Dette blog indlæg er meget personligt og handler om at blive ved med at være gravid: Om blod, angst og tårer og ”The waiting game”: Er jeg overhovedet rigtigt gravid, er der ved at udvikle en baby indeni mig eller er jeg ved at abortere? Og hvad gør man ved blødning, her og andre steder? Billedet overover ser man mig sidste sommer på vej ned på operationsgangen på Herlev for at få en evac/udskrabning på en missed abortion på vores ønskebarn, som var død i uge 7.

I Danmark får man at vide at blødning TIDLIGT i graviditeten (før uge 12) ikke skal behandles, for det er et tegn på at din dyrebare graviditet ikke er levedygtig og din baby formentlig syg.

I Rusland stikker lægerne een hvad der svarer til en flyttekasse med medicin og en detaljeret “What to do-plan” ved alle former for blødning før 12 uger.

De russiske læger forbyder lodret al fysisk aktivitet for at undgå man sætter sin forbrænding op og futter alle de dejlige hormoner af (se sidste blog indlæg). Undtagelsen fra denne regel er sex, det må man godt – der er vel grænser for askesen: Jeg går ud fra at hvis man hverken må drikke, ryge eller tage stoffer, OG skal fylde sig med hormoner fra morgen til aften ville et sexforbud være over the top. Og ingen grund til at risikere en jeg-må-heller-ingen-ting-overspringshandling hvor den gravide napper et enkelt glas rødvin eller en joint, vel?

Desuden kræver russerne man skal sygemelde sig ved blødning. Danske læger siger det er lige meget: En blødende gravid med truende abort skal fortsætte med sit liv. Og en del vikingedamer gør som de siger og tramper videre i hamsterhjulet med blødende hjerte og ditto underliv. I Rusland synes de man skal hjem under dynen ved rød, frisk blødning for at ruge, sove …. og græde i fred!

Hvem mon har ret?

Sådan så min dagbog ud de første meget lange 2,5 uger af min graviditet:

3+5 Den er positiv!! Jeg fatter det ikke helt.

Men jeg kunne allerede fredag aften (3+3) hvor den blastocyst/ægget kun havde været i min uterus 5 døgn, mærke murren som menstruationssmerter hvor min livmoder mipper lidt over invasionen. En sprøjte progesteron hjalp faktisk i løber af 20 min. Men det er også min 10.graviditet! Min livmoder er en gnaven gammel, brugt dame som har oplevet lidt af hvert. Hun har aldrig rummet en uønsket graviditet men 5 børn, 1 spontan abort, 1 missed abortion med dertilhørende evac/udskrabning og 2 biokemiske/ekstremt kortvarige graviditeter. Og nu denne. Hun fortjener respekt.

3+6

Ømme bryster!!

Søvnløs, spekulationer…..stadigt menstruationsmurren. Og møgforkølet. Men det er forår, jeg er gravid, det er magisk og fantastisk. Til guldbryllup med børnedrinks.

Og det yngste barn er blevet hældt i jakkesæt.

5+1

Det går ikke så godt. Uge 4+6 fik jeg en allergisk reaktion på progesteron som indsprøjtning og måtte stoppe og kun tage det som vaginalgel. Det mente fertilitetsklinikken nok skulle gå. Men det gik ikke.

I dag fik jeg er kæmpe migræneanfald (sikkert pga fald i progesteron niveau) og i eftermiddags begyndte jeg at bløde kraftigt.

Jeg tog, som jeg skal, en ordentlig gang medicin for at standse blødning og få hormonniveauet op igen, og sygemeldte mig. Medicinen er 4 dobbelt progesteron, 6 dobbelt østrogen, transexamsyre kombineret med sengeleje – godt jeg får blodfortyndende, ellers var det snart ude med mig pga en blodprop et strategisk sted i min system.

Men kl 19 blev jeg vildt dårlig, kastede op og kvitterede en lille spunk med noget væv omkring på 2×2 cm, så jeg tror jeg har aborteret. 1813 sendte os forbi Herlev akutmodtagelse, fordi de ville screene mig for hjerneblødning. Det havde jeg trods alt ikke, selv om det føles som om nogen har smidt en håndgranat ind i mit kranie. Så vi er på vej hjem med mere migrænemedicin…

Det er megatrist.

Farvel lille menneske tænker jeg, selvom blødningen er stoppet med et brag. Jeg har svært ved at forestille mig sådan en lille ting kan overleve alt den blødning.

5+2

Jeg får målt HCG som er fint, 18.790 enhedder men samtidig siger laboranten det er for tidligt at registrere et fald hvis jeg kvitterede fostret I går. Jeg er nu nød til at vente 4-7 dage for at se om det falder.

Min angst er at det var en god, stærk graviditet, som jeg mistede fordi jeg fulgte en forkert anvisning mht medicinering ved at tage mindre progesteron.

Jeg gider bare hellerikke være min egen læge, jeg har sådan brug for at overlade det medicinske ansvar til andre.

I dag gør jeg lige hvad jeg har lyst til og det er

1. have ondt af mig selv
2. snakke med min søster, som altid har været ualmindelig god til at trøste mig
3. ringe og skælde fertilitetsklinikken ud over at det der DERES skyld jeg aborterede
4. ligge i min seng og læse, spise sushi og champagne til aftensmad

Lægesamtale:

Ja, Russerne vil i al fald se et tydeligt fald i HCG før jeg stopper al medicin for at abortere i fred – “NOT to make a terrible mistake” som lægen sagde, men ville ikke sige om sandsynligheden for at baby lever var 1/100 eller 1/10000000?men ok det gør vi så. Og ingen champagne….

