eller det vil sige: Indtil Vidar døde og jeg var slået hjem i ludo. Fra at være den første med termin, var jeg nu ikke engang gravid og skal pænt afvente om jeg nogensinde bliver det igen.
Her 3 uger efter hans fødsel skulle vi mødes i een af damernes sommerhus. Jeg vidste den ville stå på strikkeopskrifter, gravide maver og en skøn kvinde med en baby i maven præcis lige så gammel som Vidar skulle have været, hvis han havde været i live.
Alligevel var jeg med. For jeg viste der ville være forståelse, kampvilje og kærlighed, håb, mening og rare, gode timer.

Jeg skrev dette brev til Vidar, mellem kremationen og urnenedsættelsen som var én af de værste perioder i mit liv.
”Lille skat jeg er så ked af det, træt og opgivende. Jeg ville bare have dig, være glad og gravid og glæde mig, glæde mig til dig, til at kysse dit lille hvidhårede hoved og indånde duften af baby. Min baby. Dig. I stedet sidder jeg der, med en meget tom krop og desillusioneret. Måske bliver jeg en dag gravid igen, men så skal jeg sejle over et hav af angst, før jeg får en baby. Som ikke er dig. Det kan ikke fikses, at du er væk. Jeg kan håbe på en anden baby, men du er væk, det bliver ikke dig. Aldrig mere dig.

Du var her jo, mellem mine hænder, så smuk, dejlig og helt perfekt – men som et lille lig. Det var dig, men du kunne hverken vokse, spise eller bare åbne øjnene. Jeg kunne ikke engang få dem op – dine øjne – jeg prøvede at åbne dem, men gav op, fordi jeg ikke på nogen måde ville skade eller lemlæste dig.
Jeg løber tit tør for ord til dig, om dig.
Jeg ville dig så meget, men jeg fik dig ikke. Alt det jammer, gråd og elendighed der hører med, fik jeg, men ikke dig.
Jeg har dine søskende, eller dvs. 4 af dem, din storebror er jo også død. I er mit livs glæde og stolthed. Men han mangler og du mangler.
Jeg ved, du er væk, så meget væk som en lille dreng kan være. Her er så tomt, selvom huset er fuldt. Jeg vil gerne snakke med dig. Høre hvad du har at sige, at du har det godt der hvor du er. Ordene er så utilstrækkelige: Savner dig, elsker dig, fornemmelsen af dig i maven, at glæde mig til dig som til juleaften, kærlighed og glæde uden forbehold – kun med angst for at miste. Jeg er nok lidt alene i det på en måde.
Tiden går.
Jeg ville så gerne have set dig som matur baby, som en stor dreng, som voksen.
Jeg kravler gennem en trang, iskold, mørk tunnel af sorg. Der er vand der drypper fra loftet og glasskår på gulvet og jeg kravler på mine iturevne knæ og blødende hænder. Videre og videre, for jeg skal igennem det, ud på den anden side hvor der er plads, lys, håb og ikke så meget lidelse. Men indimellem sidder jeg fast og græder af smerte, ensomhed og savn.”

Det var sorg, tung sorg. Selvom solen skinnede og alle var søde. Og jeg døde ikke af det. Det var den der store depression – jeg flød bare med. Ikke noget med at komme videre! Ikke noget med komme over. Det lettede jo lidt en dag, men sikken en frygtelig tid.
Det frygtelige var