5+5

Så er jeg genopstået fra de døde, næsten ingen kvalme eller hovedpine. Jeg er så glad for at være fysisk næsten OK og få noget normalt liv igen.

Og afklaring i morgen via en HCG-måling. Er der liv i den baby eller ej?

Men det er lidt ligesom når een eller anden kæreste slår op med een: nu var det lige HAM/HENDE det skulle være, det jeg havde forestillet mig med ham/hende og uhuuuu jeg orker ikke lære en ny mand/kvinde at kende, drømme nye drømme og møde en ny kærestes vennekreds og familie…..så går der noget tid og så orker man jo godt alligevel.

Jeg var lige blevet forelsket i ideen om at være forårsgravid, 2. Trimester-frisk i sommerferien og få den baby i november. Jul med baby…..

5+6

HCG’en er sgu steget!! Fra 16.000 torsdag til 25.000 i dag. Så noget er blevet derinde!! Den russiske læge, jeg skældte så meget ud, have 100 % ret.

De ved ikke om der er en baby derinde eller bare hormonproducerende væv (moderkagen/placenta), men kikker med scanneren om et par dage, hvor jeg er 6+1….

Jeg har fået kvalme og har det mere som om jeg er gravid, men det kan være alle de kunstige hormoner jeg tager.

Men håbet er der igen og jeg sidder og spiser chokolade og hækler babytøj ude i forårssolen.

Det er som om graviditeskvalme-spiralen er begyndt: Hele tiden sulten og stopmæt på een gang, små forkvalmet, et hurtigt brusebad føles som om det er cyklon B og ikke vand der kommer ud af hanen. Jeg bliver svimmel og gisper vasodillateret med lavt blodtryk (tak igen progesteron). Spise føles ikke helt godt, lade være hellerikke….(læs videre i næste uge)

6+0

Blødning igen…brunlig lyserød men alligevel. Øger hormonerne igen efter planen.

Lille bitte menneske. Jeg aner ikke om du har forladt min krop.

Jeg ved kun at noget derinde fyrer hormoner af som et maskingevær. 6+0 er lig med 0,5 cm baby og i dag skulle du være til at finde, hvis du altså er der.

Alle venner og læger tvivler på om jeg stadigt er gravid, men jeg føler mig invaderet af et væsen som drikker min livsenergi, der ellers er så rigelig.

Jeg føler mig mere gravid end jeg gjorde sidst med hjerteblink og det hele – så det er svært at forestille sig jeg er tom som en hul valnød. Alle lugte er kraftige, ting smager grimt og har eftersmag. Jeg har kvalme, værst når jeg bliver sulten og er afkræftet, lavtrykket og sulten/overmæt hele tiden.

Men kan også være den trillebør fuld hormoner jeg indtager hver dag.

I morgen får vi forhåbentlig nogen afklaring.

Hvad ruger jeg på?

Og fortsætter det?

6+1 får jeg akut smerter og igen frisk rød blødning. Det trykker nedad, og det er ikke godt.

Jeg har taget transexamsyre, progesteron og østrogen igen, men mit håb svinder igen igen. Det er for meget dette her. Jeg har ligget hele dagen i går og i nat. Taget alt medicin på klokkeslæt.

Nu har jeg medium blødning og ligger musestille.  Jeg siger til babyen: Du må godt rejse lille skat. Du må alt undtagen at dø efter uge 12. Skal vi aftale det? Hvis du alligevel vil smutte, må du gerne gøre det nu.

Men hvor er det svært at give slip!

Min danske fertilitetslæge scanner: Der er en stilk på 2 mm, som måske er en baby-spire og en blødning/hæmatom bag moderkagen på 2X3 cm, som en stor dæmon der ånder en meget lille Aladdin i nakken. Mere venten.

6+3

Det er hjerteaktion ved en scanning her 6+3!!! Jeg græd af glæde og lettelse i bilen hele vejen hjem fra Herlev så tårerne dryppede på rattet. PS Jeg har ikke blødt en dråbe siden og efter 1 nakkefoldscannning, 2 misdannelsesscanninger og en NIPT-test konkluderer alle at den forhenværende spontanabort-truede baby er sund og rask (mere senere her på bloggen).

KONKLUSIONEN på hele denne historie er at jeg gerne vil have noget mere debat om den danske spontan abort politik/behandling. Og have os gravide kvinder til at reflektere over hvornår vi skal hænge den der stærke viking-madamme til tørre og smide os svage, grædende og trætte i en seng på bedste Maud-fra- Matador-vis.  Find din indre Maud! Jeg er selv virkelig dårlig til det, men arbejder på sagen.

Hos mig har graviditets kvalmen nu taget over – hvad CNN-nyhedderne ville kalde ”a hostile takeover”- for graviditetskvalme betyder hos mig at kroppen går i atomkrig mod sig selv.

Læs næste uge hvor glad man kan blive over til dagligt at kunne børste tænder og binde snørebånd UDEN at brække sig – og hvordan man overlever den værste kvalme uden at ty til provokeret abort.