1. Jeg var ked af det næsten hele tiden, græder ikke og synes det kværner rundt i hovedet og intet lindrer rigtigt.
2. Jeg havde svært ved at afbalancere hvor meget jeg skal være ude blandt folk og hvor meget hjemme. At være ude var hårdt, men jeg kunne også være for meget hjemme.
   Jeg orkede ikke at snakke for meget om ingenting og orkede ikke at fortælle fremmede/bekendte/naboer om Vidar ret længe af gangen.
3. Jeg følte mig vildt sårbar.
4. Jeg ville så gerne have en baby – pattedyrs-smerten.
   Jeg følte det var meningsløst det hele omkring Vidar. Endeløst. Folk omkring mig var så kærlige, det er ikke det. Det blev bedre men lige der skrabte jeg bunden. Jeg vidste det ikke ville blive værre end der og det var en trøst. Helvedet findes her på jorden (men det er de fleste ganske velorienterede omkring af egne møgubehagelige erfaringer med død, sygdom, svigt og vanvid). Efter min mening ikke andre steder.
   Ærgerligt det tager så lang tid, jeg håber jeg lever længe, det synes jeg, jeg fortjener med alle de dage jeg bruger på at være ked af det.

Barselspotten med aske
Vi valgte grav til Vidar– vi traskede rundt med de 2 ældste børn på Assistens i selskab med en fyr med flettet fuldskæg. Fra den ene grav til en anden – mens krævende mor her var på jagt efter familie-urnegrav med 4 pladser med en begrænset mænge trafik, men sollys nok til der kunne gro lavendler og roser. For mor vil have ro, blå lavendler og hvide roser til en fin og duftende lille have for Vidar. Fuldskægget så lidt træt ud til sidst, men vi fandt den perfekte grav, nr 516 på Assistens. Her er plads til Vidar, os forældre og så mange af ungerne, der gider at være der til den tid. Det er en mærkelig, men behagelig ide at vide hvor jeg selv skal begraves.

Så holdt vi sidst i august en lille ceremoni omkring urnenedsættelsen, som var endnu en kraftanstrengelse for os for at vise vores søn ære og kærlighed.
På kom dagen ankom Store T med familie fra Holland for at være med ved urnenedsættelsen. T og jeg kender hinanden fra vi var kollegaer i Rotterdam i starten af dette årtusind. Hun er én af de dygtigste jordemødre jeg kender. Vi var 2 magre blondiner i 20’erne, hun var mager, pga hun arbejdede så meget og jeg fordi, jeg arbejdede OG røg så meget. Vi bundede the og rødvin og snakkede om mænd. Hun var lidt interesseret i en flot obstetriker/fødselslæge og som havde gjort stort indtryk på hende, da hun kaldte ham for at lægge en sugekop (på en fødende kvinde, forståes) og han insisterede på at hun (igen den fødende kvinde) først skulle presse på hug for at se om de kunne få barnet født så naturligt som muligt. Åh, så var T solgt – folk flirter med de sygeste ting, ikke? Henover maven på den stakkels fødende. Hvad HUN syntes om fødslen og presse i squat før hun fik sin (sikkert velfortjente) sugekop meldte historien ikke noget om.
Siden er der løbet meget vand gennem kanalen både her og i Holland og når vi sidder over theen, er vi ikke færre end 12, med 4 børn hver, min mand og den der ”prøv det nu på hug”-obstetriker, som hun har reproduceret et antal gange i 4 drenge og én pige. For 8 år siden var vi med til at begrave den lille pige, deres dødfødte datter.
Vi gik hele flokken ud på Assistents, bevæbnet med skovl, planter, the og muffins foruden et løse.
Her stod en graver med urnen/barselspotten.
Det er og bliver sindssygt, forkert og hjerteknusende at se sin søns navn og CPR-nummer på en urne, uanset hvor nuttet en urne det er.
Vi sænkede barselspotten med asken i ned i jorden. Vores familie læste hvert sit brev til Vidar højt og smed det ned til urnen. Vi sang en gang og Store T holdt en blændende tale for Vidar. Så plantede vi roser og lavendler, drak the og spiste muffins på urneplænen.
Vidars fysiske jeg var det sted på jorden, hvor han forbliver. Og det er der ro i.

Om et par uger handler det om hvad der slog Vidar ihjel, om at være på barsel uden en baby, om hvad der hjælper på sorg og den foruroligende old-mum-bashing der åbenbart kan følge med når man mister en baby som 45-årig.